Johannes 13,1-15; 1. Korinther 11,23-26

Jesu forbillede | Skærtorsdag | 28.03.2024 | Johannes 13,1-15; 1. Korinther 11,23-26 | Laura Lundager Jensen |

Det er skærtorsdag og i epistelteksten hørte vi indstiftelsesordene, som vi kender dem fra søndagens altergang. Ordene der lød, da Jesus før han bryder brød og skænker vin fortæller, at dette er det sidste måltid de skal dele sammen. Ordene der fortæller at nu er enden nær Korsfæstede, død og opstandelse er de næste dages begivenheder, med afslutning og ny begyndelse.

Det er Skærtorsdags fortællingen, der fortælles på vej som vi er fra palmesøndags jubelscene til i morgen langfredags lidelsesfulde fortælling.

Men det særlige er i år, at selve evangelieteksten, der hører til i 2. tekstrække, ikke rummer indstiftelsesordene.

Teksten er fra Johannesevangeliet – og det er netop det særegne ved Johannes, at han slet ikke fortæller om nadveren. For ham er måltidet tydeligvis ikke hovedsagen denne sidste aften sammen med disciplene.

Ikke fordi nadver er ukendt for Johannes. Den er med som bagtæppe flere andre steder i evangeliet – dels i fortællingen om bespisningen af de fem tusind, men endnu mere tydeligt, hvor han sammenligner sig selv med brød. Og Ikke det brød vi kender til som forgår, og hvor man bliver sultne igen – men brødet der knyttes til troen – brødet der styrker og giver føde til evigt liv. Brød som ånd – brød som sandhed. ” Jeg er livets brød ” siger han – og alt andet er nok vigtigt efter en anden målestok, men det brød vi får livet af, er det, der som ord når vores ører og skaber troen i vores hjerte.

Men spørgsmålet er hvorfor han trods alt alligevel ikke fortæller om skærtorsdagsmåltidet. På mange måder kan man sige, at der jo sådan set ikke er brug for, at også Johannes skal nævne indstiftelsesordene – vi har jo hørt dem og det hans samtid nok også. Hans evangelium er det yngste af de 4 evangelier, og skrevet så man har fornemmelsen af, at fortællingerne om Jesus allerede er kendt fortællegods i de kristne menigheder.

På den måde adskiller Johannes sig altså fra de andre evangelier. Deres fortælling er en lang fortælling frem mod afslutningen – frem mod påske – frem mod troen. Men sådan tænker den gamle Johannes ikke. Hans fortælling starter med åbenbaringen af, at Jesus er Kristus. Jesus er Guds søn. Allerede tilstede i skaberordet og senere gjort til menneske for ”at tage bolig i blandt os”

Johannes starter med troen og lader den værende bærende for hele hans evangelium.

Og det sætter sit præg på den fortælling, der ifølge ham skal knyttes til skærtorsdag. I hans evangeliet indgår afskedsmåltidet også, men som ramme for den sidste tale han holder for sine disciple, som er en lang udfoldelse af det nye bud de fremover skal leve under. Buddet der går videre end alle de krav og befalinger og leveregler, de allerede er kendt med, og som har rødder i de 10 bud. Buddet der rækker frem mod kærligheden som det største og vigtigste bud:

”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.  Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.  I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.  Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (joh. 15. 12-15)

For Johannes er skærtorsdags vigtigste budskab, at disciplene – og os med dem – skal forstå hvad det er at være kommet til tro. Og forstå hvad det er at leve i kærlighed. Som tjenere for hinanden – som venner med hinanden med Jesus som billede og forbillede, vist os gennem alt det han har gjort i menneskeskikkelsen.

”jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer” lød det

Leve i kærlighedens omsorg. Leve ud af kærlighed.

Hos Johannes bliver buddet om kærlighed på den måde både bagtæppet og sløjfen på skærtorsdagsmåltidet.

Kærlighedsbuddet, der springer ud af troen, som det nye krav, der omslutter alle andre bud og krav og leveregler, man kan forestille sig at leve efter.

Netop det viser Jesus med fodvaskningen – som billedet på at elske, som billedet på at tjene i omsorg for den anden, som billedet på venskab. At disciplene ikke helt forstår symbolikken i billedet er tydeligt – Peter insisterer endda på en full-body behandling, hvis vask skulle være det saliggørende. Men Jesus er klar i mælet – den der er badet er ren – den der har troen er allerede ren – og skal kun have vasket fødderne, som sidste kærtegn.

Den der allerede har modtaget dåbens nåde og er kommet til tro må forstå sig som Guds discipel og fuldtro ven.

Det er det Evangelisten Johannes vil have vi skal høre i dag – skærtorsdag.

Måltidsfællesskabet i nadveren er vigtigt, hvor brød og vin skal minde os om Jesus død for vores skyld, og hvor vi selv får del og liv i Jesus gerning

Men det næste måltid, hvor vi om lidt skal spise os mætte i GROS lammegryde og Bjarnes papvin er på samme måde vigtigt, ligesom alle måltider vi deler i venners lag er vigtige eller spiser med fremmede, netop som billedet på venskab og kærlighedsfællesskaber.

Jesus sender disciplene ud i verden efter hans død og opstandelse med buddet om at elske og drage omsorg for hinanden og andre – gennem måltider, gennem gerninger.

Egentlig er det vel derfor overraskende at fodvaskning ikke indgår som fast ritual i gudstjenesten sammen med nadveren, (nogle ville måske sige et held, at det ikke gør).

Men billedet er vigtigt og har man prøvet at få vasket fødder af en anden, ved man hvor ualmindelig behagelig en oplevelse det er. Og netop det er vigtigt – den betydning at disciplene sendes ud i Guds navn -for at give kærlighed til verden.

Og bare rolig jeg har i dag skærtorsdag om lidt tænkt mig at indstifte nadver, men ikke fodvaskning herefter prædikenen, men tag billedet til jer – som påskens opfordring til at gå ud i verden for at gøre mod vores medmennesker, som Jesus ville have gjort – se dem, hjælp dem, ræk ud til dem, ja vask deres fødder, hvis det er det der skal til.

Efter påskens begivenhed efterlades disciplene alene – men ikke tomhjertede og tomhændede. Evangeliet i dag understreger, at Jesus kom til verden for i Guds ånd at åbne vejen for os ud i den.

Og med fodvaskningen kunne han ikke gøre det mere tydeligt og konkret, at den vej skal vandres i uforbeholden kærlighed.

At ikke alle tog det til sig viser Judas skikkelsen som djævelen rev i. Og at djævlen stadig river og flår skal vi ikke åbne mange nyhedskanaler for at se, hvor krig og fred hærger og hvor forråelse og dumhed får selv unge til at krænke og voldtage og slå ihjel. Men netop det understreger med al sin tydelighed behovet for at kærlighedens gerninger skal hjælpes på vej og vokse og vækste og udfoldes overalt hvor vi mennesker mødes.

Gud hjælpe os til at tage ordet til os og handle på det bud.

Amen

—

Valgmenighedspræst  Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk