Johannes 13,1-15

I de situationer, hvor der skal siges farvel og tages afsked, får
det der siges naturligt en særlig vægt, og ikke mindst når
et menneske ved, at han skal dø, fordi det så er uigenkaldeligt
sidste gang.
Hvordan skal man nu få sagt det, der virkelig ligger en på sinde,
så det både bliver forstået og husket ? Hvordan kan
man hjælpe dem, der efterlades ? Og man kan synes, at man bare
gentager sig selv – hør jer selv på banegården, hvis
toget er forsinket og afskeden trækker ud ! – man har jo
sagt det hele allerede. –
Og man kan have fornemmelse af, at der skal mere end til end ord, at
ordene i sig selv ikke er tydelige nok. Så kan man holde om hinanden,
eller den, der bliver tilbage, kan få en gave, der først
må åbnes senere, når den anden er væk. En slags
pant på den andens nærvær – til ihukommelse af
mig…..
Jesus sætter noget bag ved sine ord den sidste aften, han er sammen
med sine nærmeste. Han sætter handling bagved, da han under
måltidet rejser sig for at vaske disciplenes fødder. Det
var vel at mærke slavens eller tjenerens opgave, men da Jesus tager
opgaven på sig, får det en anden karakter.
Det er ikke alene det, at han ikke holder sig for god eller stor til
at tage den noget ydmyge rolle på sig, men prøv at forestille
jer det – og jeg gætter på, at I kan mærke, hvor
megen omsorg og ømhed, der ligger i at vaske en andens fødder
og hvor meget velvære, der ligger i, at der er nogen, der tager
sig af en.
Sidste år holdt vi påskevandring her i kirken med nogle 3.klasser.
Jeg vaskede ikke deres fødder, men deres hænder, og alene
det kunne fornemmes som noget, der bragte os tættere sammen.
I og med at Jesus sætter handling bag sine ord bliver det tydeligt,
hvor meget han holder af disciplene, men også hvor meget han bekymrer
sig om dem. Han forudser – og med god grund – hvordan de
vil begynde at diskutere for ikke at sige skændes om arvefølgen,
når han er død. Hvem skal være leder? –hvem
skal bestemme og styre i gruppen ? Hvordan kan han hjælpe dem med
at holde sammen ?
Så er det, han får ideen med at vaske deres fødder,
at bytte herre- og tjenerrollerne om for at give dem en model og et forbillede
på, hvordan et fællesskab kan være, et herredømmefrit,
hvor der ike er nogen, der sætter sig over andre, hverken fordømmende
eller dominerende eller undertrykkende.
Men også det måltid, de spiser sammen, er en måde at
sætte handling bag ordene på.
I alt hvad der sker den aften, har Jesus sine forudanelser om det, der
vil komme, forrædderiet og døden, og han prøver at
komme begivenhederne i forkøbet.
I år har jeg valgt at inddrage nogle billeder, der er malet af
den danske maler Arne Haugen Sørensen – både i aften
og påskedag. Arne Haugen Sørensen er en af de kunstnere,
der i sine billeder har arbejdet meget med betydningen af påskeevangeliet.
Selv mener han, at de fleste kunstnere har hver deres lille historie,
som de gentager hele livet. For ham er det ” noget med kærligheden
og alle tings flygtighed” – og ”noget med håb
og noget med at fange skønheden og holde den fast.”
Nadverbilledet, som han malede i 1997 er altertavle i Hindborg kirke
i Salling. Som betragtere kommer vi ind, da måltidet er ved at
være forbi. Påskelammet har de spist, og de er kommet til
frugt og nødder. Der er stadig brød og vin på bordet.
Arne Haugen Sørensen har ikke placeret Jesus hverken i lyset eller
i centrum, men Jesusskikkelsen tiltrækker sig alligevel klart opmærksomheden.
Vi kan bare følge disciplenes blikretning.
Men jeg lader maleren selv kommentere billedet:
”
Det er ved at blive mørkt, måltidet er ved at være
forbi. Den blå time. Man sidder og nipper til en frugt eller en
nød. På bordet ligger der stykker af vandmelon og andre
frugter. Stemningen er lidt trykket. Skæbnessvanger. En person
rejser sig og går ud ad døren længst til venstre.
Det er Judas. Han har altid interesseret mig. Hans person og den utaknemmelige
skæbne, han er blevet påtvunget af Gud. Der er sikkert gået
mange, lange og triste overvejelser forud, før han rejser sig
fra fællesskabet. For at udføre sin tunge samfundspligt – ligesom
Brutus over for Cæsar. Den utydelige, lidt dobbelte figur på bænken
tættest ved udgangen er måske samme Judas, bare lidt før
tidsregningen, hvor han uroligt begynder at gøre sig klart, at
han ikke vil være med længere…”
”
Det er det øjeblik, hvor Jesus siger de voldsomme ord, der indstifter
nadveren. De selvsamme chokerende ord, som har lydt op igennem tiderne
i vores kirke i dag. Disciplene bliver overvældede, da det rigtig
går op for dem, at enden er nær. Nogle protesterer, andre
rækker ud efter det brød, han byder dem. En enkelt rejser
sig bestyrtet op, og en anden sidder endnu med kniven i hånden,
mens han forsøger at forstå rækkevidden af det, der
foregår.”
Det er tydeligt, at det Jesus siger og gør vækker bestyrtelse:
tag nu brød og vin. Det er mit legeme og blod, det er mit liv,
jeg rækker jer. Ordene bliver til kød, og det bliver til
en del af dem, der tager imod det.
Disciplene ser og gør erfaringer med det Jesus mente.
Med fodvaskningen og fællesmåltidet vil Jesus så tydeligt
han kan gøre op med forestillingen om, at fællesskab mellem
mennesker altid skal være præget af magtkampe og illoyalitet.
Ikke fordi han gør sig nogen illusioner om, at det holder op – i
inderkredsen er det ikke bare Judas, der unddrager sig fællesskabet
og forråder livet og kærligheden. Også de andre disciple
benægter siden, at de er Jesu venner, og de svigter ham og flygter.

Men Jesus opgiver ikke fællesskabet af den grund. Han mistror
ikke kærligheden, selvom den forrådes igen og igen. Han resignerer
ikke over for livet, selvom der bliver begået overgreb mod det.
Han insisterer tværtimod på, at disciplene som hans efterfølgere
skal huske, at det som de har modtaget fra ham, skal de nu selv være
i verden. De skal lægge krop til Guds tanke, de skal være
Kristi krop i verden og give sig selv, som han gav sig selv , elske som
han elskede.
Amen.
(menigheden får udleveret en lille kopi af nadverbilledet)

Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
E-Mail: sa@km.dk