Hvori består da det opbyggelige i dagens tekst? Ja, først og fremmest hører vi, at Jesus vasker fødderne på alle disciplene – også Judas. Jesus ved, at Judas vil forråde ham, men alligevel vasker han forræderens fødder, og dermed velsigner han med sin handling alle, uanset deres menneskelige kvaliteter eller mangel på samme. Fodtvætningen rummer derfor, præcis som nadveren, et socialt element: Herren velsigner dem, han vil, og ikke kun dem, vi gerne vil have til naboer. Men forstår vi rækkevidden af denne tilgivelse? Kunne det måske tænkes, at Herren og Mesterens handling ikke alene rummer en social ligheds-dimension, men at det også lige præcis er mig, der højst uventet bliver sagt god for? Kunne Peters manglende forståelse hænge sammen med, at vi slet ikke er villige til at se os selv som personer, der har behov for andres tilgivelse og kærlighed……? Er Jesus – på trods af sine guddommelige evner og sin lysende personlighed – ikke netop en genstand, som Peter dyrker ved at sætte ham op på en piedestal? Holder Peter ikke netop Jesus på afstand ved at skabe sit billede af, hvem Jesus er? End ikke – eller måske netop ikke – Jesu radikale opgør med opfattelsen af magtforholdet mellem gud og menneske kunne få Peter til at se noget andet end det han selv ville se. Peter gør sig med andre ord billeder af, hvem og hvad gud er, og det er ikke billeder, der fremmer, men tværtimod hæmmer forståelsen – og dermed lukker han i realiteten Jesus ude af sit liv; han uskadeliggør ham.
Den problematik behøver vi ikke at gå til Det Nye Testamente for at finde. Den er faktisk på spil hver dag i det liv, vi lever med hinanden. Vi gør os billeder af hinanden, som passer til vores behov. Selv, når vi signalerer, at vi gerne vil modtage andres hjælp, så skal det være på vores præmisser. Andre mennesker må altså finde sig i at lægge krop til motiver og synspunkter, som de dybest set er værgeløse over for. Andre mennesker involveres i det omfang, vi giver dem lov til det.
Det er alt sammen led i en storstilet aktion, der skal bringe orden og sikkerhed i den verden, der ellers må tage sig kaotisk og usikker ud. Der er ikke plads til, at uidentificerede objekter – dvs. andre mennesker – suser rundt omkring os, for de udgør en risikofaktor. Kun ved at vi bemestrer vores omverden og underlægger os den, kan vi få fornemmelsen af at være på højde med tingene. Prisen for denne vilje til orden er, at vi bliver ganske ensomme, fordi vores omverden – herunder andre mennesker – blive genstande i vores univers. Idet vi forsøger at overskue vores omverden, så gør vi os færdige med andre menneskers bud på, hvordan verden kunne se ud. Og i sidste ende gør vi os færdige med andre mennesker; vi gør os i vores bekymrede forsøg på at skabe overblik i livet, immune over for andre. Som Peter, der ikke er i stand til at lade sig overrumple, opbygge og forvandle af Jesu radikale kærlighedshandling.
Man kan også sige det sådan, at vi forbander velsignelsen, nemlig den velsignelse det er at lade sig opbygge af andre. Denne side af Jesu forkyndelse skubber vi gerne væk. Som de masochister vi er, kan vi bedre lide budet og fordringen om at elske sin næste. Ikke fordi vi er særligt gode til at løse den opgave, men fordi den appellerer til vores trang til at underlægge os vores omverden, herunder andre mennesker. Det er lige et job for os.
Men Jesu forkyndelse er påtrængende, fordi den bogstaveligt talt, som i dagens tekst, kommer os så nær, at vi ikke kan holde den i strakt arm og gøre den til genstand for vores billede af den sag. Jesu budskab, at Herren giver afkald på sin magt, for derimod at tjene, det har ingen interesse for os, ligesom andre menneskers bud på vores fælles liv ikke har nogen interesse, fordi det adskiller sig fra det billede, vi nu én gang af uransaglige grunde har gjort os.
Det er med andre ord synd som selvoptagethed og bekymring, det handler om. Vi tror, at verden falder sammen, hvis ikke tingene bliver på vores måde. Vi opfatter hele verden som vores ansvar og kan ikke se eller få øje på vores medmennesker, og dermed demonstrerer vi også ufrivilligt, at vi ikke ser os i stand til at respektere og agte andre menneskers vurderinger og holdninger; de må ofres for at vi kan skabe vores billede af verden.
Men projektet er fatalt, fordi udgangspunktet er forkert. Vi tror, at vi skal erobre verden, bemægtige os den, før den kan blive virkelig. Men vi kan og skal intet erobre. Vi er væk i morgen, og alt hvad vi har er det, vi får skænket. Det kan vi ikke sige os selv, og deri viser sig vores ulydighed og ondskab.
Men måske kan vi blive overrumplet, så vi ikke kommer til at dømme andre ude, men i glimt kan se hinanden som vi er, så vi ikke forbander velsignelsen. Amen.
Sognepræst Lars Kjær Bruun
Sophus Bauditz Vej 38
DK-2920 Charlottenlund
Tel.: ++ 45 – 39 64 43 44
E-mail: lkb@km.dk
English (UK) 
Deutsch 
Português do Brasil 
Dansk 
Español