Lukas 15,11-32

3. søndag efter trinitatis | 03.07.22 | Lukas 15,11-32 | Af Lasse Rødsgaaard Lauesen |

Lignelsen i dag hører til kirkens absolut vigtigste fortællinger om Gud. Den er så klar, at Jesus ikke prædikede over den. Jesus fortalte den bare, og så kunne enhver få øje på sig selv og Gud i den. Tænk, om vi kunne tage en snak med de to sønner og få mere at vide om, hvem Gud egentlig er. Lad os gøre forsøget og stille de to sønner et par spørgsmål, lad os starte med den yngste søn:

Spørger: Hvordan er din far?

Søn 1: Jo, han gav mig friheden til at tage hjemmefra. Jeg kom til ham og spurgte, om jeg måtte få min arv allerede før, han døde og tog så ud i verden, væk fra min familie og levede livet. Jeg havde det så godt, at jeg glemte alt om min familie, og hvor jeg egentlig havde hjemme. Da pengene slap op, og der kom hungersnød, forsøgte jeg at finde et arbejde, for jeg ville klare mig selv. Være fri for at høre til noget sted i verden. Bare have den frihed, som penge giver, at man kan vælge lige, hvad man vil have. Jeg fandt ikke noget arbejde, og jeg begyndte at sulte, og pludselig kom jeg i tanke om maden hjemme hos min far. Jeg begyndte at længes hjem og måtte gå i mig selv igen. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg gik hjem med tunge skridt: for ville han tage imod mig? Var det nok at sige undskyld, og at jeg havde syndet? Ville jeg så blive mæt igen? Dagen blev et vendepunkt i mit liv. Jeg gik med tunge skridt og så ned i jorden, men da jeg så op, kom den gamle løbende og faldt mig om halsen.  Jeg sagde de ord, jeg havde øvet mig på, men den gamle havde mere travlt med at sige til tjeneren, at de skulle komme med det fineste tøj og slagte fedekalven.

Spørger: Hvorfor var det en afgørende dag for dig?

Søn 1: Jo, for jeg måtte gå i mig selv og kunne nu se, at jeg også ude i verden levede af at have et sted, jeg hørte hjemme og kunne komme hjem til. Han var min far alligevel, selv om jeg ved at bede om arven og rejse bort havde gjort som om, han var død.

Spørger: Fik du sagt undskyld?

Søn 1: Jeg sagde ordene, men om han hørte dem, ved jeg ikke, han var bare så glad. Og det kom også bag på mig. Jeg havde troet, at han først ville have en undskyldning og først derefter ville lukke sig op igen.

Spørger: Så det, du siger, er altså, at hans kærlighed elskede dig ud over det hele, fordi I havde en relation som far og søn? En kærlighed, der overgik det brud, I havde haft, at du havde brugt løs af hans penge, men også at du havde tænkt dig, at det skulle være undskyldningen, der gjorde det hele godt igen og ikke den kærlighed, der stadig var mellem jer?

Søn 1: Ja han så ikke ned på mig for det, jeg havde gjort eller bebrejdede mig, at jeg ikke havde kunne klare mig selv. Han anerkendte mig heller ikke for min undskyldning, han elskede mig bare. Da han faldt mig om halsen og kyssede mig, var det som om tiden ikke var gået, og jeg var hans lille søn, der var kommet hjem.

Spørger: Du fandt ud af, hvad kærlighed egentlig er. Den far, du husker, gav dig altså friheden til at vælge selv og kærlighed nok til at elske dig, da du gik i dig selv og kom hjem.

Søn 1: Ja

Spørger: Lad os spørge din storebror om han husker den dag?

Søn 2: Det gør jeg, men lad mig starte et andet sted. For jeg husker, da du tog afsted. Far håbede til det sidste, at du ville vende om, han så efter dig. Til sidste var du bare en lille prik i horisonten. Jeg fik tjenerne til at bringe vand ud til ham, han var så stille, og selv om jeg gjorde mig ekstra umage for, at alt skulle blive gjort godt i den tid, var det sorgen over dig, der tyngede hans blik til jorden.

Spørger: Gør det dig vred?

Søn 2: Ja, for han elskede det tabte, ham der havde vendt os ryggen, men ikke alt det jeg gjorde. At jeg fik gården på fode igen, det havde han ikke blik for. Jeg ville gerne elskes for den indsats.

Spørger: Blander du ikke anerkendelse og kærlighed sammen her?

Søn 2: Hvad mener du egentlig med det? Er det ikke sådan, at vi gør en masse, som vi gerne vil elskes for?

Spørger:  Nej, sådan er kærlighed ikke, den kan der ikke handles med. Ville det ikke være forkert, hvis din far sagde: Jeg elsker dig, fordi du arbejder hårdt for mig? Så var jeres relation, at du skulle arbejde og han nyde. Det han skulle sige, er vel det samme som din broder opdager, at han elsker dig, fordi du er hans søn – et ubrydeligt bånd, der binder familien sammen.

Søn 2: Det kan der måske være noget om.

Spørger: Blev du glad, da din bror kom hjem?

Søn 2: Egentlig ikke, jeg var ude på marken, ingen havde fortalt mig, at han var kommet hjem. Da jeg kom træt tilbage, var festen allerede i gang. Ingen havde sagt noget til mig, jeg måtte spørge en tjener, hvad det hele skulle til for.

Spørger: Følte du dig udenfor?

Søn 2: Ja, det var tjeneren, der fortalte mig, at min broder var hjemme i god behold og alle festede uden mig, det gjorde mig vred, og jeg ville ikke gå ind. Far kunne da have delt glæden med mig.

Spørger: Så din far dig, som han så din broder på lang afstand?

Søn 2: Han kom ud til mig, men om det var tjenerne, der havde fået ham på de tanker, eller om han manglede mig til festen, ved jeg ikke.

Spørger: Tror du ikke, en far med to sønner mangler den ene, hvis han er borte?

Søn 2: Jo, måske den yngste, men han kom da ud til mig og ville have mig med ind.

Spørger: Hvad sagde du så?

Søn 2: At han aldrig havde givet mig et kid, så jeg kunne feste med mine venner på trods af alt det, jeg havde gjort.

Spørger: Kan du huske, hvad han sagde?

Søn 2: Ja, han sagde: Mit barn, du er altid hos mig, alt mit er dit. Men nu Burde vi feste og være glade, for din broder var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Han skal ikke fortælle mig om, hvad jeg bør.

Spørger: Nej, hvis du er vred, skal ingen fortælle dig, hvornår det er tid til at elske igen. Menneskers kærlighed er ikke som Guds, der kan rumme meget, før den bliver til vrede. Hvad nu hvis vi lader ordet burde ligge og ser på det andet, han sagde. Hørte du det?

Søn 2: Det var nok mest, hvad jeg burde, jeg fik med den dag.

Spørger: Når jeg hører de ord, din far sagde, tænker jeg på, hvordan I to, du og din far har levet side om side og delt alt. I var en enhed måske i en tavs forståelse, der aldrig blev sat ord på eller anerkendt med et kid. I vidste bare, at I elskede hinanden og delte det hele, indtil I en dag kom i tvivl.

Spørger: Fik din fars kærlighed til din bror dig til at tvivle på, at han også elskede dig?

Søn 2: Ja.

Spørger: Kan du se den enhed, I altid har haft, og hvordan din broder har fået ting af din far; arven, tøj og en fest. Du havde måske også brug for at få noget?

Søn 2: Ja.

Spørger: I har måske begge to gerne ville have noget for jer selv og ikke bare dele det hele med hinanden. Din lille broder var bare så fræk, at han fik sagt det, mens du godt vidste, hvordan man burde opføre sig.

Søn 2: Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik brug for et bevis på kærligheden. Har I andre ikke brug for et bevis engang i mellem? Er det nok for jer bare at leve side om side? Og bare tro jer elskede? Sådan har vi det vist alle?

Spørger: Gik du med ind til festen og var glad som de andre?

Søn 2: Det vil jeg ikke svare på.

Spørger: Elsker du kun din broder, hvis han knokler for dig på gården, til han har gjort nok bod for den vrede, du tydeligvis har i dig?

Søn 2: Sådan kan du ikke stille det op, du siger jo selv, at kærlighed ikke kan fortjenes, men at den skænkes én.

Spørger: Sådan er Guds kærlighed, vi menneskers kærlighed er ikke så grænseløs. Husk på, at Jesus siger, at det er en lignelse om, hvordan Gud er far, ikke hvordan vi skal opføre os som børn. Måske var det lettere for dig store broder, hvis vi kunne aftale, at når din broder har arbejdet et år på gården, så må du godt lade din vrede gå i sig selv og blive til kærlighed.

Spørger: Vil din broders arbejde være et bevis?

Søn 2: Egentlig ikke, jeg må bare vente på kærligheden. Og tro at jeg elsker ham bag min vrede.

Spørger: Gud elsker i hvert fald dig selv om du ikke gør det din far mener du burde.

Søn 2: Tak jeg tror at far elsker mig og alt mit er hans selv om han ikke giver mig et kid som bevis.

Spørger: Sådan lever vi vist alle af, at vi tror os elsket, gør vi ikke?

Kirken er stedet vi går til, når vi er vrede på os selv og hinanden. Her kan vi komme og få Guds tilgivelse, som lille broderen, for det, vi ikke kan tilgive os selv, og som store broder, det vi ikke kan tilgive hinanden. Det er her vi mødes i troen på, at der findes en kærlighed, der kan rumme alt det og tage imod os med åbne arme også selv om, vi kan længes efter et bevis.

Amen

___

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen

DK-5000 Odense

E-Mail: lrl(at)km.dk