ApG 2,1-11; Joh 3,16-21

2.pinsedag | 29.05.2023 | ApG 2,1-11 og Joh 3,16 – 21 | Anna Jensen |

Helligånd er samhørighed med Gud

Hvad er ånd? Ånd er samhørighed. Hvad er helligånd? Helligånd er samhørighed med Gud.

Momentvis kan det ske, at vi pludselig føler os forbundet, at vi nærmest opløses og smelter sammen med det der omgiver os. Det kan være med mennesker, med naturen, med et kunstværk eller måske noget helt andet.

I Josefine Klougarts roman ”Alt dette kunne du få” oplever pigen Barbara en nat i sommerhuset en pludselig forbundethed med alt omkring sig. Hun lå i sin seng og lyttede til rislen fra rørene på den anden side af brædderne og isoleringen, den murende lyd af torden der rullede ude over havet, og hun syntes at det hele forbandt sig i hende. Hun prøvede at ligge musestille og lade være med at røre på sig, for ikke at ødelægge den forbindelse hun ikke havde sprog for, men som hun tydeligt mærkede. Dråberne der faldt i lyngen og i sandjorden, bugten der lyses op af lynene og hun mærkede hvordan hun næsten forsvandt og blev lyngens rødder, lynet, regnen, dråberne og den tørre jord,.. og så lige så pludseligt som den opstod forsvandt den følelse. Hun lå stille, men følelsen var væk, og så kom hun i tanke om et ord, ordet åbenbaring. Hun var rystet, men sagde ikke noget. At verden pludselig kan åbne sig. At den pludselig kan blive så dyb.

Ånd er sammenhørighed. På Højskoler findes en særlig ånd når eleverne sammen synger morgensang. Så trækker de vejret i takt. Sangen som er fortidig, synges i nutiden, men strækker sig ind i fremtiden, øjnene læser næste verselinje før den udtales. I ånden hengiver den enkelte sig til fællesskabet, bliver en del af det fælles om det end er naturen, højskoleelever, eller et fodboldhold.

Helligånden er det modsatte af autonomi.

I dette 21. århundrede hylder vi autonomien. Selvbestemmelsesretten er vigtig, ingen ejer dig og din historie. Du kan skifte dit slægtsnavn ud, du kan vælge din uddannelse, din familie, din omgangskreds, din religion, du kan farve dit hår og ændre din krop så den passer lige netop til din forestilling om dig selv, din fortælling. Frihed og lykkefølelse hører sammen, aldrig har vi været så frie, aldrig har vi været så lykkelige og dog er vi mange der indimellem har mørke stunder. Med alle forhindringer ryddet af vejen forventede vi en ny generation som ville omfavne livet og kaste sig ud i det, men vi glemte, at livets frihed medfører mange valg, og med til de mange valg følger et ubehag.

Visse ting kan periodevist føles ubehagelige, selvom de egentligt er til gode for os. Det er ubehageligt at gå til eksamen, nervøsitet kan frembringe sved og rystende hænder. Det er ubehageligt at skulle gå ind i en forsamling af mennesker man ikke kender, så er det nemmere at trække sin telefon frem og skjule sig bag den. Det er ubehageligt at begynde på noget nyt, noget ukendt, ofte fristes vi til at give op, fordi det er nemmere og fjerner det umiddelbare ubehag.

Vejen ud af vores usikkerhed og ubehag er ikke at fjerne forhindringerne, eller sænke kravene. Nej, jeg tror at vejen er lige her i pinsen. Fællesskabet er ånd, altså må vi til at dyrke Ånden noget mere. Trods vores store glæde ved selvbestemmelsesretten, så bor der stadig en længsel i mange af os, en længsel efter at høre til, en længsel efter noget der er ubevægeligt, der har evighedskarakter, en længsel efter lyset, en længes efter samhørighed.

Ånden er det modsatte af autonomi. Altså må man opgive noget af sit eget, for at være med i fællesskabet.

Gud ville fællesskabet med menneskene. Derfor opgav han ikke bare noget af sit eget, nej han gav det mest dyrebare han havde, han gav sin søn. Han sendte sin søn til jorden fordi han ikke ville at menneskene skulle gå fortabt, han kom ikke for at dømme verden, nej han kom fordi han ville frelse os.

Han ville vise os en mulighed for et andet liv, et liv i Gudsriget hvor det er kærligheden der råder.  Gud gav sig selv, han gav sin søn, han giver sig selv hen for os hver gang når vi drikker hans blod og spiser hans krop i nadveren. Han kalder os frem i lyset.

Det virker umiddelbart som et let valg at vælge lyset frem for mørket. Maj og juni er årets skønneste måneder, lyset tager til og vækker os til live igen, sommeren er lethed og lyse nætter. Alligevel sker det, at vi foretrækker mørket. I mørket kan vi gemme os, skjule alt det vi er lede ved og ikke vil vise frem. Lyset, fællesskabet kalder på os, men i os står en strid. For at kunne hengive os til ånden, skal vi opgive vores autonomi, vi skal give os selv til fællesskabet.

Denne indre kamp var let for disciplene. Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet, en vind, en kraft fejede gennem huset hvor de sad og de blev flydt af Helligånden. Alt deres tvivl og fejhed blev blæst bort. Fyldt af Helligånden kunne de fortælle om Jesu gerninger.

Helligånden bor allerede i os, den var vores dåbsgave. Helligånden er vores fællesskab med Gud. Som en linje der altid er åben, en kanal, et talerør, Gud er ikke længere væk end en tanke. I bønnen kan vi altid henvende os. Det kan være én lang flydende, levende bøn, men det kan også være en eftertænksom stund hvor vi folder vores hænder. Så fremfører vi for Gud vores ønsker og bekymringer. Skønt at vi ved, at Gud er den ubevægelige, den som står fast selv hvis hele verden flyder. Skønt vi kender Gud som den, der er visere og har større overblik end os, vil vi i bønnen alligevel bede ham, forklare ham, måske ligefrem overtale ham til at give os medhold.

”Helbred min søster som har fået kræft, hjælp de unge som kæmper med angst, lad ikke en ond diktator vinde krigen, lad ikke jorden gå til i forurening. Giv mig brød, gode naboer, raske børn, et nyt job, en parkeringsplads.” Sådan beder vi og strides, for det bliver aldrig som vi vil, men som Gud vil. Derved overvindes vi, ikke ved at Gud sejrer over os, men Helligånden vinder i os. Helligånden kommer os til hjælp, den bøjer os, så vi kan søge ind til Gud, til fællesskabet, så vi kan hengive os. ”Ske din vilje i himlen, således også på jorden.” Når vi siger ordene, smelter vi sammen i Ånden, da virker Helligånden i os, og alt vort eget, som vi må slippe, erstattes af alt det store, af fællesskabet, af samhørigheden, af Ånden. Vi træder ind i Gudsriget, hver gang vi står op af sengen om morgen. Helligånden bor i os, den bevæger os og virker i os, den kalder os frem i lyset.

Pinse er nyskabelse, nye kræfter. Gud lover ikke sine børn et let liv uden ubehag og smerte, men han lover i sin Ånd altid at være i os, så vi kan leve med mørket og lidelsen. I Guds fællesskab bæres vi gennem det svære i livet, så vi har hænderne frie, så vi kan komme til lyset og gøre sandheden. Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk