Vi har i Danmark igennem det seneste år ført en livlig diskussion om Gud. Har det bibelske gudsbillede og den bibelske tro på Gud noget at sige mennesker anno 2004? Naturvidenskaben har bibragt os en viden, som ikke var tilgængelig dengang Bibelen blev skrevet. Derfor mener nogen, bl.a. den nordsjællandske sognepræst Thorkild Grosbøll, at det er både vanvid og dybt ulykkeligt i dag at ville bruge Gud som argument for noget som helst.
Måske er det derfor slet ikke nye gudstjenesteformer og spændende kirkelige tiltag, der skal få folk til at gå i kirke. Måske er det slet ikke formen, men snarere indholdet i den kristne tro, der blokerer for menneskers kirkegang. Netop sådanne tanker har f.eks. den amerikanske teolog og biskop John Shelby Spong gjort sig til talsmand for. Han mener ikke at Jesus opstod fra døde Påskemorgen, eller at hans disciple talte med ham efter hans opstandelse. Det er netop når vi hævder dogmer som Jesu opstandelse, at vi skaber hindringer for at nutidsmennesker kan komme i kirken, siger Spong
Hvis Spong har ret, er det svært at se nogen mening i det evangelium, vi lige har hørt. Det er en fortællende, dramatisk beretning om Maria Magdalene, Simon Peter og Johannes som finder Jesu grav gabende tom. Den tomme grav har af og til været brugt som et bevis på Jesu opstandelse. Men naturligvis beviser den tomme grav i sig selv intet som helst. Hverken Guds eksistens eller troens mulighed kan bevises med fornuftens argumenter.
Dagens evangelium er ikke et bevis for herrens opstandelse. Men evangeliet er derimod et tvingende og bevægende bevis på Maria Magdalenes påsketro. Hun fandt i den tomme grav, i sin fortvivlelse, troen på Herrens opstandelse. Det er fortællingens tro, som har givet genlyd op igennem århundrederne siden den første påskemorgen. Og denne tro på Herrens opstandelse vokser hver gang ud af vor egen tomhed og fortvivlelse nøjagtig som det skete for Maria Magdalene dengang.
Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger: ”Du har ét æg, jeg har ét æg. Du giver mig dit æg, og jeg giver dig mit æg. Nu har vi hver ét æg. Du har én ide, og jeg har én ide. Du giver mig din ide, og jeg giver dig min ide. Nu har vi hver to ideer.”
Det er forskellen på den materialistiske og den åndelige verden. Det er forskellen på støv og ånd, som Grundtvig ville sige det. I den materialistiske verden ejer vi tingene. Vi har købt og betalt dem. Vi giver dem til hinanden, men ejerskabet er altid klart. Der findes kun én ejer. Men i den åndelige verden er det anderledes. Ideer, tanker, fortællinger ejes af alle, der hører, ser og forstår. Ideer, tanker og fortællinger har ophavsmænd , filosoffer og forfattere. Men de ejes ikke af ophavsmanden, filosoffen eller forfatteren. De ejes af alle, der hører, ser og forstår.
Det gælder også fortællingen om den tomme grav Påskemorgen. I dag spiller Maria Magdalene hovedrollen, men Peter har en ganske væsentlig birolle. Han kom først ind i den tomme grav. Det siges om ham og den anden discipel at de så og troede. Peter havde netop oplevet sin frygteligste nat, da han tre gange fornægtede sin herre og mester i ypperstepræstens gård. Der ligger en helt ny begyndelse for ham og os alle i den korte, lakoniske sætning: De så og troede.
Maria Magdalene, Peter og de andre disciple fortalte dét videre som de havde set. Fortælling spredte sig ud over hele verden. Den kom til Danmark i slutningen af 800 årene. Og på et tidspunkt blev den folkekristendom. På et tidspunkt indgik den i vor fælles erindring som danskere. Den mægtige fortælling om Guds kraft, der brød dødens mørke blev folkeeje. Fortællingen blev bragt videre, og den skabte tro og håb i menneskers liv. For troen kommer af det, der høres, siger Paulus.
Martin A. Hansen foretager et sted det tankeeksperiment at opstille alle generationerne side om side helt fra dengang kristendommen kom til Danmark og frem til i dag. Hvis man på denne måde stillede far ved siden af søn og så fremdeles helt op til vor egen tid, så ville der vel stå et sted imellem 32 og 35 mennesker ved siden af hinanden.
Og hvis den allerførste af dem, den gamle viking dernede ved rækkens begyndelse, ville sige noget til den sidste i rækken, til ham som lever i dag, så ville han ikke forstå ret meget af det, den gamle sagde. Ordene, sproget har forandret sig utroligt meget siden dengang. Men hvis den gamle i stedet fortalte det til sin søn, og han igen fortalte det videre til sin søn, sådan at budskabet gik som en mumlen op igennem rækkerne, så ville den sidste i rækken – og det kan være dig eller mig – forstå hvert et ord. Så ville det være modersmålet, som vi hører med vor moders eller faders røst.
Sådan har tanker og ideer været bragt fra slægt til slægt på en enkel, livsnær og forståelig måde. Sådan har den gamle slægt kunnet dele sin visdom med den følgende slægt, uden at den gamle slægt mistede sin visdom af den grund. Sådan har den levende tradition bundet os sammen med dem, der levede før os. Med fædrene og mødrene. Fordi vi fik den ind med modermælken. Med den levende fortælling fra mor og far til datter og søn.
Fortællingen om den tomme grav har fæstet rod i generation efter generation, fordi den er blevet fortalt som en visdom, som en fortælling, der ikke er fjernt fra os, men som lever iblandt mennesker. Lever som et håb. Håbet om, at døden ikke er det sidste. At Gud brød dødens magt.
Når man bragte et lille barn til dåben, blev dette barn en del af den fortælling, fordi barnet fik del i opstandelseshåbet. Og når man måtte tage afsked med et kært menneske, som døden rev bort, da levede fortællingen som et håb om, at den død, vore øjne ser som det sidste, netop ikke er det sidste, men kun det næstsidste, fordi der er et liv, der rækker ud over den kolde død. Og det hele tager sin begyndelse i det, disciplene og martia Magdalene oplever i og uden for den tomme grav Påskemorgen. Fortællingen er blevet bragt videre fordi den rører ved de dybeste lag i et menneskes liv.
Og ved denne gudstjeneste sidder vi som den 35. generation for at synge vor glæde og vor tak ud til Gud, livets giver og dødens besejrer, fordi opstandelseshåbet ikke kun er en fortælling om, hvad der skete med Jesu legeme den morgen for de mange år siden i klippegaven uden for Jerusalem. Det er en fortælling om os. Om vort liv. Det er en fortælling der vedrører dig og mig. Fordi Jesu Kristi opstandelse er vores håb.
Der er en sammenhæng mellem det, der skete den morgen, og det, der sker med os. Som han opstod skal vi opstå. Men det er ikke kun en fortælling og et håb om, at nu bliver de døde levende igen. Så var der måske ikke så forfærdelig meget at glæde sig over. For døden er nu en gang vore vilkår. Døden kan komme som en frygtelig fjende. Som en kold kendsgerning, der alt for tidligt skiller os fra hinanden. Døden kan skabe sorg og savn så dybt at det gør ondt. Men døden kan også komme som en udfrielse af smerte og lidelse. Som noget, vi takker for og beder om.
Slægt skal følge slægters gang. Det er nu en gang livets vilkår. Og tænk blot en gang den tanke igennem at døden ikke fandtes, at alle allerede nu skulle leve evigt. Det ville der ikke være megen glæde ved. Og hvor skulle vi også være henne alle sammen? Alle slægterne fra verdens skabelse og indtil denne dag. Nej, hvis opstandelse blot betød at de døde bliver levende igen, så ville glæden og velsignelsen være til at overse.
Påskens håb om opstandelse for os menneske betyder at der venter os noget nyt. Noget, vi endnu ikke kender. Noget, vi kan håbe og tro på. En ny himmel og en ny jord. Opstandelseshåbet er som en livline fra denne verden til Guds evige rige. Opstandelsen er som forholdet mellem løget og forårsblomsten. Blomsten kommer fra løget, men blomsten er alligevel noget andet end løget. Det kan enhver se, som har øjne i hovedet.
Jesu opstandelse er den første. Påskemorgen sprang den første påskelilje ud i fuldt flor. Og siden markerer kiste efter kiste, urne efter urne, at engang vil den nye verdens mark stå dækket med blomstrende påskeliljer så langt øjet rækker. En gang skal vi leve evigt i Guds evige rige. Påskeblomst en dråbe stærk, drak jeg af dit gyldne bæger, og som ved et underværk den mig styrker, vederkvæger.
Sådan lever det trodsige, glade håb med frygt og stor glæde iblandt os. Det er som en livline, der rækker ud over døden og forbinder os med det, vi ikke kan se, men kun håbe og tro. Forbinder os med Guds evige rige. En gang skal vi alle dø. Men døden kan komme til os også før vi dør bort fra denne verden. Det er død, når samtalen og glæden forstummer imellem mennesker. Det er død, når forældre og børn kommer så langt på afstand af hinanden, at de ikke længere kan tale sammen og forstå hinanden. Det er død, når grådigheden efter penge skaber uvenskab imellem gamle venner. Det er død, når vi overgiver os til den kolde, kyniske magt. Livets sejr over døden rammer lige midt ind i vores liv med hinanden.
Påskens opstandelsestro udruster os til at kæmpe med håbet og troen som våben imod al død og dødbideri. For døden er ikke det sidste. Døden er kun det næstsidste. Derfor skal vi finde vor plads i den lange række af mennesker, der bringer fortællingen videre som en mumlen fra menneske til menneske fra slægt til slægt.
Den norske teolog Notto Thelle fortæller at han en gang i Japan talte med et menneske, han betegner som enkelt og ædelt. Han havde aldrig sat sine ben i en kirke, men han talte om Kristus. ”Kristus”, sagde han med glød i blikket. ”Et menneske, som elskede så helt, kunne ikke blive gammel. Han måtte dø ung. Men så fik han da også en fantastisk opstandelse!”
Da Thelle derefter sagde, at det var vanskeligt at leve troen ud i det daglige, at det var svært at følge Jesus i hans uforbeholdne kærlighed, lydighed og offer, svarede det enkle, ædle menneske sådan: ”men var det ikke derfor, vi kom til verden? Fik du ikke livet for at give det bort?” Og det kom fra hjertet. Det var ikke en from belæring, men en gammel mands visdom.
Vi behøver hverken at bekymre os for Gud eller for hans kirke. Gud vil leve evigt, og kirken vil leve så længe den jord består. Derfor holder kirken også til vore diskussioner om Gud. Men fortællingen, ordet om ham, der brød dødens magt, skal bringes fra slægt til slægt. For ellers forsvinder den fortælling fra vort folk. Og dermed berøves de kommende slægter en glæde og en tro, som jeg for mit vedkommende ikke kunne leve foruden. Det skal fortælles for livets skyld. Kristus er opstanden. Glædelig påske. Amen.
Biskop Karsten Nissen
Domkirkestræde 1
DK-8800 Viborg
Tel.: ++ 45 – 86 62 09 11
E-mail: kn@km.dk
English (UK) 
Deutsch 
Português do Brasil 
Dansk 
Español