Første søndag i fasten 2024 | 18.02.2024 | Lukas 22,24-32 | Af Anna Jensen |

Tæppet der trækkes væk under os

Tjener-sketch’ne hører til de mest klassiske spejdersketchs. Hør engang:

”Tjener, denne gulasch er forfærdelig!”
”Kokken her på stedet lavet gullasch fra før du blev født!”
”Det kan godt være, men hvorfor har han gemt den til mig?”

Eller:

“Tjener, der ligger en flue og sover i min suppe”
“Undskyld hr. Nu skal jeg vække den”

Og sådan kunne vi blive ved.

Når man skriver en sketch eller en vittighed, så spiller man på tilhørerens antagelser. Når vi hører en tjener-vittighed, antager vi, at den foregår på en resturent. Vi ser scenen for os, gæsten har et problem og tilkalder tjeneren. Normalt, hvis der er problemer med fluer i suppen, eller maden på anden måde ikke er i orden, forventer vi, at tjeneren straks beklager og henter en ny portion, men ikke i tjener-vittighederne: Her trækkes tæppet væk under tilhøreren, når tjeneren giver sine højst overraskende svar. Humoren ligger i overraskelsen. Stand-up-komikerne som kan deres fag, bygger dygtigt deres historier op, så vi som tilhører følger med dem, og så lige pludselig, river de tæppet væk under os. Historien tager en drejning vi ikke har forudset.

”Hvem er størst?” spørger Jesus i dag, ”den der sidder til bords eller den der tjener? Er det ikke den, der sidder til bord?” – Jo, tænker vi som tilhører, sådan må det være. Vi følger Jesu argumentation. I den normale verdensorden, sidder kongen ved bordet, mens tjeneren vimser rundt. Men så gør Jesus brug af samme retoriske kneb som en stand-up-komiker. Han trækker tæppet væk under os. ”Næ, jeg er jo iblandt jer som den der tjener.” Hele vores verdens billede vendes på hovedet og skal kalibreres. Kongen er ikke den største, Jesus var ikke leder eller mester for sine disciple, han var deres tjener! Jeg ved ikke om Jesus havde humor, men lidt sjovt er det i grunden. Alt det vi antog om verden, viser sig i Guds øjne at forholde sig lige modsat.

Det kan vi jo så sidde og grine lidt af på kirkebænken, men måske har søndagen evangelium ikke helt samme chok-effekt på os, som det havde på disciplene. Tæppet trækkes ikke helt væk under os, fordi vi anerkender allerede Jesu budskab. Er der et af biblens budskaber vi virkelig har taget til os i Danmark, så er det lige det her! Danmarks arbejdsmarked er kendt for sine flade hierarkiske strukturer. En chef har ikke mere magt end hans medarbejdere giver ham. Et eks.: En kontorafdeling skulle have en ny mellemleder. Den øverste chef udnævnte en af medarbejderne. Det fik én af de andre medarbejdere til at klage til den øverste chef, hvortil chefen svarede: ”Jeg var ikke klar over at du selv så dig som leder”. Men næ nej, det gjorde medarbejderen bestemt ikke, hun syntes bare ikke at den anden medarbejder var kompetent nok til at blive hendes leder.

I kirken er det også svært at finde ledere, ikke mange præster ønsker at være provster. Magt er ikke tillokkende, hverken på præster eller kvinder. Der mangler kvinder i lederstillinger i erhvervslivet og i bestyrelser. Man kan løse problemet med de manglende kvinder i bestyrelser ved at indføre kønskvotering. Men sagen er; Kvinderne har valgt det gode. De vil hellere være ved deres børn og hygge sig med deres veninder og gode liv, end besværet med at træffe upopulære beslutninger, stress og jag.

Kvinderne har ikke brug for magten, de har ikke brug for at blive set op til. Man kan jo blive anerkendt på mange måder. Mange vil gerne anerkendes for deres faglighed. En dygtig bogholder kan blive mere anerkendt på sit arbejde, end en dårlig chef. En dygtig børnehavepædagogs arbejde bliver påskønnet af børn og voksne, måske mere end den kommunale mellemleder, der laver omstruktureringer og besparelser. Først når anerkendelsen mangler, trækkes tæppet væk under os.

Hvis vi føler os anerkendt af vores nærmeste og set i vores professionelle liv, tænker vi ikke meget over det. Kain følte sig ikke anerkendt. Både Kain og Abel bragte deres offer til Gud. Abel tænkte ikke så meget over det, mens Kain grublede. Gud tog ikke imod hans offer, og Kain følte sig overset. Han blev ked af det og vred. De stærke følelser tog overhånd og førte til brodermord. Det er vigtigt for et menneske at blive anerkendt, mangel på anerkendelse kan gøre os syge helt ind i sjælen. Når vi påtager os tjenerens rolle, som Jesus siger, at hans disciple skal gøre det, så forventer vi anerkendelse for det. Vi kan godt ydmyge os selv og tjene andre, men vi forventer på en eller anden måde, at det vil gavne os.

Når vi giver en gave, så forventer vi en tak. I ordet ”tak” ligger anerkendelse, ”ja, jeg har set hvad du gør for mig, tak.” Ofte forventer vi også gengæld, den der modtager en gave, er skyldig i at give en gave den anden vej, det er gavens logik. Det er ikke altid, at dem vi giver gaver til, er i stand til at takke os. Om et par uger samler vi her i sognet ind til Folkekirkens nødhjælp. Pengene går til krigens ofre både i Gaza og Ukraine, men vi forventer ikke, at krigens ofre giver os gaver eller sender et takkekort tilbage. Alligevel forventer vi en anden anerkendelse. Indsamlingens ledere skal huske at takke os der frivilligt stemmer dørklokker, vi vil gerne have noget positiv stemning fordi var har meldt os som frivillige. Sidste år fik vi en rød mulepose som tak. Muleposer har vi måske nok af, men muleposen har en signalværdi, for nu kan alle andre se, at dem der har en af de røde poser, er en af de gode. Alle vi gode frivillige, kan nu bryste os af at tilhøre gruppen af dem der giver, vi er de ressourcestærke. På den måde tilhører vi pludselig de største, dem Jesus talte om, dem der kan kalde sig selv velgørere…

Men sådan skulle det jo ikke være! Vi skulle jo ikke kalde os selv velgørere, vi skulle være tjenere…

Jesus selv var tjener, uden at forvente noget som helst. Sagde disciplene nogensinde tak til Jesus? Vi hører ikke om det. Tværtimod. Søndagens evangelium udspiller sig på skærtorsdag aften, Jesus har lige indstiftet nadveren. I løbet af natten vil alle disciplene svigte Jesus. Utak er verdens løn. Men det afskrækker ikke Jesus. Tværtimod. Satan gør krav på Simon, men Jesus beder for ham. Langfredag vil Jesus lade sig korsfæste, fordi hans kærlighed til menneskene er højere end kærligheden til sit eget liv. Så langt er han villig til at gå i sin tjeneste.

Jesus anerkender sine disciple som mennesker. Han ved godt, at de ikke kommer til at leve op til det, han har pålagt dem, at de ikke kan være uselviske tjenere. Sådan er det også med os. Gud anerkender os, som de mennesker vi er. Vi er kaldet til at tjene Gud og hinanden. Vi gør vores bedste, men vi kan, ligesom Simon Peter svigte, når det virkelig gælder. Derfor Jesus gik i døden for os, for at vi kan få syndernes forladelse.

–

Så blev tæppet alligevel trukket væk under os. Ikke som en vittighed, men som en afsløring. Vi er ikke så gode, som vi gerne ville være. Derfor må vi bøje vores hoveder, bede til den nådige Gud og sige:

Lov tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, søn og helligånd.

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk