Den ene og den treenige Gud

3. søndag efter påske – 3.5.2020 | 2. Mos 3,1-7.10-14; Joh. 14, 1-11 | af Peter Fischer-Møller |

Der hvor jeg voksede op, uden for København i 60erne, var der mange, der sagde, de ikke troede på Gud – i hvert fald ikke sådan som kirken talte om Gud som Fader, Søn og Helligånd. Man troede på videnskaben og fremskridtet og opfattede det med den treenige Gud som et levn fra fortiden. I dag er tidsånden en anden. Vi tror måske ikke så meget på videnskaben og fremskridtet mere. Interessen for det overnaturlige og det spirituelle har fået fat. Og så er Islam blevet en del af den lokale og globale dagsorden på en helt anden måde end dengang. Og nu tænker jeg ikke på ekstremismen og dens forvrængede og forvrængende udtryk, men på det helt dagligdags. Vi møder piger med tørklæder og ser folk der går til fredagsbøn. Og vi bliver spurgt: hvad tror I kristne egentlig på? I siger, at I tror på én Gud, men hvad er det med Jesus og Helligånden? Dyrker I i virkeligheden ikke 3 guder? Sådan bliver treenigheden udfordret fra en anden kant i dag. Hvad skal vi svare? Det vil jeg gerne sige lidt om her i prædikenen i dag.

Vi hørte før historien om hvordan Gud møder Moses ved Horebs bjerg i den brændende tornebusk og åbenbarer sit navn: ”Jeg er den jeg er!… Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

Det er Gud som alt det værendes ophav og grund, Gud som altings skaber og opretholder. Gud som magten til at være til i alt hvad der er til. Den gådefulde Gud, hvis væsen vi mennesker ikke kan fatte, men som i den brændende tornebusk åbenbarer sin medfølelse med sit folk og kalder Moses til at føre folket ud af trængslerne i Egypten, ud til et nyt og bedre liv i lyset af de 10 bud Moses skulle hente ned til dem fra bjerget.

Den Gud tog siden hen bolig blandt mennesker. I Jesus kom han til os i øjenhøjde. Jesus kaldte Gud sin himmelske far. Han sagde til sine disciple: hvis I vil vide, hvordan Gud er, så følg mig, lyt til mig, se på mig. Kender I mig, kender I også min Fader. Tro mig, jeg er i Faderen og Faderen er i mig.

Og da han gik bort, da han blev dømt og henrettet som en forbryder, som vi – også midt i corona-pandemien – har hørt om det her i påsken, da han opstod og vendte tilbage til sin himmelske Fader, da han fysisk forlod disciplene og os – da sendte Gud os, Helligånden. Helligånden er den kraft og inspiration, som kristendommen er i vores liv med hinanden, så vi stadig tør tro Jesus på ordet, når han siger, at Gud har hjerterum for os, også når vi dårligt kan rumme os selv og hinanden, når han kalder os til at give hinanden plads og til at blive mere rummelige i forhold til andre.

Tidligt i kirkens historie fik man brug for at sætte ord på, hvad det egentlig var, hvad man troede på, hvad det var kristendommen gik ud på, hvad det var man sagde ja til, når man blev døbt. Sådan voksede trosbekendelsen frem. Omkring år 200 ligger den fast, den apostoliske trosbekendelse, kristne mennesker overalt i verden stadig bliver døbt på, den bekendelse, vi siger eller synger ved hver eneste gudstjeneste. Trosbekendelsen er som et bånd der knytter os sammen på tværs af tid og geografi og sprog og kultur. Trosbekendelsen har tre led. Ikke fordi vi har tre guder. Men fordi vi tror på, at Gud møder os mennesker på tre måder.

Når vi bekender troen på Gud som himlens og jordens skaber, kan vi stille os på linie med jøder og muslimer. Det tror de også på. De tror også at Gud står bag hele tilværelsen, at hverken vi eller noget andet ville være til eller have mening uden Gud..

For dem er Gud så stor og vældig og uudgrundelig, at vi som mennesker ikke for alvor kan komme ind på livet af ham, vi kan ikke tåle at komme ham for nær. Derfor må jøder og muslimer heller ikke gøre sig nogen form for billeder af Gud, for det vil uvægerligt gøre ham mindre end han er. Hvis I besøger den jødiske synagoge i Krystalgade eller moskeen her i Roskilde i Allehelgensgade – eller en hvilken som helst synagoge eller moske verden over, vil I se, at rummene er billedløse.

Vi kan som kristne godt genkende noget væsentligt i den ydmyghed over for Gud. Også for os er Gud som himlens og jordens skaber ufattelig – gå ud under nattehimlen her i april og se op på stjernerne, sole som vores sol, milliarder er der af dem, og milliarder af år gamle er de. Og så ser vi kun en lille bitte brøkdel af det selv med de største teleskoper. Så kæmpestort et det, at vi og det vi kender til bliver fuldstændig væk i sammenligning. Også for os er livet som det møder os her på jorden en ufattelig blanding af lys og mørke, skønhed og gru, godt og ondt. Vi ved godt, at Gud ikke er en gammel mand på en sky, og at vi ikke kan kigge ham i kortene og finde den skjulte mening med alting. Vi kan ikke få tilværelsen sat på formel. Vi kan ikke på den måde komme i til at se Gud.

Men kristentroen føjer noget til. I Trosbekendelsens andet led møder vi Jesus. Vi tror at han er Guds søn. Det gør vores muslimske brødre og søstre ikke. De regner ham ganske vist for en stor profet, Issa kalder de ham, og en del drengebørn er opkaldt efter ham. Men tættere på Gud end som profet, som formidler af hans ord, kan hverken Issa eller nogen anden muslim komme ifølge Islam. Det er her vi for alvor tænker forskelligt om Gud. Vi tror som kristne, at Gud har taget bolig i et menneske, at han har vist sig for os i Jesus fra Nazareth, i hans ord og gerninger, i hans liv, død og opstandelse. Her i sin afskedstale til disciplene, som er prædikentekst i dag, her hvor han er ved at forberede dem på, at de nu snart skal skilles, at han vender tilbage til sin far i himlene, da siger han det direkte: ”Den, der har set mig, har set Faderen”. Det var det, som vakte folks vrede i en sådan grad, at man kaldte ham gudsbespotter og fik ham dømt og henrettet for det, dette at han påstod, at han var selve vejen til Gud – eller vi skulle måske hellere sige: Guds vej til os.

Hvis vi vil vide noget om den skjulte Gud, så henvender vi os som kristne til hans nærmeste, til hans søn. Han viser os hvordan Gud er. Gud har i Jesus fået et ansigt. Og derfor har vi ikke noget billedforbud i kirken.

Gennem Jesus lærer vi Gud at kende, se på ham, lyt til ham, følg ham, sådan er Gud.

Og så er der Helligånden. Trosbekendelsens tredje led. Nu går Jesus jo ikke rundt mellem os her i Roskilde eller hos jer i Göttingen. Han er ikke håndgribeligt til stede her på jorden længere. Men han sender os sin Ånd, og den kan stadig gøre Jesus og hans ord levende for os. Hvis I, når I går i kirke eller her under corona-pandemien lytter til en radiotransmitteret gudstjeneste, bliver bevæget af ordene og salmerne og musikken, hvis I mærker, at det her ikke bare en museumsagtig fortid, men spillevende nutid. Hvis I hører at evangeliet taler midt ind i jeres liv, taler personligt til jer, så er I blevet blæst på af Ånden. Gud taler ikke længere til os gennem en tornebusk, men gennem Jesus. Gud bor ikke længere på et bjerg, han bor i kirker, på sygehuse, i ensomme lejligheder, i feststemte huse, han bor med sin tror og sit håb og sin kærlighed i vores hjerter – det kalder vi Helligånd.

Kristendommens centrum og omdrejningspunkt ligger gemt i Jesu ord til den forvirrede Fillip: ”Den, der har set mig, har set Faderen!” Gud tog i ham bolig her i verden.

Derfor regner vi også vores tid efter hans fødsel. Det er 2020 år siden i år, og vi husker ham stadig, han er stadig ”vejen og sandheden og livet” for os.

Han er Guds vej til os. Han er sandheden om Guds kærlighed til os som vi er – på trods af at vi er som vi er. Og dermed åbner han livet for os. Han siger: Jeg accepterer dig som du er, så du i det lys kan blive den, du gerne vil være! Værsgo at tage fat.

Inden man havde fundet på ordet kristendom, kaldte man det, man var en del af når man troede på Jesus for ”Vejen” og de kristne kaldte sig selv og hinanden for ”dem på vejen”.

For de havde forstået, at det nu ikke handlede om at klamre sig til det, som havde været, at deres religion ikke skulle være en Jesus-dyrkelse, at det ikke drejede sig om, hvem der bedst kunne huske og efterligne Jesus mest muligt. Nej, for inden Jesus havde forladt dem, havde han fortalt dem, at i Guds hus er der mange boliger, der er plads til mennesker af mange forskellige slags, ja, der er faktisk plads til hver eneste af os. Vi er ikke postbude for en færdigpakket sandhed, vi er medspillere i det store drama, som livet er, vi har hver fået vores rolle, vi har hver fået vores evner og vores særpræg, vi har fået følelser og fantasi og forstand for selv at tænke over, hvordan den grænseløse kærlighed fra Gud, som Jesus viste os, skal formidles og udfoldes i vores liv med hinanden.

Vi har ikke fået en facitliste på, hvordan det skal gøres, for sådan en findes nemlig ikke, kærligheden kan ikke puttes ind i en facitliste. Hvad kærligheden kræver af os, er nyt hvert øjeblik, det må vi hver for sig prøve at finde ud af og skabe plads for så godt vi kan, mens vi er undervejs sammen.

Vi tror på en treenig Gud, vi tror at Gud viser sig for os på tre forskellige måder. Det lyder indviklet, men det er i virkeligheden ikke særlig svært. Vi kan tage et konkret eksempel. En af jer er måske både datter og hustru og mor. Vi, der kender dig, ved, at du ikke er tre personer. Men tiden har givet dig flere roller at spille. Først blev du til som resultatet af to menneskers kærlighed, så blev du voksne og selv forelsket, nu har du fået børn og måske også børnebørn og oldebørn og nye sider af kærligheden folder sig ud i dit liv.

Sådan også med den Gud, Jesus har lært og at kende og som Ånden stadig gør levende for os. Den treenige Gud, som følger hver eneste af os på vores livsvej – sammen. Amen.

Biskop Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk