Lukas 5,1-11

5. søndag efter trinitatis | 09.07.2023 | Lukas 5,1-11 | Anna Jensen |

Salmeforslag:

147 Der sad en fisker så tankefuld

471 O glædelige dag

370 Menneske sin egen magt

Frygt ikke, Gud er med dig i din opgave

Der findes mennesker for hvem arbejdet er et kald, et kald i den forstand, at de føler sig moralsk forpligtede. Ingeniøren Bob Ebeling arbejde ved NASA i 1986 og følte sig i sådan en grad moralsk forpligtet, at han gik ned med stress. Før i tiden var det ikke kun præster var kaldet, også sygeplejersker, læger, skolelærer, husholdersker, ja alle der arbejde med omsorg og ansvar for mennesker. I dag taler vi ikke så meget at Gud har kaldet et menneske til én bestemt opgave, men selvom vi ikke føler, at vi har fået vores opgaver betroet af Gud, kan vi godt føler os moralsk forpligtet. Her ligger måske årsagen til meget mistrivsel og stress gemt.

Bob Ebeling var ingeniør for NASA, i 1986 skulle Rumfærgen Challenger opsendes, Bob havde ansvaret for hjælperaketterne som skulle løfte rumfærgen op fra jorden. Dagen for opsendelsen d. 28. jan var det klingrende frost. Bob Ebeling var alvorligt bekymret. Tidligere havde der været problemer med at tætningen af gummiringen til brændstoftanken, havde mistanke om at gummiringen mistede sin elasticitet ved frostgrader, men kunne endnu ikke bevise det. Bob Ebeling gjorde derfor sin chef opmærksom på problemet og ønskede at udsætte opsendelsen af raketten. Men ledelsen af NASA ville ikke lytte. Opsendelsen var vigtig for NASA og direktøren Morton Thiokol udtalte: ”Af med teknikhatten og på med ledelseshatten” og sendte rumfærgen afsted. 73 sekunder efter lift-off eksploderede rumfærgen og 7 mennesker mistede livet. NASA fralagde sit ethvert ansvar ved at fortælle offentligheden, at de ikke havde nogen anelse om hvad der havde forårsaget ulykken og at tabte menneskeliv er en del af læringsprocessen. Få uger efter fik Bob Ebeling stress og en dyb depression. Han sagde sit job op og forsøgte at fremlægge sagen i medierne, som ikke rigtig ville lytte. Han var rasende over at ingen tog ansvar. 30 år efter, i jan 2016, blev Bob Ebeling interviewet af det amerikanske medie NPR. Efter følgende blev han kontaktet af sin gamle chef og fik en uforbeholden undskyldning.

Omsorgsbranchen er kendt for at have alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Sygemeldinger og stres præger mediebilledet. Sundhedspersonale, pædagoger og skolelærere skal hele tiden løbe hurtigere og strække sig for at nå deres mange opgaver. Mange føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke under de givne rammer ikke kan yde den omsorg eller service borgerne har ret til. For at kunne klare det stadig stigende arbejdspres reagerer medarbejderne forskelligt. Nogle vælger at arbejde på nedsat tid for selv at få tid til at rekreere. Andre skyggearbejder, dvs. arbejder ekstra uden at fortælle det til chefen. Nogle lader sig sygemelde med stres, og atter andre klarer sig igennem med at fralægge sig ansvaret og reagere med kynisme. Man skal have teflon på som skolelærer for at håndterer de mange bekymrende mails fra forældre, på nogle arbejdspladser har de ligefrem en ”pytkap” som medarbejderne kan trykke på, når noget ikke lykkedes for dem pga. de ydre rammer.

For de moralsk forpligtede er det ikke nok at arbejdsgiveren forklarer medarbejderen, hvad der ligger uden for medarbejderens ansvarsområde, eller at arbejdsgiveren nok skal tage ansvaret, hvis det fx drejer sig om en gymnasielærer der ikke har resurser nok til at tage sig af ordblinde elever. Det aflaster ikke gymnasielæreren at vide, at det er pga. af kommunens manglende økonomi, at en elev ikke modtager den hjælp han har brug for, og som dermed får ændret sin livsbane. Hvordan forklarer man en kræftpatient at regionen desværre ikke havde ressourcer nok til at tage sig af patienten i tide?

Hvor går vi hen med vores moralske skrupler, hvis det er os selv der sætter opgaverne?

Disciplen Peter får i bibelteksten i dag pålagt en livsopgave. ”Frygt ikke, fra nu af skal du være menneskefisker”. Peter blev siden leder af disciplene og den første kristne kirke, nogle kalder ham den første pave. Hvordan kunne han, en fisker fra Galilæa, tage imod en så betroet opgave? Tænk hvis Peter havde fejlet? Så havde disciplene ikke drevet mission, så havde kristendommen ikke spredt sig op i Europa, og så havde vi ikke siddet her i kirken i dag. Det var en kæmpeopgave Peter fik betroet, som han måtte tilgå med en vis portion ærefrygt, mon det er derfor Jesus indleder sin sætning med et ”Frygt ikke?”

Peter fik sit kald direkte af Jesu mund, han skulle være menneskefisker. Luther taler om kaldet i mere bred forstand. Luther var af den opfattelse, at mennesket ikke selv skal finde på hvad det skal gøre, men altid svare på det kald der lyder i enhver stand. Dvs. uanset om man er præst, skomager eller husmor skal man udføre sit arbejde, så det er til gavn og glæde for næsten. Peter gik ydmygt til sin opgave. Da Simon Peter og de andre fiskere kom i land med båden tung af fisk, faldt Peter på knæ for Jesus og sagde: ”Gå bort fra mig herre, for jeg er en syndig mand.” En anden mulig oversættelse er: ”Jeg lever ikke sådan, som Gud vil have det.” Peter erkendte altså, at han ikke havde tillid til Jesu ord, og at han ikke kunne leve op til Jesu høje krav om altid at elske sit medmenneske som sig selv. Han følte sig derfor ikke sig værdig til Jesu nærvær, men Jesus ville det anderledes. Netop til Peter er han kommet, for netop Peter er udvalgt til menneskefisker. Jesus er ikke en hvem-som-helst, nej der er Jesus selv der senere i evangeliet måtte bøde med sit eget liv, for den opgave han havde fået betroet af Gud. Men den der gav Peter opgaven, er også ham, som Gud oprejste på 3. dagen, ham som er i nadveren, indstiftede sin pagt til vores synders forladelse.

I dag er der ikke mange, der vil sige at de er udvalgt til deres arbejde af Gud, at de har fået et kald. Alligevel føler mange sig moralsk forpligtet overfor deres medmennesker. Utilstrækkeligheden indtræder, når vi ikke kan skelne hvornår noget er vores forpligtelse og hvornår det er uden for vores ansvarsområde.

Se engang på den tyske grafiker Herbert Seidels billede af Fiskedrættet ”Fischzug”. På billedet ses den store båd og hvordan fiskerne kæmper med at få de tunge garn hevet indenbords. Deres arme er tynde og fiskene kæmpestore. Det er til at få stress af, men, så er der også noget andet på billedet. For bagved bådet, eller i båden, er en enorm skikkelse. Hans arme er lange og stærke, han trækker garnet op til fiskerne. Gud hjælper. Vi er aldrig alene med vores kald eller opgaver, Gud trækker med. Når vi er modløse, tømt for kræfter, og fristes til at give op, så er der én, der står bag os. Han er den stærke, han tager ansvar for sine mennesker. Uden ham ville vores arbejde være forgæves. ”Frygt ikke”, er ordene til Peter, ”Frygt ikke. Fra nu af skal du fange mennesker.”

Ordene til Peter og til os er en kæmpegave, for vi er aldrig alene om vores opgaver, vi er aldrig alene i vores liv. Gud er med i båden. Ingen er forpligtet ud over evne, men vi skal gøre, det vi kan. Vi kan ikke vælge blot at passe os selv, af frygt for arbejdsbelastning og stress. Der er opgaver i livet som skal løses, og vi er forpligtet på hinanden, det er sådan et fællesskab fungerer. Men enhver skal gøre det han eller hun har evner til, andet beder Gud os ikke om. Indimellem fejler vi, indimellem rammes vi af modløshed. Men Gud som giver os opgaverne, rækker os også gaven, sin tilgivelse og nåde. Når vi ved alteret får lov at knæle ned, ydmygt at tage imod hvad der rækkes os, så erfarer vi, at det er Jesus selv der rækkes os. Med hans kød og blod i maven kan vi gå herfra i fortrøstning, at han vil tilgive os, og bære over med vores uformåenhed.

Og når du så har brugt din dag, til det sidste åndedrag, så standser Gud din gråd og klage, tager en misbrugte dag tilbage, nådigt skjuler i evighed. Hver morgen får vi en ny dag foræret, en ny dag til at gøre godt, en ny dag som skal leves i kærlighed til Gud og vores medmennesker. Amen.

Sogbnepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk