Aristoteles

Den græske filosof Aristoteles siger et sted, hvor han skriver om, hvordan man skal skrive og tale, at man altid skal begynde med begyndelsen. Det lyder jo meget indlysende og selvfølgeligt, men det er det alligevel ikke.

Det er ofte svært at begynde med begyndelsen, for hvad er begyndelsen? Du kender det godt! Hvis man vil skrive et brev, eller man vil fortælle noget, eller holde en tale, hvor skal man så egentlig begynde? For begyndelsen kan tages mange steder.

Lige så oplagt som det er, at man skal begynde med begyndelsen, således er det oplagt, at man skal slutte med afslutningen. Og det lyder mere banalt end det er. For Aristoteles har den vigtige pointe, at begyndelsen altid er i afslutningen og afslutningen altid også er i begyndelsen.

Sådan er det i særlig grad i evangeliernes fortællinger om Jesus. Som vi kender dem, er de fortalt næsten som enhver anden historie. Der er en begyndelse: nemlig Jesu fødsel i Betlehem og en afslutning i Jerusalem, hvor Jesus lider og dør. Det ligner enhver anden fortælling om et menneske. En fortælling om et liv om tilblivelse og forfald og død.

Sådan er det dog alligevel ikke helt. For allerede i begyndelsen kender vi Jesu historie. Vi kan ikke høre fortællingen om barnets fødsel uden at vide, at han ender sine dage på korset i Jerusalem. Og omvendt.

I Johannesevangeliet er det helt tydeligt. Han begynder med at tale om ordet, der var hos Gud og var Gud, og han slutter med at fortælle om alle de ting, Jesus har gjort, og hvis de skulle skrives ned, kunne verden ikke rumme det antal bøger, der skulle skrives. Ordet er begyndelsen og enden, og afslutningen er uendelig mange, mange ord.

Afslutningen er i begyndelsen, og begyndelsen er i afslutningen, sagde Aristoteles. Evangelierne er i virkeligheden slet ikke fortalt fra begyndelsen, men de er fortalt fra det, der blev afslutningen på Jesus liv. De er fortalt, fordi der var nogle kvinder og siden mænd, der så at graven var tom og siden mødte den opstandne Kristus og troede.

Det, de troede var afslutningen, var i virkeligheden begyndelsen. Sådan forstod Jesus disciple bestemt ikke det, Jesus sagde til dem i dagene mellem indtoget i Jerusalem og dagen for påskemåltidet.

Ja, spørgsmålet er, om de overhovedet forstod noget som helst. Det synes at fremgå, hørte vi, at de var totalt forvirrede. Jesus talte både om begyndelse og ende, og de spurgte – sådan spørger vi også – om det dog ikke var at blande det hele sammen.

Det er og det var det nu ikke. Jesus talte om Gud Fader, som altings begyndelse, og han talte om den foreløbige afslutning i Jesu egen bortgang eller død.

Det er meget let for os at sætte os ind i, hvad der foregik. Vi kan så let som ingenting høre, at det var en bevæget afsked. Jesus talte om at gå bort. Disciplene må være blevet forskrækkede, for hvor mon han gik hen?

Vi kender selv en del til at skulle tage afsked. Hver gang vi siger farvel til hinanden, er det en afsked, der er dybt alvorlig. Sådan anser vi det ikke altid for at være. Vi regner jo med at skulle ses igen, men det er jo ikke sikkert, at dét sker. Altid lever vi med risikoen for at miste livet, og så vender vi ikke tilbage til den, vi tog afsked med.
Ethvert farvel kan være det sidste, og hver gang vi siger farvel, dør vi en lille smule.

Jesus talte til disciplene for at tage afsked med dem. Han havde samlet dem omkring sig. Han gjorde det, som mange syge og døende har styrke til, at kalde sine nærmeste til sig og tage afsked med dem. Har vi ikke oplevet det selv, så kender vi det fra litteratur eller film. Og vi har set, hvordan næsten kun den, der skal dø, kan styre bevægelsen.

I Det gamle Testamente er der nogle scener, der ligner dette. F.eks. Isak, der kalder Esau til sig for at velsigne ham inden Isak lægger sig til at dø. Eller Jacob, der kalder sine sønner til sig. I de situationer bliver der ikke kun sagt farvel. Der sker også noget andet. Isak og senere Jacob velsigner. Velsignelsen er en overdragelse, og den har flere betydninger.

I afskedens stund sker der en overdragelse i dobbelt betydning. Man overgiver den døende eller den rejsende til en uvis fremtid adskilt fra os. Bl.a. derfor er adskillelsen så vanskelig, fordi vi slipper hinanden ud af det menneskelige felt, hvor vi har et direkte ansvar for hinanden. Vi kan ofte føle, når nogen rejser fra os, eller når et menneske dør fra os, at vi står magtesløse og tomhændede, fordi vi nu ikke rigtigt har nogen steder at rette den kærlighed hen, vi havde til og for den anden. Vi kan ikke komme af med vores omsorg, og vi kan ikke komme til at tage det ansvar for den anden, som vi føler, vi har og at vi skal tage.

Den dødende eller den rejsende overlader noget i de tilbageblivendes hånd. Dette er samlet i ordet velsignelse, der betyder at betegne noget for godt.

Afskedsscenen, som vi har hørt i dag, rummer begge disse to dele, at den bortdragende Jesus af disciplene overdrages til en for dem uvis skæbne. De ved, som de siger, ikke hvor han går hen. De har ikke – synes de – erfaringsbaggrund nok til at forstå, at de allerede kender Gud Fader, som Jesus drager hen til ved sin død. Derfor forstår de heller ikke, at Jesus overdrager dem noget.

De har heller ikke – synes de – erfaringsbaggrund til at forstå, hvad han mener, når han siger til dem, at han kommer igen og tager dem med, for hvor han er, skal de også være.

Jesus taler om sin forestående død. Han vidste, hvad der skulle ske. Han skulle overlades i magtens kyniske hænder. Han skulle overlades til det spil, hvor ingen vil tage ansvaret, og hvor alt ser ud som om, det bare sker. Han skulle overlades til det spil, hvor den menneskelige anstændighed og ansvarlighed krænger over og bliver til en kold og kynisk umenneskelighed, som vi ser det den dag i dag rundt om i verden. Han vidste, at den – for mennesker at se – uvisse fremtid ikke var uvis, derimod var og er den tryg, fordi den er Guds fremtid.

Den anden side er derfor også med. Scenen her er i virkeligheden en scene, hvor der gives løfter og skænkes en velsignelse. Jesus overdrager de uforstående disciple og os uforstående del i Guds velsignelse. Vi får del i, hvad der er hans. Vi får del i hans magt over liv og død. Vi får del i hans skabende og frelsende magt.

Vi får del i og erfaring med, at de ikke ligger fremme i den for os at se uvisse fremtid, men ligger allerede i de erfaringer, vi gør. Her gælder det igen, at begyndelsen rummer afslutningen og afslutningen rummer begyndelsen.

Fra første begyndelse, fra skaberordet til Jesu ord til disciplene, at der i hans fars hus er mange boliger, og til ordene til røveren på korset ”i dag skal du være med mig i Paradis”, går der en lang linie. Ja, det ene er indeholdt i det andet.
Skabelsen er tilblivelse ved ordet. Ordet er ”bliv lys” og mennesket skal blive til og blive lys. Erfaringen fortæller os, at vi ikke altid vil lyset, men også vil mørket. Vi kan ikke forklare hvorfor. Selvkærligheden, selvretfærdigheden, ærekærheden, mindreværdet træder ind og blokerer for at se det andet menneske som Guds skabning. Vi ser det som en konkurrent, som en trussel. Så vælger vi mørket, kynismen, afmagten, hadet, hvad vi nu måtte kalde det.

Det vil Gud Fader ikke. Han vil intet menneskes død. Han sender os ordet, han sender os sin egen søn, som er ham selv. Han kommer med andre ord til os ikke kun i ordet, men i menneskelig skikkelse. Han er Gud og mand. Han kommer for at drage bort igen for at lade os erfare, at vi ved døden ikke overgives til en uvis fremtid, men overdrages til den skabende og frelsende Gud, som er én og den samme, fra begyndelse til ende, fra evighed og til evighed.

Han kommer for at give os den erfaring, at vi får overdraget Guds vilje, som en velsignelse og ikke som en byrde, der ikke er til at bære.
Han kommer ikke for at pålægge os krav efter krav, betingelse efter betingelse, men for at give os en erfaring af, hvad der er vejen, hvad der er sandhed, og hvad der er livet.

Han er selv i Jesus Kristus vejen. Han er vejen fra Gud til mennesket, og han er vejen fra mennesket til Gud. Det er ikke en uendelig lang vej. Ikke en umulig vej at finde. Han er inkarnationen af den. Han er legemliggørelsen af den. Guds vej er at finde i menneskers verden, ikke uden for den, ikke bort fra den, men i den. Der viser han os, hvad han er: Han er vejen, der skal gås.

Vejen er at komme og at drage bort igen. Sådan er livet. At komme til verden. At komme til verden. Livet er også at skulle gå bort herfra. Vejen går gennem døden. Og vi er så lykkelige, at vi nu ikke kun kan sige, at vejen går ind i døden. Vi kan sige at vejen går gennem døden. For det er den velsignelse, Jesus Kristus bringer os, at vejen går gennem døden og videre til Guds rige.

Ja, igen er det sådan, at begyndelsen er i afslutningen og afslutningen er i begyndelsen, for hvor vi tænker dette udstrakt i tid, som et forløb, så er det dog allerede koncentreret i ét. Det skabende ord og ikke forskelligt eller tidligere end det frelsende ord. Det er ikke noget andet, der føjes til. Det skabende ord er allerede det frelsende ord.

Derfor bliver disciplenes spørgsmål om at se faderen afvist. Ham har de jo set. Han har jo vist sig for dem i Jesus. Vi har ingen anden mulighed for at se Gud eller at lære Gud at kende end gennem hans åbenbaring i Jesus Kristus. Han er vejen til frelse.

Der er ingen anden sandhed om menneskelivet. Sandheden er, at Gud har villet mennesket fra første begyndelse, og at han sætter alt på spil for at redde det menneske, der ikke ville, hvad det skulle.

Og det er livet: Som Jesus lever det: Fødsel, opvækst, misforståelser, kærlighed, rige og dybe menneskelige erfaringer, der kan ses i forklarelsens lys, som Gud giver, det er lidelse, forhånelse og død. Det er håb på trods. Det er fred fra Gud trods menneskelig ufred. Livet er ikke et andet sted. Livet er her, hvor Gud i sit ord kommer til os.
For ganske vist er Jesus draget bort. Men han er vendt tilbage i Helligånden og i sit ord. I det er han tilstede hos os. Dér kan vi se Faderen, for Jesu ord er ikke hans egne menneskelige ord. Det er Gud Faders ord, som han bragte os i Jesu liv og død. Lyksalig er det folk, der har øre at høre med. Det vil høre, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet, og at vi har fået overdraget Guds rige ved ham. Amen.

Provst Poul Henning Bartholin
Selskovvej 42
DK-3400 Hillerød
Tel.: ++ 45 – 48 24 90 50
e-mail: phb@km.dk