Apostlenes Gerninger 1,1-11; Lukas 24,46-53

En bevægelse i bevægelse | Kristi Himmelfart | 09.05.2024 | Apostlenes Gerninger 1,1-11; Lukas 24,46-53 | Rasmus Nøjgaard |

Salmer:

257 – Vaj nu Dannebrog på voven

828 – Menneske, min næste, bror

263 – Sin vogn han gør af skyer blå

………………………………….

923 – Når æbletræets hvide gren

492 – Guds igenfødte, nylevende sjæle (nadversalme)

252 – Til himmels fór

Tekster:

1 salme „Vaj nu, Dannebrog, på voven“ af Bjarne Hersbo

Motet efter prædiken: „Jeg er Herren, så lyder mit navn“ af Flemming Weis

Motet efter altergang: „Ubi Caritas“ af Maurice Duruflè

Extroitus: „Amen, Lob und Preis!“ af C. P. E. Bach

Kristi Himmelfart.

Himmelfart!

En tid hvor alt kan ske. En tid i bevægelse.

Vi er samlet i kirken for at fortsætte det kald, som Jesus gav sine disciple på denne dag:

I hans navn skal der forkyndes!

Det er Lukasevangeliets missionsbefaling:

I hans navn skal der forkyndes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal være vidner om alt dette.

 Det evangeliske budskab er egentlig så enkelt, at vores opgave er at forkynde omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Der er bevægelse i den udsendelse. Først må det ske i Jerusalem, men siden i hele verden. Det er relationelt, vi må give budskabet videre. Det er også kropsligt, når vi må flytte os geografisk for at række det videre.

På mange måder er denne begivenhed kristendommens tilblivelse som en universel og verdensomspændende bevægelse, når det partikulære, det stedligt og geografisk bundne bliver vekslet til det universelle, geografisk, etnisk og sprogligt adskilte. Kristendommen bliver en bevægelse, der rækker videre fra folk til folk og strækker sig til nye kulturer.

Det er en bevægelse i stadig bevægelse. Det indgår allerede sprogligt i Jesus’ befaling, når disciplene skal prædike omvendelse. De skal ændre deres liv og tankesæt fra dommens virkelighed til nådens virkelighed. Jesus rækker ikke alene syndernes forladelse til dem der tror ham, men han fordrer omvendelse til et liv i syndernes forladelse. Det er en tro der forvandler alt, og det er en virkelighed der vil forandre disciplenes liv. Det hører vi om i Apostlenes Gerninger. Gå selv hjem og læs bogen.

Disciplene søger til templet og lovpriser Gud. De har også været vidner til Jesus’ forvandling. Først hans død, gravlæggelse og så hans opstandelse. Ifølge Lukas og Apostlenes Gerninger, vi regner dem for et samlet forfatterskab, er Jesus opstanden i 40 dage, inden han farer til himmels. Hvert evangelium har sin fortælling om denne tid, og det eneste vi egentlig kan fastslå er, at Jesus rejser sig fra graven, viser sig og farer til himmels for at forenes med sin far. Det er motivet, bevægelsen, overskridelsen af det lokale, og en forestilling om Kristus som alle folkeslags frelser og forsoner. Mattæus knytter dåben og en belæring til disciplenes opgave, hvor dåben tydeligvis rummer samme forkyndelse som Lukas om en velsignelse med syndernes forladelse. Sådan som Lukas skriver, at Jesus tog dem med ud byen, og mens han velsigner dem, løftes han op til himlen. Det er et stærkt billede.

Vi søger fortsat til kirke for at høre beretningen om Jesus og høre hans budskab, så også vi kan bevæges. Det er det evangeliet kan, bevæge os, så vi ved at opleve omvendelsen til syndernes forladelse også selv kan leve i og af denne tro.

Er det ikke derfor vi går i kirke? For at bevæges? Ikke sentimentalt, men grundlæggende, eksistentielt at blive rokket fra selvberoenhed til fællesskab. Vi lever hvert vores liv, men vi mærker en fælles ånd, der knytter os sammen og giver os en oplevelse af samhørighed. Denne ånd har vi fået af Kristus, det er helligåndens gave, som Jesus her på Kristi Himmelfartsdag forbereder os på at modtage og forvalte til glæde og gavn for verden. Det er ikke en gave vi alene har fået for vores egen skyld, og heller ikke en kraft vi selv kan opfinde eller finde frem, men en gave og kraft vi modtager fra Kristus for at lade andre få del i omvendelsen til syndernes forladelse. Det er Ordet. Fortællingen. Evangeliet. Ligesom vi selv må omvendes for at mærke samhørigheden med Kristus og delagtigheden i syndernes forladelse, sådan skal også andre høre det og opleve det. Erfare omvendelsen til syndernes forladelse.

Tro er ikke fornuft, er ikke moral, er ikke politik, er ikke naturvidenskab. Tro er anelsens kunst, forvandlingens mulighed, at stille sig åbent – for at Ordet taler til sig. Når vi i glimt og barnetro oplever fortællingens kraft, Ordets styrke og troens håb, så giver det fylde og livsmod, og strider ikke mod fornuften, moralen, politikken og naturvidenskaben, men giver retning og skaber perspektiv.

Jesus siger i dag:

I Kristi navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse!

Det er ord der kan slå en synder omkuld, og hvem af os er uden synd?  De ord slår i hvert fald mig omkuld. Syndernes forladelse! Vi ved godt hvad synden er, og her i dette øjeblik må vi opgive at skjule os og gemme vores mørke væk. Vi kan lettet gå til bekendelse, og stille vores synd åbent til skue for Vorherre, for Kristus har åbenbaret sig som lyset, der fortrænger mørket, han bærer vores syndighed med os. Deler skæbne med os. Hvilken lettelse, at være kendt fuldt ud, og dog tilgivet. Det er en vindundertro. Og ikke kun min tro, men vores tro. Dette er Kristi tro på alle folkeslag. Det er det sandt forunderlige, at det ikke længere kun er Moses’ eller Elias’ eller Daniels himmelfart, men Gud selv der har rejst sig fra mørket og brudt dødens porte, og vist os vejen hjem. Som har gjort denne verden til vores hjem.

Jeg forstår godt menneskers skepsis. Alligevel er jeg af den overbevisning at evangeliet rummer Ord, som kun kan være Guds.

Troen er Guds vilje, Guds åbenbaring. Det er ikke en flugt, men et løft ind i en større verden hvor vi får styrke og mod til at leve det liv der er vores. Uden at flygte. En genindsættelse i det liv vi har omkring os. En ny håbefuldhed for den krop der er vores, for det sind vi tænker og sanser med. En genoprettelse af det sammenbrudte menneske vi er.

Jesus prædikede omvendelse til syndernes forladelse. Nu står vi overfor en nådig dommer og frelser. Et forvarsel om pinsens under, hvor Kristi Himmelfart gentages omvendt, og Kristi Ånd kommer over menneskene. I dag forbereder vi os på pinsen ved at fordybe os i hvad omvendelsen til syndernes forladelse betyder.

Med sin himmelfart løfter Gud vores blik, så vi får øje på både himmel og jord. Vi ånder ind og ånder ud.

Kirken her er stedet og tiden for mødet mellem himmel og jord. Ikke magtfuldt, men barmhjertigt i Guds kærlighed til os.

Himmelvendt.

Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk