Lukas 7,36–50

11. søndag efter trinitatis | 04.09.2022 | Lukas 7,36–50 | Jonas Jochumsen |

Tilgivelse for tavse syndere

Der er noget enerverende over fortællerstilen i søndagens tekst fra Lukasevangeliet. En farisæer indbyder Jesus til at spise hos sig i en by, hvor en unavngiven kvinde, der lever i synd, holder til. Ikke midt i livets pulserende vingesus, men inden for syndens knugende og nedtrykkende domæne lever denne kvinde, hører vi. Gennem det perspektiv, evangelisten lægger ned over sin beretning, kender vi kvinden kun som en synderinde. Hendes person er tilsløret, skjult af en narrativ anonymitet; hun er næsten kun at finde bag tekstens verden, og ikke i den verden, evangelisten beretter om. Og denne måde at skjule kvinden på virker ikke blot en smule, men tværtimod meget fremmedgørende.

For evangelisten er det tilsyneladende vigtigere, at vi erfarer kvindens status som synderinde, end at vi får at vide, hvad hun hedder, hvor hun har hjemme og hvad der præger hendes enestående liv.

For det er et enestående liv, hun har, selvom evangelisten opretholder en tavshed omkring hende. Det menneskeliv, der skammer sig over sine fejltrin, og som i sin fortvivlelse befinder sig langt væk fra troen på Kristus, er enestående.

Det lærer vi i de øvrige evangelietekster. Når Jesu disciple kaldes til tro og efterfølgelse, hører vi om deres interne familierelationer, om deres arbejde og menneskelige tilhold i en hedensk og jødisk verden. De 12 disciple træder én efter én frem som enestående syndere; som mennesker, der tvivler på Kristi myndighed og nåde. Sådan er det ikke med synderinden i farisæerens hus. Evangelisten fremhæver hendes dekadente væsen og forkastelige tilbøjelighed til at vende sig fra Gud fremfor at se på det hele menneske, på hendes ansigt, på hendes intellekt og på hendes gang på Jorden.

Både sprogligt og historisk er prostitution den gængse udlægning af, hvad det vil sige, at kvinden lever et liv, der er underlagt syndens magt. Og inden for den bibelske eksegese teoretiseres der mangt og meget over, hvorvidt det kunne tænkes, at kvinden er Maria Magdalene. Men om kvinden tjener til brødet på bordet ved at sælge erotiske ydelser, eller om det er Maria Magdalene, der træder frem for vore øjne, er to fortolkninger af kvindens anonyme person, der begge synes at vidne om et forsøg på at udfylde tekstens gabende hul, end at de vil lade tekstens provokerende fortællerstil indtage en central plads.

Så hvorfra udspringer forargelsen, når vi hører om kvindens tavse efterstræbelse på at opsøge Jesus Kristus? Der kan næppe herske nogen tvivl om, at hun trods sin beskæmmende status er perikopens hovedperson. Hun er ikke inviteret til farisæerens spise. Alligevel trodser hun på anmassende vis alle antikkens gængse konventioner for spisning og gæstmildhed. Hun overtager det rum, der ikke gives hendes. Det er som om, hun har noget presserende på sinde, som hun ivrigt vil meddele os om; noget, hun vil af med, en aflastning af en slags. En aflastning af sin syndighed. Hun træder levende frem i handlingsforløbet, idet hun styrter indenfor, slår sit hår voldsomt ud til alle sider, lægger sig ned på gulvet med sin alabasterkrukke, græder tårer for Herrens fødder og tørrer disse med sit lange, tungtfaldende hår. Fordi de verbale stavelser er hende frarøvet, tyr hun til fagterne. Hun handler. Hun er ikke krukket, men hengiver sig ubetinget. Og det er netop derfor, at spørgsmålene melder sig. I sin hengivenhed taler hun uden ord. Uden verbale stavelser taler hun højtrungende i kraft af sin kærlighedsgerning.

Det provokerende ved perikopens fortællerstil er altså det, hvorom der ties, mens der fokuseres på kvindens fejl og mangler. Dér, hvor teksten forstummer, runger også kvindens syndighed. Tavsheden bliver et syndighedens tegn; et tegn på menneskehedens utilstrækkelighed i en verden, der ellers ligger åben for menneskets fødder. I farisæerens hus er kvinden dømt til tavshed, til det indelukkede og forstilte.

I stedet for at gribe ordet og bryde ud af stilhedens lænker bliver hun genstand for en større diskussion mellem Jesus og farisæeren. Hun er tvunget til at sidde og lytte til, hvad de to mænd har at sige om hende. Passivt oplever hun, hvordan de hver især taler over hovedet på hende. Hvor fremmegørende må en sådan diskussion dog ikke tænkes at være? Det er pinagtigt at være vidne til farisæerens og Jesu manglende agtelse for hendes tilstedeværelse i huset. Ligesom når forældre taler om deres barn i tredje person, mens barnet selv er tilstede i rummet. Det virker så kunstigt, når mennesker marginaliserer hinandens nærvær og synlighed i et rum; når mennesker ikke anerkender hinandens ligeværd. Det er en forstillelse af det menneskelige, af menneskets åbenhed i verden, når man pålægger andre mennesker tavshed.

Og så er der alligevel en åndelig frisættelse tilstede i handlingsforløbet, i den tavshed, der tynger synderinden. Trods omstændighederne kan tavsheden ikke slå hendes kærlighedsgerning ned. Og dette er jo trøstende at vide. Tavshedens knaldhårde lydmur kan ikke forhindre hende i at ville hengive sig til Herren. Selvom hun er stiltiende, drages hun af Kristus, af troen på hans godhed. Det er som om, at også Kristus taler et stumt sprog; som om han stiltiende kalder på hende, hvorefter hun svarer med hjertets lidenskab, og ikke med mundens mægtige ord.

Den ene afgrund kalder på den anden, siger et bibelsk ordsprog. Man kunne også sige: Den ene afgrunds stilhed kalder på den anden afgrunds stilhed. Dette er i hvert fald ordsprogets mening, nemlig at ud af stilheden vokser en ny stilhed; et nyt sprog i troen, der kan blive til en dyrebar fortrolighed med et andet menneske.

Således bliver troen til ud af intet, ud af den gæld, mennesket ikke kan indfri på grund af sine fejltrin. Og denne troens bevægelse ser vi levende udfoldet gennem den genstand, kvinden holder i sin hånd: Med sin alabasterkrukke fuld af olie bekender hun sin tro. En alabasterkrukke er en forunderlig ting. Krukkens materiale minder om skrøbelig gips. I sin enkle form er den farveløs, ja næsten transparent med et skær af en hvid-kalket tone. Dens gennemsigtighed gør, at man kan fornemme volumen og fylden af dens indhold; fylden af den vægtige olie, som Kristus salves med.

En sådan type krukke skal tilintetgøres, før dens indhold kan tømmes. Den skal gå til grunde, blive til tusinde splinter på jorden. Den skal blive til et bundløst dyb. Ligesom synden er et bundløst dyb, der springer mennesket i tusinde stykker. Både krukken og kvindens syndighed skal splintres. I den hengivenhed, hun udviser, er hun lige så gennemsigtig som krukken. Hun har intet at skjule, men blotlægger alt. Hele hendes persons fylde tømmes.

Hendes kærlighedsgerning kan virke meget voldsom og overvældende, men det er nu alligevel som om, at krukken gør enkeltheden i hendes handlinger tydelig for os. For hendes tårer virker det samme som olien i krukken: frisættelse og ærbødighed.

Med sin alabasterkrukke bryder hun ud af den tavse anonymitet og bliver til en person. Salvingen tilkendegiver anerkendelsen af Jesus som Kristus, samtidig med at den viser os, at synderinden er et anerkendt og helt menneske. Salvens fyldige volumen siger lige så meget om troens gennemsigtige væsen hos synderinden, som den siger noget om, hvem Herren er.

Og er netop dette ikke, hvad evangeliet vil meddele os? nemlig at vi ligesom alabasterkrukken og synderinden skal blive gennemsigtige og enfoldige overfor Gud og hinanden, så vi kan bryde ud af syndens forstillelse af den menneskelige åbenhed og indelukkede trang til tavshed; så vi kan blive til personer og hele mennesker for den Gud, der nådigt frigør os fra syndens stumme magt. Amen.

—

Jonas Jochumsen

Email: jonasjochumsen95(at)gmail.com