Vintræ og grene

I

For nogle år siden udkom der en bog om træer i Danmark. Om sagn og overtro forbundet med hellige træer rundt om i DK. Der findes endnu levende og friske træer, men også visnede træstammer og snørklede stubbe, som omegnens mennesker kan fortælle om. Fortællinger om liv og død, sygdom og helse. Således der et træ, der er godt at opsøge i forbindelse med livets undfangelse. Der står et træ på Sydsjælland – Kludeegen – til beskyttelse mod sygdomme af enhver art. Der står en tjørn på en hulvej til skræk og advarsel om adelsfruens forbandelse af egnen. Der ligger et asketræ ned i en sø til minde om den forbudte elskov, der endte i død og ulykke. Et andet elskovstræ med indristede hjerter fortæller om lykke og velsignelse ved elskoven. Ethvert sted sit træ. Enhver tid sit træ. Ikke uden grund er vore vigtigste erfaringer knyttet til træet. Træet skaber fortælling og myte.
Jeg tror, vi alle vil ind under det hellige træ. Hvor jeg end har været, har der været et træ i midten. På mine forældres gårdsplads står der et træ, det træ som stod på alle landsbyens gårdspladsen.
Når min morfar hentede min bror og mig til sommerferien, så kørte vi altid igennem en skov, hvor vi skulle ind til et kæmpe stort træ for at se, om vi kunne nå rundt om det ved at holde hinanden i hænderne. Var træet blevet tykkere. Og havde vi fået længere arme…

Når jeg sad på læsesalen på Århus universitet, kunne vi studerende, når vi løftede blikket fra bogen, skue på kunstrelieffet, der gengav kundskabens træ. Alle universitetets videnskaber strakte sig som grene fra stammen.

Uden for kirken stod et træ. Her blev børn båret ind under, inden de blev døbt med livets vand. Og kisten med den afdøde blev sat under træet, inden den blev båret ud på kirkegården.

Træet har fulgt mig. Træet er en del af ens landskab. Det står der i midten på hvert sted og holder sammen på alt: universet, familien, slægten, byen, fællesskabet. Træet giver fornemmelsen af, at tingene hænger sammen. Organisk sammen. Både når trygheden er der, og når den ikke er der. Træet velsigner – derfor vil vi ind under det.

Som vi synger i Grundtvig salme:

”hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde”

Timen, dagen, året hænger sammen. Der er kontinuitet og sammenhæng.
Men så er der det andet træ, det som vi også synger om:

Livstræet skyde af korsets rod!
smage lad alle, vor drot er god”

Træet, der skyder af stubben. Den afskårne stub. Her er ingen kontinuitet og sammenhæng. Tiden gik i stykker, dagene blev fragmentariske. Årene uden den røde tråd. Og dog: Livstræet skyde af korsets rod.

Det begynder med et træ. Det forsætter med et træ. Og det slutter med et træ.

II

I begyndelsen var der to træer. De stod i Paradisets have. I midten. Den hellige midte. På én gng tiltrækkende og frastødende, dragende og skræmmende. Det var velsignelsens træer. Og der blev spist af det ene, og træerne forvandlede sig fra at være livets og velsignelsens træer til også at være dødens og forbandelsens træer. Således findes træet herefter som alle mytologiske træer rundt om i Danmark i to skikkelser: Der er både velsignelsens og forbandelsens træ Der er pesttræet og helsetræet, elskovstræet til ulykke og død, og elskovstræet til lykke og velsignelse.

Da Gud gav sig til kende i træbusken for Moses i ørknen, identificerede han sig med ordene: JEG ER. Og adspurgt af Moses, om han ikke kunne sige mere, føjede Gud til: JEG ER DEN JEG ER. Den brændende tornebusk. Den rummede den fortærende ild og den dragende varme og lys.

Sådan var det i begyndelsen med træet. Det træ der er farligt og afskrækkende. Det træ, som drager og fascinerer.

III

Men i midten af tiden plantede Gud et andet træ. Kristustræet. Et ganske andet træ end busken med det fascinerende og alligevel skræmmende navn. JEG ER. Et vintræ er kristustræet. Og hermed gør evangelisten Johannes det nye gudsbillede gældende. Gud er ikke længere at sammenligne med en brændende tornebusk – som en fortærende il. Men snarere et træ som det der stod i Paradisets have før forbandelsen: livets træ med evig frugt.

Jeg er det sande vintræ siger Jesus om sig selv til sine disciple.

Han taler om, at han er stammen, de er grenene. Fra jorden gennem rødderne strømmer saften op i stammen. Og fra stammen ud i grenene. Grenen kan ikke optage safterne selv fra jorden. De skal igennem stammen. I den organiske forbundethed mellem jorden, stammen og grenene, hvor alt strømmer, ligger der en sluse. Og hvis energien, kræfterne fra jorden ikke går igennem denne sluse, da sker der ingen forvandling. Kun gennem stammen forvandles vandet til nærende stoffer.
Vi er grenene, der får liv og styrke gennem stammen. Safterne fra stammen går ud i grenen og holder den i live. Kristus kan forvandle vore kræfter og energier til liv og lykke.
Kristendom er stofskifte. Stofskifte mellem noget andet og os.

IV

Da vi blev døbt blev vi som grene indpodet på en stamme. Og af denne stamme får vi kraft og næring. Vi bliver indpodet i en menneskelighed, uden hvilket liv ikke har mål og med. Vi kan måske ikke altid skimte meningen og målet med vort liv. Men træet bliver ved at stå der som et tegn på livets hellighed og velsignelse.

Når vi går til alters, bliver vi mindet om, at liv er stofskifte. Vi får næring til vor vej og vores gerning. Nadver er rejsekost, som kan give styrke på vejen. Nadveren er frugten af livets træ. Vi indtager vinen i kroppen, og bliver oplivet og styrket. Sammen med de andre ved nadveren. Man kan drikke sig til ensomhed, men man kan også drikke sig til fællesskab.

Kristendom er stofskifte. At indgå i fællesskab med Kristus og sine medmennekser. Jeg får og giver, jeg modtager og rækker videre. Liv er kredsløb, forbundethed, udvekslen.

Vi vil ind under det hellige træ. For at mærke Guds hellighed. For at blive velsignet. Amen.

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk