Johannes 14,15-21

Den gode ånd | Pinsedag | 19.05.2024 | Johannes 14,15-21 | Jan Sievert Asmussen |

Et barn sidder ved computeren og skriver til Børnetelefonens hjemmeside: ”Min mor arbejder meget, så hun er næsten aldrig hjemme. Men når hun kommer hjem, skændes min far og mor, når de tror jeg ikke kan høre det.” Sådan er en trist hverdag i videnssamfundet Danmark. Konventionerne holdes udadtil, men livet er glædesløst, uden den berømte X-faktor. ”Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået, og når min mor kommer hjem, så sover min far.” Hverdag i industrisamfundet Danmark engang lige efter 1968. Dengang blev der stadig drømt den hemmelige drøm om hjemmets gode ånd, den hjemmebagende, billedbogslæsende limonademor (ja engang fandtes den kun som mor-drøm!), hvis duft omfavner børnene efter skole og dydigt står på tæer for at kysse far, når han kommer hjem og siger, at han er træt som et alderdomshjem. Eller – i en mindre klichéfyldt skikkelse – den forandring af hjemmet, som indtræder, når mor eller far efter et langvarigt arbejdsophold i udlandet vender hjem med knus og smil, og alting begynder at svæve. Det gik også, mens man var uden denne forælder. Der blev købt ind og gjort rent, der kom gæster, men ligesom gråt og glædesløst. For der manglede noget: husets gode ånd var borte. Det var et liv uden X-faktor. Der findes familier, som lever i det et helt liv. En mor er død eller en far. ”Jo tak, det går jo”, svarer man. Der findes ægtemænd og hustruer, som bliver alene og klarer sig efter et dødsfald i det alt for store hus. ”Tjah, det skal jo gå”, siger man. Og det går jo, men inderst inde går det slet ikke. For den gode ånd savnes.

”Kom, Gud Helligånd, kom brat / og gennembryd den mørke nat”, nemlig den nat, det er kun at stå på egne ben. ”Kom, sandheds ånd, og vidne giv, at Jesus Kristus er vort liv” – at altså sandheden ikke er noget, vi selv finder på. ”Bøj og styrk os med din arm, gør vor kolde kundskab varm” – fri os fra vores egen kyniske beregning, gør vore hjerter varme, ”lad dem brænde af den ild, du for Himlen tænder!”

Den bøn om husets gode ånd er i allerhøjeste grad også kirkens bøn. Der er faktisk ikke noget værre hovmod end at tage patent på Ånden, hvis den slet ikke er til stede. Det er som at sige ”ih, har vi det ikke hyggeligt”, når alt i rummet råber det modsatte. Jo, man kan have stort budget, hævesænkeborde, kompetente medarbejdere, en ulastelig kulturinstitution, et nyt orgel som ordentligt kan bruse brudekjoler op, akustiktilpassede højttalere. Og det er altsammen intet uden den gode ånd. Ja, det er endnu mere lattervækkende og ynkeligt og opblæst end en hvilken som helst anden institution i samfundet. Jeg mener, en mekaniker skal jo bare lave biler og en skole bare undervise – men kirken påkalder sig den gode ånd og gør hele sin berettigelse afhængig af, om den er der. Masser af mennesker har forladt kirken, fordi de oplevede det hele som en hul skal. Opium for folket, et stort gimmick af en performance, som moderne mennesker aldrig hopper på. Er det så mærkeligt, at kirken har brug for at knuge hænderne hårdt og bede: ”kom, Gud Helligånd, vær vor gæst”?

Selvfølgelig kan man klare sig uden, i hvert fald et stykke tid. Med højtidelig mine hælde vand over børns hoveder, lave hokuspokus med brødet og vinen. Men en sådan kirke bør have det dårligt med sådan at tage folk ved næsen. Som når man imod bedre vidende lever på en løgn. Skammen og anfægtelsen, den kan og bør findes, for den er et nødvendigt syrebad. Men den findes ikke uden at være ledsaget af bønnen om den gode ånd. Dén bøn er akkurat pinsens tema.

Nogle hjem skal vente i lang tid, måske resten af livet på, at den gode ånd vender tilbage. Vores verden skal vente måske resten af sin tid, før det vil gå, som profeten Jeremias drømmer om: ”jeg lægger min lov i jeres indre og skriver den i jeres hjerte” (Jer 31,34). Når det sker, er kløften mellem realitet og drøm lukket. Mod det retter sig vore drømme og vore bønner.

Der findes hjem uden en god ånd. Og der findes hjem, hvor ånden tager bolig og fornyer og oplyser. Så bliver selv franskbrødsmad og mælk i aftenmørket, når far kommer hjem, til et festmåltid. Så bliver lyden af dæmpet samtale, der trænger ind fra stuen gennem væggen til børneværelset, til hjemmets musik. Så høres fremmede ord hjertevant, som det skete for folk i Jerusalem, der hørte disciplene tale på deres eget tungemål. Så lyser Herrens lov som en lampe for Israels fod, og alle kender ham, fra den mindste til den største, som Jeremias siger. Så gløder tungen, så løber livets flod gennem den grønne eng, så høres det himmelske halleluja også i Den Danske Folkekirke klokken ti syv og fyrre. Så bor Ånden hos os, og det er pinse. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk