Johannesevangeliet 10, 22-30

2.søndag efter påske 2024 | 14.04.24 | Johannesevangeliet 10, 22-30 | Rasmus Nøjgaard |

Det betydningsfulde er det skrøbeligste

Ingen tvivl om at evangeliet er forkyndt i krisetid. For Jesus selv var det et eksistentielt og personligt drama, der hele tiden intensiveredes og fandt sit klimaks og endelige omslag i hans tilfangetagelse, forhøret, korsfæstelsen og påskemorgens opstandelse, som ingen kunne have ventet, men som forandrede alt. Det var den skelsættende begivenhed, som pludseligt sætter Jesus’ liv i et nyt perspektiv. Ved sit pludselige fravær accentuerer Jesus sit nærvær: Han var her virkeligt. Jesus’ smertefulde korsdød gør hans liv så virkeligt. Den tomme grav forkynder, at Jesus lå dér, men nu er han ikke længere hér. Fraværet forkynder hans virkelighed.

Det må have afgørende betydning for evangeliet, at alle Jesus taler til, endnu ingenting ved, mens vi som får fortalt og hører evangeliet allerede ved besked om alt. Vi kan på den måde spejle os i evangeliet, og lade både dem der forstår, og dem der ikke forstår, være et før-og-efter i vores eget liv. Vi er på en og samme tid både udenfor flokken og en del af flokken. Vi hører til og alligevel ikke. Spørgsmålet ’Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud’, rammer os stadigvæk, når vi fortsat ikke tror. Evangeliets opgave er ikke at skabe afstand og skel, ikke at fastholde et udenfor og et indenfor, men meget snarere at gøre os Jesus’ liv, død og opstandelse så virkelig, at vi ser og hører det. Han er virkelig et menneske, og han er virkelig Guds søn. Det skal vi se og høre, og så følger troen. Hvad vi ser og hører, skal vække denne tro. Hvad Jesus siger, skal give håb, og herudaf skal troen vokse frem i denne tillid til Guds kærlighed:

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Evangeliets mål må være at bringe mennesker håb og tillid til de er i Gud hænder. Vi skal høre og fæstne tillid til, at vi aldrig skal gå fortabt, men have evigt liv hos Gud. I krisetid er det budskab en livsnødvendighed. Hvad enten det er en personlig eksistentiel krise eller universel samfundskrise, så har vi brug for at vide at vi ikke selv skal bære fremtidshåbet, men at vi har del i et fællesskab, som bærer os. Guds fællesskab. Gud har allerede givet denne verden betydning. Vores opgave er at besvare Guds kærlighed med tillid til at også vi kan møde verden med forsoning og tillid.

Hos Johannes peger meget i retning af, at Jesus’ egne helt konkret venter på Guds indgriben, de venter Kristus. Både troen på Jesus og afvisningen af ham er betinget af samme messianske håb om frelse og redning. Jesus’ egne ser og hører hans budskab, og det deler dem i to: Dem der ser og hører det underfulde i og omkring Jesus, og derfor tror på ham, og dem der forventer det underfulde, men ikke ser og hører det opfyldt, og derfor forkaster ham som Kristus.

Billedet om fåreflokken der ikke tror, fordi de ikke hører til Jesus, kvalificeres ved at de ikke hører Jesus. Jesus’ egne hører ham ikke, selv om han er midt iblandt dem. Evangeliet efter påske forkynder til gengæld at det aldrig er for sentat høre, for Jesus’ død og opstandelse er Guds røst over hele skabningen, ikke kun de få der lokalt flokkedes omkring Jesus, mens han vandrede omkring i Galilæa, Samaria, Jordan og Judæa. Efter Jesus’ opstandelse og himmelfart er budskabet universelt. Korsets omkalfatrende budskab er, at vi tilgives vores synd, når vi fatter tillid til Kristus. Så får vi mod til at leve i denne urolige verden, fordi vi allerede er Guds hænder. Han har sonet vores synd, og vi er oprejst ved ham. ’Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos, din stok og din stav er min trøst.’

Vi lever i en krisetid. Krig i Europa, i Mellemøsten, i Afrika. Vi lever midt i en flygtningekrise, ikke kun i Europa, men på alle kontinenter. Vi er overbelastede og stressede, og selv om vi i vores del af verden oplever en uhørt velstand, så savner mange fællesskab. Ensomheden er larmende.

Vi kæmper hver især og kollektivt med at høre de ord, evangeliet forkynder os. For vi søger forløsningen, og længes efter at forsones med vores historie og finde sjælefred midt i uroen.

Jeg og Faderen er ét, siger Jesus. Også vi skal lytte og forstå, at der er brug for fællesskab og omsorg. Vi skal turde at finde tillid i at den kærlighed, Jesus viser sin far, er den samme som vi skal vise Jesus. Så vores fællesskab med Jesus Kristus forpligter os til at være i verden med samme ydmyghed og lydhørhed. Med samme styrke og kraft. Med tillid til at Gud allerede bærer os og har sonet os med fortidens synder og skænket os et nyt lyttende og seende fællesskab. For alle der vil høre og se.

Det mest betydningsfulde er også det skrøbeligste, det vidste Gud, da han lod sig føde og blev det menneske, der måtte give sig selv hen for at sone verdens synder.

Det gælder også vores egne liv. Midt i uroen og forvirringen kan vi vakle i tilliden til, om vi hører Gud til, og vi kan føle os fortabt. Midt i larmen kalder Kristus, og vi kan lytte til den Gud, der overkom og oprejste skrøbeligheden, fordi det skrøbelige betød alt for ham. For det skrøbelige er det allermest betydningsfulde. Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk