O Gud som tiden vender
og styrer i din hånd,
vi folder vore hænder
og sukker i din Ånd:
I Jesu Kristi navn
lad dette år os være
velsignet, til din ære
og vore sjæles gavn! Amen.
En dag og tusind år
Endnu engang er et årsskifte passeret. Det giver anledning til
at tænke tilbage. Og til at tænke frem. Foran os har vi nu
en dag, eller i hvert fald en halv, ja vi har et år, måske
mange år, og vores efterkommere har måske hundreder, måske
tusinder af år.
En dag, her hvor vi er, med alt hvad den rummer af muligheder, erfaringer,
gøremål og krav og så tusind år. Det mærkelige
er jo at det er de tusind år som blegner i et stort, luftigt, uoverskueligt
perspektiv, mens dagen i dag taler til os, vil os noget, og er foran
os fortryllende og stor. Ja når salmisten for årtusinder
siden skulle opregne hvad vores tider var i forhold til Guds evighed,
så måtte han sige at et helt menneskeliv kun er ganske lidt: Det
er som græsset der gror op om morgenen; det blomstrer og gror,
siger han, og om aftenen er det vissent og tørt. Ja tusind år
er i den evige Guds øjne som dagen i går, der er forbi som
en nattevagt. Hastigt går det, siger han også, vi flyver
afsted .. og tilbage er kun alle vore suk, al vor møje og slid.
Altså: det store perspektiv svinder ind og bliver til ingenting,
mens de enkelte dage åbner sig og bliver vigtigere end alt. Herre
lær os at tælle vore dage, så vi får visdom i
hjertet, lyder det derfor. Salmisten ved, at det er de enkelte dage,
som giver et liv dets umistelige værd. Han ved hvor vigtigt det
er at vi mærker os dem, at vi tager dem til os, så de ikke
bare glider forbi os som om de ingenting er.
Herre, lær os at tælle vore dage – det er selvsagt ikke
en bøn om rent numerisk at kunne holde tal på dagene. Det
er en bøn om at vi må have øjnene åbne og suge
til os af hver enkelt dag. Dér er der visdom at hente; dér
er der noget forunderligt på færde; dér er det Guds
godhed som møder os når vi om morgenen begynder dagen på ny.
På den ene side er det altså sådan at dagene, årene, årtusinderne
forsvinder og bliver ingenting, som dråber i evighedens hav. På den
anden side har hver dag i sig et umisteligt værd, en rigdom uden
grænse, en glæde uden bund.
Og hvis vi går til frem Det ny Testamente, nærmere bestemt
til 2. Petersbrev skærpes denne dobbelthed i en nærmest paradoksal
formulering. Der står: Tusind år, Herre, er i dine øjne
som en eneste dag (altså ligesom i Davidssalmen), og så fortsættes
der: og en dag er som tusind år.
En dag er som tusind år – det er da en fantastisk tanke. I Guds øjne
er en eneste dag, så kort den end er, så fyldt af muligheder,
så fyldt af nærvær og liv, evigt liv, at den er som
tusind år. Ja, hver dag rummer alt i sig alt hvad der skal til
for at kende det liv og den rigdom som er Guds.
Det ved man somme tider, men måske mest når man husker på at
der er en begrænsning, at engang er det forbi. Det ved vi måske
bedst når vi overraskes og bevæges, og dagen viser sig at
blive helt anderledes end vi havde forestillet os og tænkt.
Evigheden og en dag
En af det forgangne års smukkeste oplevelser har det for mig været
at se den græske filminstruktør Theo Angelopoulos‘ film Evigheden
og en dag. Det er en film med drømmende, magisk strømmende
billeder der bevæger sig som bølgeslag fra det evigt bølgende
hav til der sker i menneskers liv. Filmen handler om en forfatter der
næste dag skal indlægges på et hospital, og han regner
ikke med at han kommer tilbage igen.
Den sidste dag er således en afskedsdag, hvor han tænker
tilbage på det liv han aldrig rigtig har været til stede
i. Dér hvor de andres blikke lyste ham i møde, dér
hvor hans kone i stor kærlighed søgte at nå ham, der
veg han tilbage, der unddrog han sig og gav aldrig til fulde sig selv
. Den sidste dag skal han bare stilfærdigt have afviklet sit liv.
Og så fører den ham tilfældigt ud på en rejse
og ind på livet af et menneske, som han ikke har været det
før.
Der sker det at han støder ind i en forældreløs
albansk flygtningedreng, og han kan ikke forlade ham igen.
Da drengen behøver hjælp mod det græske politi og
den albanske mafia som vil sælge ham, ser den aldrende forfatter
det som sin opgave at bringe drengen hjem til sin familie i Albanien
igen.
Denne sidste dag flygter han ikke – men et tilfældigt møde
får lov til at besegle hans liv. Så mange muligheder er aldrig
blevet grebet og brugt når han ser tilbage, men denne dag overgiver
han sig. I mødet med drengen finder han omsider det svundne liv,
evighedens liv.
Evigheden og en dag hedder filmen. En af de græske kirkefædre
har sagt, at tiden er ligesom en stige evigheden folder ud. En stige
som den evige Gud stiller til min rådighed dér hvor jeg
er, på mit niveau. Men det er ikke sådan at jeg kan sige
at nu er jeg kommet så og så langt op på stigen. For
hver dag står jeg ved stigens fod .
Det vil sige; hver dag befinder jeg mig ved evighedens begyndelse, hver
dag vil Gud mig noget, og jeg står ved tærsklen til hans
rige.
Men ofte er vi, det ved vi kun alt for godt, blinde og ser ikke noget
som helst. Ofte er vi så optaget af mange projekter og gøremål
at vi egentlig aldrig rigtig forstår, at denne dag møder
mig, forunderligt, med noget jeg ikke havde tænkt. Og ofte indlader
vi os ikke for alvor, men så snart det gælder, træder
vi et skridt tilbage, måske fordi vi ikke tør lade os bevæge
og føres steder hen hvor vi ikke har været før. Og
en dag ser vi måske, at det afgørende er gledet os af hænde.
Vi holdt os udenfor, gav os ikke hen, vi greb ikke evighedens bevægende
liv.
Og derfor er det vi må bede: Herre lær os at tælle
vore dage, ja lad hver dag gribe fat i os. Om dagen så er mørk
eller lys, om den er tung af alvor eller den i al sin fryd løfter
os op.
Fadervor
Men det kræver naturligvis en bestemt holdning i os for at det
kan lade sig gøre. Det kræver åbenhed, ydmyghed og
mod, sådan at vore gamle vaner og alle vore planer og projekter
ikke kommer til at stå i vejen for det som møder os fra
dag til dag.
Og denne holdning, denne indgang, til de enkelte dage, til et nyt år,
den finder man jo altså det allerfineste og klareste udtryk for
i den bøn Jesus har lært os, og som har vist sin slidstyrke
– dagligt eller i særlige situationer – gennem snart totusind år.
Det drejer ikke om de mange ord, siger Jesus. Det drejer om den holdning
som er at finde i hjertets skjul. Jeres far i himlen ved hvad I trænger
til, endnu før I beder ham om det. Og så lyder Fadervor,
den bøn som udtrykker alt hvad der er nødvendigt for at
leve et menneskes liv
Fader vor. Du som er i himlene. Helliget vorde dit navn. Komme dit rige.
Ske din vilje, som i himlen således også på jorden.
I Fadervor forskydes perspektivet væk fra os selv og hen imod
Gud eller det som skal komme. I Fadervor åbnes horisonten. Det
er ikke mere vore egne, ofte selvoptagne ønsker og drømme
vi ser ind i, men vi forstår, at de dage vi går ind i, er
Guds, og det er i dem vi skal virke og være. Hvad dagene bringer
ved vi ikke. Vi ved blot at tomme er de ikke. Men hver dag vil Gud os
noget. Hver dag står vi ved tærsklen til hans rige. Og en
eneste dag er jo i Guds øjne, med alt hvad den rummer, som tusind år.
Men i Fadervor lægger vi det så over til Gud at lade os se,
hvad han vil, og lade os møde af den virkelighed, han ønsker
vi skal være i.
Og så beder vi:
Giv os i dag vort daglige brød.
Det er i dag det gælder. Vi kan tænke nok så langt
frem, og det skal vi visse sammenhænge også. Men det er i
dag Gud taler til mig og kræver mig. Det er i dag Gud skænker
os det der skal til for at vi kan leve vores liv.
Og forlad os vor skyld.
En bøn om at det må blive sådan at alt det ugjorte,
alt det vi ikke turde binde an med, og alt det vi forvoldte af ondt,
at det må blive sådan at det ikke binder os og gør
os ufrie, så vi hindres i at træde ud i den verden som ligger
foran os, åben og ny.
Som vi også forlader vore skyldnere
Dvs. – så vi også gør hinanden frie, så vi
ser hinanden og møder hinanden på ny.
Og frels os fra det onde.
Vi ved at det onde kan hjemsøge os, og vi låses fast i
hadets og misundelsens onde og bitre liv. Herre frels os fra alt hvad
der er ondt.
For at det må blive synligt for os og for andre, at Guds er riget
og magten og æren i al evighed.
Det er den evige, åbne horisont i Fadervor. Det er den indgang,
den portal, som fører ind i det nye år. Ja ind i hver ny
dag vi om morgenen står over for. Fadervor sætter os ind
i det rette forhold imellem tid og evighed, imellem os og vor himmelske
Fader, som dag for dag skænker os det daglige brød.
Vi vender os imod himlens Gud for tage imod alt hvad der er hans. Der
er i det en dyb og uforklarlig tryghed trods al verdens bekymring og
nød. Ja det er som om Guds himmel allerede er omkring os, selv
om vores tilværelse er så jordisk besværlig som tænkes
kan.
Vi ved ikke hvad vi kommer ud for i dag, i morgen og i de næste
mange år. Men vi ved at har vi en fremtid, så møder
Gud os i den.
Gud som er fra evighed til evighed, og som er hos os med evighedens
liv hver eneste dag. Amen.
Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars
Vej 40
Dk-2820 Gentofte.
Tel: ++45 39 65 43 87
Email: erha@km.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español