Langfredag

Langfredag | 07.04.2023 | Kolosser 2,13-20 | Mikkel Wold |

For de af Jesu tilhængere, der stod omkring korset på historiens første langfredag, må situationen have været udtryk for det fuldkomne nederlag. De håb, der var blevet knyttet til Jesus som den frelsende, kan ikke have holdt til konfrontationen med det, der nu var sket. Jesus som henrettet forbryder. Den Jesus, der var blevet anklaget for blasfemi ved at kalde sig Guds søn, et menneske uden særlig skikkelse, fattig og elsket af de udstødte, var nu henrettet som kriminel.

Men for Jesu nærmeste blev denne dag kun en nederlagets dag i kort tid. I oldkirken blev det hurtigt den store sejrsdag, fordi den korsfæstede blev den sejrende overvinder af døden. For dem var det tydeligt, at Jesus var overvinderen af kaosmagterne.

Naturligvis vidste de godt, at disse kaosmagter fortsat var virksomme, det kunne enhver jo se, men der var vundet en fuldstændig og altafgørende sejr gennem Jesu lidelse og død. En soningsdød kom det senere til at hedde, og tanken om, at Jesu død var en slags betaling for menneskets syndige regnskab, dukkede efterhånden stærkere frem. Men som en form for straf, der skulle dæmpe Guds vrede og formilde ham, så mennesket kan gå fri, giver det ikke megen mening, når man ser på oldkirkens forkyndelse. For dem var det kaosmagterne, der var blevet nedkæmpet.

Men samtidig er der et element af forsoning i begivenhederne langfredag.

Den tidlige kirke forkyndte korsdøden som en kærlighedens overvindelse og soning i den betydning, at Jesus påtager sig en byrde, vi ikke magter.

Paulus skrev, at døden er syndens løn og han tilføjede, at Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus. Dermed siger han noget helt grundlæggende om de vilkår, der følger med at være menneske. At Guds nådegave er evigt liv vil sige, at mennesket ikke længere er alene med hverken sin skyld eller sin død.

Jesu lidelse er en lidelse, der baner vejen til frihed for mennesket. Det er et

kors for tanken og et af de sværeste forhold at tilegne sig ved kristendommen. Jesu død er ikke en død, Gud kræver for at blive formildet eller for at få et regnskab til at gå op, men det er Gud som med sin kærlighedsgerning forsoner menneskeheden med sig selv.  Gud redder os fra noget, vi aldrig selv kunne have reddet os fra. Ved korsfæstelsen tager Jesus den menneskelige død på sig, som indebærer, at han træder i vores sted med sin død, som senere bliver til hans opstandelse.

Derfor er døden fra det punkt ikke længere det sidste for os. Jesus stod ikke under synden, han var helhjertet i sin kærlighedsgerning, også hans egen død er en kærlighedsgerning, og denne gerning betyder, at Jesus baner vejen for os til Gud. Kristus har således sat sin signatur på hver af os. Jesus kommer til sit eget for at tilegne sig dem, der er hans, under sit herredømme. Et herredømme, der begynder med korset, men som sætter Kristus på tronen.

I de kirker rundt om i Danmark, hvor man kan finde gamle krusifixer, vil man bemærke, at de ældste af dem ikke viser Jesus som den lidende, men som kongen. Et af dem er fra det 12. århundrede og hænger i Øster Tørslev kirke ved Randers. Der er ikke noget i krucifikset, der viser Jesus som den lidende. Hans holdning er rank, og omkring panden har han en kongekrone i stedet for en tornekrone. Naturligvis vidste billedskæreren, at sådan så man ikke ud, når man blev korsfæstet. Men mon ikke billedskæreren har tænkt på ordene om, at det er fuldbragt? Jesu kongeværdighed er forbundet til hans kærlighed, og derfor er arten af værdigheden anderledes end den, vi umiddelbart kan forestille os. Langfredag er korsfæstelsen og overvindelsen i en og samme handling. Her lægges grunden til at kæde dommen og barmhjertigheden sammen.

Begrebet dom har mange det svært med. I det kirkelige har man nogle gange forsøgt at klare besværet med at lade være med at tale om dommen. En noget ynkelig tilgang til problemet, må man sige. For selve fænomenet dom er jo ikke sådan til at udradere. I vores egen tid holder vi hele tiden dom – over os selv og over andre. Vi har indoptaget en selvvurderingskultur, som konstant evaluerer vore handlinger. Og vi har nok også erfaret, at vejen fra selvbedømmelse til selvfordømmelse er kort.

Hvad gør i den situation den person, hvis liv ikke former sig som den succes eller ikke indfrier de forventninger, man har til tilværelsen? Og hvad gør den, som må slås med skylden, enten over noget der er gjort eller over noget, der skulle have været gjort, men som aldrig kom – de spildte eller misbrugte livsmuligheder? Nogle vælger fortrængningen, hvor de undgår og flygter fra de situationer, hvor man konfronterer sig med de dybere lag i ens tilværelse. Måske man omgiver sig med støjen, travlheden, hvad der nu kan bedøve sanserne, så man ikke skal høre sin indre stemme og det, man inderst inde overvejer. Mange har det lidt som kejseren i eventyret om Nattergalen, hvor han vågner i sin feber og beder om, at den store kinesiske tromme skal komme, så han ikke skal høre, hvad maskerne i væggen hvisker til ham, for maskerne er alle hans gerninger, de gode og de onde, og de siger: ”Husker du det, husker du det?”

Fortrængningen er ikke kun til stede, hvor jeg ikke vil konfronteres med min skyld. Den er der også, når jeg konfronteres med min utilstrækkelighed. Man kan ikke bære at være alene med sin skyld eller med sin manglende evne til at forvalte tilværelsen. Tilbage er så for mange selvforagten, depressionen eller selvfordømmelsen.

Ind i den situation er det, talen om skyld og dom skal forstås. At tale om Guds dom indebærer, at et menneske i alle sit livs sammenhænge står i en helt særlig ansvarsrelation, som overgår alle andre ansvarsrelationer. Mennesket er ansvarligt over for Gud, og derfor er det at svigte et menneske, hvis man undlader at tale om dommen. For til forskel fra den dom, mennesket selv vurderer sig ud fra, er Guds dom kædet sammen med barmhjertigheden. Når det er Guds barmhjertighed og ikke bare en selvfremstillet overbærenhed, betyder det, at jeg oplever den befrielse det er, ikke at skulle fremstille mig selv som god. Jeg behøver ikke retfærdiggøre mig selv, jeg behøver ikke opfinde legitimitetsfortællinger om mig selv, for Guds dom, som er den totale gennemskuen af mig, kædes sammen med hans barmhjertighed. Da dommen netop er Gud sog ikke min, skal jeg hverken for mit eget eller mine medmenneskers vedkommende være optaget af at holde rettergang.

Det er en enorm befrielse at høre for den, som forsøger at famle sig frem til et grundlag, som selvbedømmelsen kan hvile på. Kristus er den, der antager det dømte jeg.  Den kristne domsforkyndelse siger netop ikke, at der ikke er nogen skyld eller noget ansvar eller nogen dom, men at skylden er der og at mennesket ikke er overladt til sig selv med skylden, fordi Kristus har antaget mennesket. Forsoningen er således total. Amen.

Sognepræst Mikkel Wold

1263 København K

E-mail: mwo(at)km.dk