Jesu forbøn

5. søndag efter påske – 17.5.2020 | Johannes 17,1-11 | Preben Kræn Christensen |

Er du glad? – sådan spørger min elskede mig hver morgen. Ja, jeg er glad – ikke lalleglad, men glad for at ligge lige ved siden af hende. Jeg er glad og taknemmelighed på én gang, for en ny dag, for livet, for ærligheden. Jeg er glad, fordi jeg i mit liv aldrig nogensinde bliver ladt alene!

End ikke når jeg må smage den uundgåelige drik af bitter smerte, som ingen kommer udenom.

Og det skyldes altså ikke alle de behandlingsformer, som findes og tilbydes den såkaldt moderne dansker, når vi drikker af det smertefulde bæger. Vi har lært og er opdraget med, at hvis bare vi lever sundt, sørger for at motionere, spise fedtfattigt og holder os fra røg, og husker at bruge sikkerhedsselen, så kan der i det store og hele ikke ske os noget. Og når man så kommer galt afsted, for det gør vi jo før eller siden (ellers så kommer man jo aldrig afsted), hvilket vi i særdeleshed mærker lige nu – så har vi straks et korps af eksperter til at forklare, hvorfor det gik galt – for selvfølgelig findes der en forklaring på, hvorfor det gik galt. Således er der stort set hjælp til enhver tænkelig situation – dvs at når det går galt for os, der er vant til at kunne magte vores liv – vant til at herske og beherske livet, i den sikre overbevisning om at livet har vi i egen hånd, så har vi straks en ekspert til at forklare, hvorfor det gik som det gjorde. Der er psykologer til at forklare om psyken, læger til at forklare om det fysiske og legemlige, præster som har gjort sig til specialister i det åndelige. Jo, man er sandelig dækket godt ind i dagens Danmark. Ja, meget kan vi magte, men alene klarer vi den ikke!

Og dermed er vi henne ved det som det drejer sig om, nemlig forholdet til Gud. Timen er kommet. Sønnen er herliggjort, og han sidder ved Faderens højre hånd, dvs. han har magten til at give liv – og sågar evigt liv.  Tja, det er meget godt, tænker man og kigger på sit ur, medens man overvejer: hvor længe er mon evigt liv?

Der er ikke grund til den store bekymring … for han giver os alt. Sådan lærer vi Gud at kende – som den almægtige, generøse, kærlige Gud, som har været i graven og vendte tilbage, herliggjort, for at møde os i dåben, ved nadveren, i ordet. Det, han gjorde, var, at han gik til bunds med sine medmennesker. Han gik i krig med det onde, gik til kamp mod synden, døden og djævelen. Han lod så at sige fanden tage sig for at snyde satan selv, hente, hvad han havde, røve, hvad den onde havde hærdet i sit glohede helvede, og bringe det med sig hjem, hjem, hvor vi hører til: i høje himmelsale og ikke i trange rum og korte lænker.

Gud har gennemskuet os. Han tager os ud af vores egen lille selvskabte verden – han tager os ud af vores eget lille indelukke og siger, at vi skal se opad. Han er herliggjort for at vi – du og jeg – ikke behøver at blive i det spind, som vi spinder for hinanden og fedter hinanden ind i. Han vil befri os fra den orm, som gnaver i vores lomme – befri os fra det tryk og pres som ligger så konstant på os, måske fordi det gør os til ansete borgere, rige borgere, smukke borgere, gør os til folk, der er værd at være i stue med. Men det pæne forlader os så snart, vi mærker den mindste nød i vores liv – så er enhver sig selv nærmest, og så gælder det om at komme først til hylderne og få raget til sig. Det har vor Herre gennemskuet, det er derfor, at han beder for os. Det var derfor, han blev menneske, døde og opstod.

Han valgte det svære, han sprang ikke over hvor gærdet var lavest. Han var der i livet, hvor det så sortest ud – der hvor mennesker ingenting magtede. Sådan er jo perspektivet for de fleste af os om ikke før så siden!

Om han var lykkelig, glad og tilfreds, behøver vi ikke spekulere på, hovedsagen er, at han ikke var ligeglad – ikke erligeglad!

Jesu egen og i øvrigt sidste bøn er en henvendelse til Faderen. Bønnen er for os – at vor Herre på den måde beder for os er en kærlighedshandling. Og den er såmænd ikke så forskellig fra den bøn, som vi beder for andre. Som vor Herre lægger vores liv i Guds hænder, gør vi det samme, når vi beder for andre. Det er i øvrigt det selvsamme vor dronning gør med hele folket, når hun slutter sin nytårstale af med at bede for os: Gud bevare Danmark!

Fra det øjeblik vi bliver døbt, får vi at vide, at Gud vil have noget med os at gøre. Han kommer det menneske, der kender besværet og døjen med at være menneske i møde. For det menneske hvor livet ikke er en dans på roser, men en hoppen på rosens torne, beder han om, at det må bevare livet – bevare det i Jesu navn! Herliggørelsen er for vores skyld!

Kristendommen er i bogstaveligste forstand fuld af kærlighed og menneskelighed – en menneskelighed som vi får givet, fordi den herliggjorte beder for os, der er i verden. Er hos os!

Og så kan vi begynde at være glade ….

Amen!