Johannes 6,24-35(36-37)

Livshunger | Midfaste | 10.03.2024 | Johannes 6,24-35(36-37) | Jan Sievert Asmussen |

Hver dag føjer nyt til vores verdens ulykkesdagbog. Bombningen af civile i Ukraine, nedskydning af uskyldige i Gaza, minefelter der bare vokser og vokser. Hver morgen vågner vi og spørger os selv: hvilke forfærdelige nyheder fra i nat vågner vi op til? Der tales om ‚røde linjer‘, men de er forlængst overskredet, og nu befinder vi os i det ukendte territorum hinsides alle røde linjer.

Derfor er det umuligt at vide på forhånd, hvad Ukraine og resten af verden vil være vidne til denne søndag morgen. Hvis jeg var kronikør eller klummeskriver, ville jeg kun vide én ting: når min tekst bliver trykt og dumper ned i læsernesmailbox og postkasse, vil den være overhalet og forældet af noget, der for få dage siden ikke kunne forudses. Der er kastet en tåge over både vores og Ukraines fremtid.

Men dette sted er ikke stedet for klummer og kronikker på dusikkert grundlag, som intet fast jo kan bygges på. Vi søger det faste, som består trods verdens vaklen. Ikke uden grund er håbets symbol et anker, der er i stand til at holde vore skibe i høj sø fast i det, der ikke rokkes.

Det urokkelige er ikke blot – som man ellers nemt konkluderer, at det hele kun går én vej, nemlig mod døden og altings ophør. Det urokkelige og fuldkommen faste – det er, at der findes en, der siger „jeg“ og som henvender sig til os med et stort løfte: „se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!“ Det sagde Kristus for længe siden, men det er ord, der er rettet til os, der lever her et sted mellem verdens begyndelse og dens ende. Det, der ikke rokkes i syndens og dødens verden – det er dette store „jeg“, som bare er og som vi er i.

Syv markante gange i Johannesevangeliet taler Kristus med dette „jeg er“. Egentlig kunne han nøjes med blot at forsikre om, at „han er“, sådan som Gud gjorde det over for Moses ved den brændende tornebusk: „jeg er den jeg er“. I grunden er det alt nok og trøst nok at høre de ord om urokkelig, evig stabilitet. Men Kristus føjer i Johannesevangeliet syv gange noget til. Jeg er verdens lys, døren ind, den gode hyrde, vinstokken, opstandelsen og livet, sandheden. Altså ikke blot en usynlig tilstedeværelse, men noget mennesker kan bruge. Han, som er sand Gud og sandt menneske, føjer akkurat et jordisk billede til sit evige „jeg er“. Sådan skal det forstås, det vi hørte før: „jeg er livets brød“.

Livets brød. Det første ord, livet – det er det, der gør os sultne, fordi vi forbrænder kalorier, mens vi lever. Vi kaster os ud i det, livshungrende. Giver os i kast, rækker ud – i en forventning om, at når sulten melder sig, vil den kunne stilles. Livet leves altid på forskud – hvem har nogensinde udrettet noget stort efter at have spist sig tyk og mæt? Livet, det er den borende, stræbende, klatrende kraft, der begynder i det helt lille barn, som bare vil op at sidde, rulle fra ryg til mave, have fingrene ned i grødtallerkenen og absolut ikke falde i søvn. Skepsis og resignation er noget, vi voksne forfalder til: den inderste energi i os hedder „videre, fremad, op!“ med ryggen mod fortiden og alle sanser vendt mod det næste skridt.

For at udfolde alt det livsmod må der brød til, så brugte energidepoter kan fyldes op. Brødet er det, der gør det muligt at fortsætte. Og dermed er vi ved det andet af Kristi ord „livets brød“. Livet gør os sultne – hvad skal der til for at stille den sult?

Det første og vigtigste, som nærer os, er kærlighed. Ingen kan stræbe fremad bare med et „nå“ eller et „nej“ – for at kunne ville må du være set og accepteret. Du må høre nogen sige „ja, du kan godt“, du er fuldkommen accepteret. For at klare livet må vi have det som et barn, der kun evner at tage sit første skridt, fordi det skridt tages ud af favnen på mor og far, som sidder på knæ bag barnet. Det er livets brød.

Det næste, der nærer os, er tilgivelse. Livet bliver ikke til noget, hvis der hænger en sky af anklager og bebrejdelser over os, frygt for at gøre noget forkert og få vrede blikke. Jeg ved godt, at vi plejer at bruge ordet tilgivelse om noget i fortiden. Men tænk på, hvor meget større det er at tilgive på forhånd. Tilgivelse for alt det, du kommer til at gøre i fremtiden – det er livets brød.

Det tredje, der er i livets brød, er barmhjertighed, og den er tæt forbundet med tilgivelsen. Jesus taler om at se bjælken i dit eget øje, før du går efter splinten i den andens øje: du er selv ikke spor bedre end den bror eller søster, der irriterer dig og vækker din vrede. Bær derfor altid rundt på et lille lommespejl, så du kan se på dig selv, inden du slår dit medmenneske ud af kurs. Barmhjertighed var noget helt afgørende for Jesus. Selv på korset langfredag sagde han til om sine bødler: „tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør“. Det er livets brød.

Det fjerde, der er i brødet, er fællesskab. Hvor to eller tre er sammen, sagde Jesus, er jeg midt iblandt jer. Det betyder: isolation er død, ensomhed er fortvivlelse. Det er ikke nok at have noget at leve for. Liv bliver det først, når vi har nogen at leve sammen med. Den enlige pind kan ikke stå oprejst, og to pinde kan kun et øjeblik støtte hinanden. Men noget, der er bygget af tre pinde eller flere, vælter ikke. Vi er sammen om det – det er livets brød.

Og den sidste og mest nærende del i brødet, det er håb. Det forudsætter alle de andre, akkurat som bagegæren i et brød forudsætter alle de øvrige ingredienser. Håbe kan man for eksempel kun i fællesskab med andre – og kun i oplevet kærlighed. Håbet har at gøre med, hvad brødet kan blive til: ikke kun klæbrigt slam i en skål, men duftende, knasende sprødt og nærende. Håbet rækker ud efter en utopi, efter en fremtid, hvor alt er, som det bør være. Vejen dertil er som regel lang, så man må sige: det her går først i opfyldelse ved verdens ende. Men det gør ikke noget, blot visionen findes. En ny himmel og en ny jord, en verden uden krig og nød, Guds rige – vores bibel leverer rigtig mang billeder at leve på. Også det største håb af alle: at dødens magt er brudt og at opstandelsen venter på os, som den ventede på Kristus påskenat. „Kristus opstod fra de døde! Han i sin død trådte døden på nakke“ – mod det håb stiller vi livets kompas. Det er livets brød for os.

For at samle det her sammen, som man samler en dej med alle dens ingredienser og sætter det i ovnen: vi er rystede, men ikke fortvivlede. Vi er forslåede, men ikke slået til jorden. Vi er bange, men ikke utrøstelige. Med hver vores liv og hver vores bekymring – men se, vi lever. For brødet findes: det rækker Kristus os hver dag i sit ord. Uden det ville vi ikke ane, hvilken vej verden går. Men vi har livets brød, og derfor kan intet for alvor slå os ud. Og nu skal Grundtvig få lov til at sætte trumf på denne pointe med dette helt enormt trøstende og stærke vers: „med Ordet skabes gode kår for barnekæmper lave, så de kan le ad banesår og springe over grave“. Livets brød.

Amen.

Jeg talte forleden med en klog kvinde om begrebet „arvesynd“. Det havde hun ikke så meget at bruge til – hun ville hellere tale om den „arvedød“, som alt jordisk deler med det, der var før, helt tilbage til Adam og Eva, der fik at vide, at de skulle dø. De gamle kirkefædre mente endog, at alle andre skabninger før faldet var udødelige som de første mennesker, og at Guds ord til Adam og Eva i samme øjeblik gjorde hele verden dødelig, hjemfalden til døden som sit bytte. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk