En adventsprædiken uden tekst

Der findes ventetid og for-ventningstid.
Adventstiden er begge dele – vi både venter og forventer.
Men er der da overhovedet nogen forskel på de to ord? Er at vente ikke
det samme som at forvente?
Jo, netop i adventstiden kunne man godt slå ordene over en kam og sige,
at her både venter og forventer vi. Vi venter på, at julen skal
komme, at Gud skal bøje sig helt ned til vores jord; Så langt
at han selv bliver en del af den. Og fordi vi allerede ved, hvem det er vi
venter på, så forventer vi os alt godt af det, der skal komme.
Vi tror, at det, at Gud bøjer sig helt ned under jorden og kommer op
igen af den, skabt som ethvert menneske, af jorden, båret i en kvindes
livmoder, det betyder, at han for alvor har gjort sig til ét med os
og dermed sagt god for vores menneskelighed i al dens storhed og brøstfældighed,
styrke og skrøbelighed.
I adventstiden forener ventetid og forventningstid sig og bliver til en god
tid. Ventetiden forsødes af, at vi allerede ved, hvad der er, vi venter
på.
Vi ved, hvad vi kan forvente, og at det er noget godt. Og det er netop pointen
ved adventstiden: at vi ved, hvad vi venter på og derfor tør vi
forvente os alt godt. Det gør ventetiden rolig, vi kan vente med smil
og glæde os stille.

Sådan er det ikke al ventetid, der er.
Når vi venter på noget, så er det tit med uro og ængstelse.
Eller måske endda med irritation, forurettelse eller vrede. Hvorfor
kommer det ikke, det, jeg venter på? Eller hvornår kommer
det?
Vi venter på resultatet af undersøgelsen på hospitalet – er
vi syge eller raske?
Vi venter på svar på det job, vi har søgt, bliver
vi antaget eller kasseret ?
Vi venter på kærligheden, er der én derude, der venter
på os?
Vi venter på barnet, bliver det et rask barn?
Vi venter på lykken, på livet, på døden, på at
sorgen skal gå over, eller at glæden skal komme.
Vi venter på meningen, svaret, en forståelse.
Vladimir og Estragon ventede på Godot i det skuespil, der skildrer menneskers
venten på en mening i tilværelsen. Godot kom aldrig, de to vagabonder,
Estragon og Vladimir, ventede forgæves, for det var præcis forfatterens
mening at fortælle os tilskuere, at der ikke findes en mening med livet,
tilværelsen er i sig selv meningsløs.
Den uro det er at vente på noget, som vi ikke er sikre på, nogensinde
kommer, kender de fleste. Som Vladimir og Estragon venter vi på, at livet
skal gå op. At meningen med det hele skal vise sig og alt lægge
sig til rette i et smukt mønster. Men det er en ængstelig ventetid,
for det er vores erfaring, at livet så ofte netop ikke går op.

Vi er tit utålmodige i vores venten.
Moderne mennesker er begyndt at synes, at det er urimeligt, at vi skal
vente. Der er gået en ret i vores venten. Vi mener, at vi har
ret til lykken, kærligheden, barnet, glæden, meningen.
Vi har ikke mere tid til at vente på, at det kommer til os eller
tålmodighed til at affinde os med, at det måske ikke kommer
i den skikkelse, vi ønsker os det.
Vi mangler gelassenhed, tålmod. Gelassenhed forstået som
det at vente på, at tingene kommer af sig selv. Og fordi vi mangler
gelassenhed, så bliver vi udad-farende, aggressive i vores venten.
Vi farer ud og vil tage selv. Vi rager til os.
Nogen har bildt os ind, at vi ikke skal vente, men selv skal skabe livet,
at vi selv skal smede vores lykke og derfor sveder vi angstens sved i
vores livs esse, for hvad nu hvis det ikke lykkes os??
Nogen har haft held til at plante den tanke i os, at vores verden er
tom, og at vi selv skal sørge for at fylde noget i den. Så hvis
du ikke selv går ud og skaffer dig lykken, så får du
den ikke. Der er ikke noget derude at vente på, siger de. Den,
der bare venter, er en nar, ham går livet forbi, mens vi atter
farer ad sted for at indhente det og rage det til os.
De, der ikke kan klare den most, resignerer. De magter ikke det store
smedearbejde med livets lykke og giver op i resignation.
At rage til sig og at resignere er lige slemt.

De, der prædiker, at verden er tom og at mening er noget, du skal
bidrage med selv, de prædiker Fandens sag. For det er djævelsk
at bilde mennesker ind, at vi selv skal give fylde i vores liv og at
vi ikke kan vente sig andet godt end det, vi selv skaber. Hvilken byrde
er det ikke at lægge på vores skuldre?!
Og det er en løgn.

Adventstiden siger det modsatte. Den siger, at tiden er fuld af noget,
der kommer til os af sig selv.
Du er ikke, hvad du selv producerer – du er, hvad du modtager.
Du er, hvad der kommer til dig.
Kristendommen sætter en streg over vores foretagsomhed, den modsiger
kampen om tilværelsen ved at sige til os, at det, det drejer sig
om er at modtage og give det videre, du selv har modtaget.
Det er alt og alt nok.
Og du har rigeligt at gøre i dit liv med at gøre dét.
I adventstiden venter vi på den Gud, der kommer helt af sig selv.
Den Gud, der er kærlighed og accept af os, og Han kommer helt af
sig selv. Hele året har vi måske slidt os trætte med
den tunge byrde det er at tro, at vi skal skabe livet. Men nu er adventstiden
her, og det viser sig, at det hele kommer af sig selv. Adventstiden er
at finde hvile i en forventning om, at alt bliver godt. Også selvom
vi måske ser tilbage på et år, der blev fyldt med skuffelser
og savn. Adventstiden er at forvente, at der altid er noget mere end
vores skuffelser og afsavn. Der er altid mere i vente. Isen lukker sig
ikke – advent er en våge i isen – en åbning, hvor der
er liv.

Der er dem, der mener at kristendommens vigtigste bud er dem, der står
i Moselovens ti bud. Hvis vi overholder dem, er vi gode nok.
Sådan er det ikke.
Kristendommens vigtigste bud, som det lyder i adventstiden, er generøsitet.
At være generøs er at have åbne hænder. At være ødsel
med sit.
Hvad skal der til for at kunne være generøs?
Der skal en bestemt forventning til, nemlig den, at der ikke er sammenhæng
mellem det, man har og det, man giver ud. At være generøs er at
være overbevist om, at ens hænder altid er fulde, fordi man altid
får givet.
Generøsitet er det modsatte af både grådighed og gerrighed.
I grådighed rager man til sig. I gerrighed holder man fast fordi man
er bange for at der ikke kommer mere.
At være generøs er at være overbevist om, at man altid får.

Adventstiden er generøsitetens tid. Mens vi tæller vores
kroner i den dyre december, så lyder det her i huset, at vi altid
kan forvente, at der er rigeligt af det, vi virkelig lever af, og at
det kommer af sig selv.
Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.
Vi venter med hænderne i ro og forventer os alt godt.

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tel.: ++ 45 – 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk