At høre til og…

At høre til og høre efter | 2. søndag efter påske – 26.4.2020 | Johannes 10,22-30 | af Anders Kjærsig |

 

Hyrden græsser sine Får,

Gærdet er hans Trone,

Solen Purpur om ham slår,

Månen er hans Krone.

Hvad mon vel han tænker på?

længe tavs han stod og så

frem i Aftenstunden.

Hjertet ved, kærlighed

er det fagreste Træ i Lunden.

 

H.C. Andersen 1835

 

Der ligger et ordspil gemt i begreberne at høre til og høre efter. Man kan godt høre til, selvom man ikke hører efter. Børn er et strålende eksempel. Deres oplevelse af at høre til kan nærmest være proportional med manglen på at høre efter. Jo stærkere tilhørsforhold des mere ulydighed. Heldigvis, havde jeg nær sagt. Det giver overskud at være elsket, det ved enhver.

 

Det modsatte er derimod umuligt. Man kan ikke høre efter uden at høre til. Forestil en mand sagde til en anden mand: Jeg hører altid efter andre, men jeg hører ikke til nogen steder. Man ville uvilkårligt spørge: Hvem hører du så på? Hvem hører på dig? Hører man ikke til, så kan man ikke høre efter. Man ved jo ikke, hvem man skal lytte til og kender måske slet ikke det sprog, der tales. Et tema Frans Kafka og Edgar Allan Poe kan skildre i al sin gru. Her er man fremmed over for de mennesker, man færdes blandt, og denne fremmedhed sætter sig som en latent utryghed, der lige netop viser, at man ikke rigtigt hører hjemme nogen steder.

 

I Johannesevangeliet er der flere tekster, der kredser om tematikken: at høre til og høre efter. Det beskrives ofte i billedet med fårene og hyrden. Fårene hører efter hyrden, fordi de hører til hyrdens flok. De kender hyrdens tale, fordi hyrden har givet dem et sprog, som de kan forstå. De ved, hvad det betyder, når han fløjter eller løfter sin hyrdestav. Fårene er derfor ikke fremmede og bange for den verden, de lever i. De har tillid til, at hyrden passer på dem.

 

Billedet med hyrden og fårene er med til at fortælle os noget om troens væsen. Tro er at høre til, det er tillid til et tilhørsforhold. Det er at vide med sig selv, at der er en hyrde, som følger i ens fodspor, skønt man selv er nødt til at gå vejen. Det er en erfaring af, at man ikke er alene, uanset i hvilken retning man nu bevæger sig.

 

For en del år siden var der et reklamespots, som forestillede en ældre dame siddende på en bænk. Vi ser hende fra ryggen af. Hun sidder og kikker ud over en sø. Langs søen render der børn og leger. I det samme kommer en ung pige og sætter sig ved siden af hende. De sidder et stykke tid uden at sige noget, hvorefter kvinden rejser sig og går hen til en flok ældre, der er kommet ind i billedet. I et kort glimt ser vi kvinden stå og grine sammen med de andre, mens den unge pige sidder på bænken. To sekunder efter står der skrevet hen over skærmen: Det er ikke kun ældre, som er ensomme. Det er stærke sager – at høre efter men ikke høre til.

 

Den danske digter Johannes Jørgensen har et digt med titlen Paaske. Det handler også om oplevelsen af ikke at høre til og skildrer et menneske på det stadium af livet, hvor alt opleves som meningsløst og tomt. Digtet lyder således:

 

Jeg kørte hjem. Der mylred folk på vejen,

men i kupeen sad jeg mat og træt

med frakkekraven over begge øren

og nakken mod vognens hårde bræt.

 

Jeg hader disse festdagsglade skarer,

der drog forbi med kåde pøbelsmil,

jeg hader deres laders lave sprog

og deres livslysts plumpe knejpestil

 

Jeg hader dem – fordi de ejed livet,

fordi de ejed sol og håb og kvinder –

jeg følte mig som en, der alt var død,

om hvem der ikke længer leved minder.

 

For deres sunde lykke var en hån

mod mig, som, sad der, mat og trist og træt,

med Frakkekraven over begge øren

og nakken mod vognens hårde bræt.

 

Her kan man tale om et menneske, der hører efter, men ikke hører til. Digtets jeg er en forbipasserende, en fremmed, der ikke blot har lagt afstand til pøblens livsholdninger, men også lagt afstand til selve det liv, han er en del af. Billedet med vognen signalerer det: Fart, bevægelse, opbrud, et liv uden stop og uden ståsted.

 

Jeg tror, erfaringen er bekendt for det fleste. Ethvert menneske oplever i kortere og længere perioder af sit liv stemningen af ikke at høre til nogen steder og være fremmed for selv dem, man er nærmest. En erfaring af ensomhed, der sætter mennesket i et særegent forhold til fortællingen om fårene og hyrden. Lad mig udfolde det!

 

Johannes nævner i sin tekst om fårene og hyrden, at det er vinter. Det er underligt, for hvad har det egentlig at gøre med hyrdebilledet? Når der berettes om fårene og hyrden i den bibelske tradition, er der som regel sommer. Det er et sommerbillede. Hvorfor så vinter? Hvad er meningen med at nævne det? Slår man op i de store lærde kommentarer, er det begrænset, hvad man får at vide. Vi må derfor gætte os frem.

 

Vinteren står som en stærk kontrast til hyrdebilledet. At være hyrde om vinteren er på ingen måde det sammen som om sommeren. Kulden raser gennem kroppen og suger al glæde ud af det arbejde, som ellers er frit og forbundet til både den friske luft og den grønne og frodige natur. På den måde af-romantiserer det billedet og rykker det ud af den gængse forestilling om fårene og de små lam, der ligger sødt nede ved søen og drikker i bedste glansbilledagtig stil. Vinteren dekonstruerer det pastorallyriske; fårene er i knæ og rystende presser de sig ind mod hinanden. Kitsch og pop fjernes og dermed også Nietzsche og alle eksistentialisternes og ateisterne kritik af billedet. Vinteren forstærker nemlig dramatikken. Det er på baggrund af mørke, frost og fortabelse, at fortællingen om hyrden lyder. Det er ind i et landskab af kulde, vi hører om fårene.

 

Johannes Jørgensen var sådan et får – men fandt vej. Er det moderne menneske også et får? Det leder og søger efter livsanskuelser, efter svar på tilværelsens store spørgsmål, det tror på alt mellem himmel og jord – men finder det vej? Fryser det? Spørgsmålene er åbne!

 

Den danske digter Simon Grotrian slutter sin digt- eller salmesamling Jordens salt og verdens lys med en tekst, der kredser om samme tema: At høre til og høre efter. Det lyder således

 

Når klokken ringer solen ind

da stryger jeg Vorherres kind

han stryger også gerne min

og strøget er et solbærskrin.

 

Når klokken ringer solen bort

og visse bønner kom til kort

da takker jeg alligevel

fordi jeg lever, hvilket held.

 

Når klokken på det sidste slag

er blevet til den nye dag

da takker jeg, fordi han spandt

mig ind i foldens uldgevandt.

 

Når alle klokker ringer vildt

og visse ønsker blot var spildt

da takker jeg igen for alt

for verdens lys og jordens salt.

 

Du hører til, også selv om det kan være svært at høre efter. Skønt verden er fremmed, er du alligevel hjemme. Det er konklusionen på Grotrians digt og det er pointen i Johannesevangeliet. Amen.

 

 

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk