De sidste ord

Kristi Himmelfart – 17.5.2020 | Lukas 24,46-53 | Marianne Frank Larsen |

Den islandske forfatter Jon Kalman Stefanssons roman ”Himmerige og helvede” handler om en dreng, der ikke har nogen familie. Hans far er druknet i en fiskerbåd på havet ud for Island, hans mor og hans lillesøster er døde af sygdom, hans bror er forsvundet. Han er forfærdeligt alene i verden, og han ejer ikke andet end et par bukser, en uldtrøje, tre tynde bøger og et par dårlige sko. Og så vel at mærke brevene! Efter farens død blev familien nemlig spredt for alle vinde, men moren blev ved med at skrive til sin dreng. Hun fortalte om faren og deres liv og deres drømme, så drengen fik et lys at varme sig ved i hendes ord. Lige før hun døde, skrev hun sit sidste brev. ”Næste sommer har vi helt sikkert tænkt os at besøge dig,” skrev hun, ”din søster spørger hver eneste morgen: Hvornår skal vi afsted?” Og så den sidste linje: ”Lev! Din mor, som elsker dig.”

Det er de sidste ord, drengen har fra sin mor. En opgave: ”Lev!” Du må ikke give op, du må ikke miste modet, du skal leve! Underforstået: Livet er værd at leve! Og så en kærlighedserklæring: ”Din mor som elsker dig.” Det er fantastisk gode ord at have med sig, når man ikke længere har sin mor med sig. At man er elsket, og man skal leve. For nogle år siden kom der en lille bog om at være tæt på døden. I den fortæller mennesker, der har mistet, om den sidste tid sammen med dem, de holdt af. Flere af dem nævner, hvordan de ventede og håbede på, at den, der lå for døden, moren, faren eller den elskede, ville sige noget godt til dem til sidst. Nogle blev dybt skuffede, fordi de gode ord aldrig kom. Andre fik kærlige og taknemmelige ord at bære med videre i det liv, de skulle leve uden hinanden. Åbenbart har vi lige til det sidste ansvar for de mennesker, vi skal forlade, og indflydelse på deres liv.

De sidste ord, disciplene og vi andre får, før Jesus forlader os og bliver løftet op i himlen i dag på Kristi himmelfarts dag, er gode ord. Som moren i den islandske bog, der gav sin dreng en opgave og en kærlighedserklæring, sådan giver Jesus også disciplene og os andre en opgave og en kærlighedserklæring. I skal være vidner, siger han, og det er opgaven. Vidner – det er nogen, der fortæller, hvad de har set og hørt. Og det, disciplene og vi andre har set og hørt, er, at der var én der led, som vi kommer til at lide, så vi aldrig er alene, når vi lider. Men han vandt over døden og stod op af graven på den tredje dag. Og nu er han hos os med sit tindrende nye liv overalt, hvor vi kommer hen. Så sandt som himlen er overalt, hvor vi kommer hen. Det er den vilde og håbefulde historie, vi skal vidne om. Det kan vi gøre på flere måder. Ved at fortælle hvad den historie betyder for os, når der er lejlighed til det. Og ved at handle sådan, som den historie inspirerer os til. Vende os væk fra splid og nag og hævn, vende os om til tilgivelse og forsoning, så også livet imellem os kan stå op af graven. Det er vores opgave.

Men som den islandske dreng får vi ikke alene en opgave. Vi får også en kærlighedserklæring. For i det øjeblik, Jesus skilles fra sine disciple og os andre, velsigner han os. Og velsignelsen er den mest magtfulde kærlighedserklæring, man kan få, for Jesus stoler på, at Gud selv giver dét, ordene siger, mens de bliver sagt. Det stoler vi også på. At ordene virker. At Gud virkelig bevarer vores udgang og indgang, som vi hører det, når vi holder dåb. At Gud virkelig giver de store børn tro og håb og kærlighed, som vi hører det, når vi holder konfirmation. At Gud virkelig giver de elskende sin nåde, som vi hører det, når vi holder bryllup. At Gud virkelig løfter sit ansigt og lader det lyse over os og giver os fred, som vi hører det hver gang, vi holder gudstjeneste. Det er de ord, vi får med os, når vi skilles og går ud af kirken. I skal være vidner – om en kærlighed, der altid står op af graven. Og når I går ud under himlen, går I som elskede og velsignede mennesker i lyset af Guds milde ansigt. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk