Lukas 18

Bag Jesus lidenskabelige anklager mod sine modstandere, der har djævelen, løgnens far, til far, – ligger to store spørgsmål: hvem er vores far – med andre ord, hvor hører vi hjemme, hvem tilhører vi, – hører vi overhovedet til? Og hvad er sandhed, sandheden om vort liv.
De to store spørgsmål hænger sammen.
Lidenskabeligheden, Jesus udtrykte, kom sig af det misforhold, Jesus med sine friske øjne så – mellem det at jøderne hævdede, de havde en Gud, men ikke brugte ham – som Gud.
I stedet brugte de Gud som en streng far, hvis bud ingen turde overtræde, og derfor holdt, – hvad angår det udvendige, men heller ingen for alvor regnede med, når det drejede sig om liv og død, med andre ord: hjertets tale.
Gud var ikke den kærlige far, som vi har fået et radikalt udtryk for i Jesu lignelse om den fortabte søn, men den fjerne, strenge far, hvis bud man overholder for ikke at få ballade, men så i øvrigt passede sig selv – efter egne eller slægtens love – når det kom til stykket.
Hvad Jesus meget klart ser er, at et sådant Gudsforhold sætter hele virkeligheden på hovedet, så den bliver til løgn.
Et sådant billede af Gud, gør Gud til en nidkær stammehøvding, der er tilfreds bare han får sin del af byttet og får fastsat de ydre rammer.
Mens det enkelte menneske eller folket som helhed kan skalte og valte med resten, – uden at uden Gud blander sig.
Den egentlige del af livet får mennesket for sig selv.
Men det er løgn – en løgn der rammer både Gud og menneske.
For når mennesket ikke forholder sig til Gud som den Gud, der har givet livet og vil noget bestemt med det, noget som kun mennesket frit kan give tilbage, så afslører det noget om den måde, mennesket opfatter sig selv på.
Vi ser ikke os selv som Jesu samtid gjorde, – men resultatet er det samme: Gud trænges ud i randen af vort synsfelt, hvor vi ikke regner med Gud.
Der hvor vi lægger vægten er, at vi er blevet vore egne herrer – med Gud eller uden, har vi fået vores frihed, vi har fået frihed til og ret til at skabe vores egen verden.
Og skal kun stå til ansvar over for os selv.
Ved at fremhæve det gode i mennesket, og sørge for opfyldelsen af vore behov, kan vi et øjeblik mellem borgerkrigene, der hærger i dag, nøjes med at tro på en vag Gud i randen – eller et mere mellem himmel og jord, som dog ikke påvirker vore hverdag synderligt.
Og med friheden og retten til at skabe vores egen verden er der kommet noget både grænseoverskridende og umætteligt over os.
Noget som har givet os et både besiddende og forbrugende forhold til de ting, vi omgiver os med, men også til vore medmennesker og til den natur, vi er en del af.
Og på det personlige plan indretter vi os med misundelsens, forurettelsens og utilfredshedens dæmoner, for de gør os trygge.
Når Jesus taler så desperat som han gør, skyldes det ikke bare at han ser med friske øjne, men det langt dybere,
at han ved, at hans samhørighed med det sted han kommer fra, med sin Gud og far,
kommer til at koste ham livet.
Fordi mennesker ikke forstår hvem Gud er, hvis ikke han lægger krop til at vise det.
Og vise det, der ikke er set før: at Gud gir afkald på sin magt – for at komme i forbindelse med os.
Det er udadtil – over for de andre, Jesus slår fra sig, men det er også en desperation i forhold til Gud.
Han føler at Gud er gået i sin egen fælde og har gjort ham, Jesus til offer. Den indsigt, han kæmper for at vinde, i de dele af bibelen, vi hører i fasten – op mod påske, er den frivilligt at ville gøre sig selv til et udtryk for Guds plan – samtidig med at han ændrer planen, så den i yderste fald kommer til at koste ham selv livet, men til gengæld redder verdens liv. Så Jesus fra at være et viljeløst offer bliver det sande offer: Guds liv, der hengiver sig til den verden der ikke forstår ham.
En gave, der åbenbarer det vi ikke kan tåle eller tåle at høre, at Gud ikke er en magt, vi kan betale tribut til, men en kærlighedspartner.
Der, hvor Jesus er i på daværende tidspunkt, er lidelsen i ikke at blive forstået –
Vi som lever på den anden side af den første påske har mulighed for at se, at Gud ikke er svag , fordi vore tanker om ham er svage, men fordi han har gjort sig svag.
Hvad Jesus her er ved at vinde klarhed over er, at den egentlige styrke er den at gøre sig svag, at fravælge den magter vi ellers dyrker: nødvendighed, afstand, overlevelse.
Alt det magtfulde i hans eget væsen, der konkurrerer med vores selvhævden og manifestering ofrer Gud.
Han tømmer sig for al tvang og magt i én stor hengivelse, som kan blive meget traumatisk for ham.
For hvis vi ikke modtager den kærlighed, går han under!
Men med Jesus som sin viljes udtryk kan han ikke andet end tigge om kærlighed, – fordi han selv er ren kærlighed.
Når vi vender os om og giver os til at svare ham, betyder det ikke, at vore liv bliver problemløse lykkeparadis – han tager ikke de kors fra os, vi bærer, – det kan han ikke, hans styrke er blevet forvandlet til kærlighed, men vores chance er, at han ikke lader os i fred nogensinde med vort billede af gud til husbehov eller den fjerne gud.
Hvad han gør er at lænke sig til vort liv og skæbne, så vi kan tage del i det, der møder os. Og lade andre billeder af Gud vokse frem.
Den græske forfatter Nikos Kazantzakis s billede af Gud,
kommer den sandhed, som Jesus taler om, nærmere:
Min Gud er ikke almægtig.
Han kæmper, er i fare i hvert øjeblik, sitrer, snubler sammen med hvert levende væsen, skriger.
Min Gud er ikke algod.
han er fuld af hårdhed, vild retfærdighed, og
han tager af ubarmhjertigheden.
Han er en kraft som rummer alt. Den føder alt, elsker alt, tilintetgør alt.
Min Gud er ikke alvidende. Hans hjerne er en harve af lys om mørke, og han forsøger at vikle den ind i kødets labyrinter.
Kødets labyrinter – det er vores liv. Vore krop, vores historie.
I den lever Gud.
Og derfor kan vi ikke forbruge de andre – det ville være at støde Gud fra os og understrege det traumatiske ved Guds kærlighed.
Når Gud ikke holder sig for sig selv, men lever mellem og i vore liv, så er vi kun mennesker, når vi lever i dyb afhængighed af hinanden, vævet sammen i hinandens skæbne og væren til. Vi vil vide, hvor vi hører til, skal vi se i retning af de andre.
Fra den styrke, som består i at stå ved sin svaghed, ved vi hvor Gud er.
Gud har uendelig svaghed for os.
Derfor kan vi høre hjemme der.
Amen

Sognepræst Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 – 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk