Markus 14,3-9

Kvinden med alabasterkrukken | Palmesøndag | 24.03.2024 | Markus 14,3-9 | Eva Holmegaard Larsen |

En halv times kørsel fra den franske by Reims ligger den lille by Hautteville i den region, der hedder Champagne. Her ligger benediktinermunken Dom Pérignon begravet. I 1638 flyttede han til den lille by for at virke som præst og vinavler.

Men på grund af det særlige fugtigt-kolde klima på Champagne egnen, gik der noget galt med druernes fermentering, så vinen blev fyldt med bobler.

Det var en fejl i processen – men hvilken fejl!

Det må have været virkelig dårlig dag for Dom Pérignon, den dag han opdagede, at hans vin var mislykket. Men han lærte af sin fejl og den vidunderlige boblende vin var skabt.

Hvorfor begynder jeg denne palmesøndag med at tale om champagne? Det gør jeg, fordi eksemplet med munken og den boblende vin siger noget om det gode ved at fejle.

Man skal ikke være så bange for fejltagelser og nederlag. Vi fejler alle. Selv dem af os, der gerne vil være ufejlbarlige – og det er måske den største fejl af alle, at ville være fejlfri.

For “alle skuffer over tid”, som gruppen “Minds of 99” synger i en især af unge mennesker meget populær popsang.

Alle fejler og lider nederlag.

Alligevel er vi så bange for, at andre skal se det.

Det er altid vores sejre vi taler om og viser frem.

Glade billeder af os selv, på de dage hvor vi ser bedst ud og gør et eller andet overskudsagtigt. Vi poster billeder af os selv i sportstøj, eller på en spændende rejse, eller med en dyr og eksotisk drink i hånden, smilende, vellykket og omgivet af venner.

Men det glas bobler, vi gerne vil foreviges med i hånden på en glad aften, blev altså til ved en fejltagelse, der i første omgang fik angstens sved til at pible frem på panden.

Og dét kan vi lære af Dom Pérignon: at hvis han ikke havde fortsat med at producere vin, og så den samme fejl gentage sig og begyndte at undre sig og undersøge, hvad der gik galt – så havde vi aldrig haft de vidunderlige dråber.

Mange af de største opfindelser er blevet til ved et uheld.

Efter en ferie kom den engelske læge Alexander Flemming i 1928 hjem til sit laboratorium og opdagede, at der var gået svamp i hans laboratorium. Det var ikke godt, for svampen havde dræbt alle de bakterier han dyrkede i laboratoriet i forbindelse med sin forskning – men på den måde opdagede man penicillinen.

En fyr, der hedder John Pemperton ville kurere sin hovedpine med cocablade og colanødder. Men så står han og fumler og taber det hele ned i et glas danskvand – og siden har det heddet Cocacola.

Brødrene Kelogg mislykkedes i 1894 med at valse hvedekorn, men da de blev afbrudt i deres arbejde og først vendte tilbage mange timer efter, var hveden blevet til sprøde hvedeflager. Og så fik de ideen til cornflakes.

Sådan kunne jeg blive ved. Der er mange eksempler og pointen er, at hvis man er bange for at fejle, så kommer man aldrig igang med noget og så får man ikke begået de vigtige fejl.

Det ved enhver forsker eller producent eller opfinder. Der må være en vis risikovillighed. For ellers sker der ingenting.

Det kan også overføres til livet i almindelighed. At leve er at leve med risiko. At ville leve og opleve, drømme og håbe, ønske noget, vove at være glad, elske et andet menneske og vise tillid og give af sig selv. Det er alt sammen forbundet med stor risiko.

Men hvad sker der, hvis vi ikke tør? Hvis vi alle sammen af frygt for at fejle, blive skuffede, afvist, hånet og udskammet, bliver nogen der går og gemmer på os selv.

I dagens fortælling møder vi en kvinde, der handler uden at have øje på konsekvenserne. Hun handler impulsivt og set udefra temmelig dumt, da hun slår hul i en krukke ægte og meget kostbar nardusolie og hælder hele indholdet ud over Jesus. Tømmer simpelthen krukken over hans hoved, så det løber ned af ham.

Og reaktionerne udebliver da heller ikke.

For det første er hun brudt ind i et lukket selskab. Hun var ikke en af gæsterne. Hun var bare en kvinde ude fra gaden.

Læser vi den samme historie i Lukasevangeliet, er hun blevet til en “kvinde der levede i synd”. Altså en letlevende, falden kvinde. Hvilket gør forargelsen endnu dybere.

Men forargelse er der ellers nok af her i Markus’ fortælling. Hele selskabet vrider sig af vrede. Hvad bilder hun sig ind? At ødsle med sådan en fin og dyr krukke nardusolie? Den kunne jo være blevet solgt for rigtig mange penge, som man kunne give til de fattige i stedet for at spilde det hele ud over Jesus og ned på gulvet.

Måske skulle vi faktisk se en flaske Dom Pérignon for os. En af de rigtig dyre flasker. Et par hurtige klik på google giver mig en pris på 5.399 for en af de gode årgange. Hvis vi sad til middag og oplever, at der for øjnene af os bliver hældt sådan en flaske ud over en af gæsterne hoved, så ville vi nok have det som gæsterne den dag i Betania.

Men Jesus siger: Lad hende være, hun har gjort en god gerning mod mig. For han forstår, hvad hun har gjort og hvad hun prøver at vise ham. Det er en stor kærlighedsytring. For i hendes øjne salver hun ham til konge.

Dengang blev konger salvet. Med olie.

Og hun ser, hvad han er. Hun ser bag det, som ikke så særligt majestætisk ud. Og gid mennesker ville se på os på den samme åbne, seende som denne kvinde ser på Jesus.

Hun tror på ham. Tror at han er sendt af himlen som den, der skal frelse og forløse hele Guds skaberværk.

Nej, hun ved det i sit hjerte. Hun ved noget, som alle dem omkring ikke ser.

De ser en tosset kvinde gøre noget vildt overspændt.

Sådan kan det tilsyneladende tossede sommetider pege profetisk fremad.

Jesus ser hendes tro og hendes hengivenhed.

Han ser hendes vovemod.

Modet til at blive misforstået, foragtet og set ned på.

Jesus ser, hvad hun mener hun gør.

Selv vælger han at forstå det som en salving af hans snart døde krop. Som om hun allerede nu omsorgsfuldt forbereder hans begravelse.

Så hvad sker der her i stuen? Der sker det, at for øjnene af hele den stive verden, smelter to mennesker sammen i et åbent og ærligt sårbart møde.

Sårbar er også hele Palmesøndag, der bedst kendes for Jesus’ indtog i Jerusalem på æselryg.

Her kommer han, som jo skulle være noget særligt. Ridende på et æsel. Sagtmodig ridende på et æsel, som der står. Stilfærdig, underspillet. Som det mod, der ligger i bunden af en kærlig sjæl. Modet til at turde ydmygelsen. Fejlen og nederlaget.

Her kom han ridende uden pomp og pragt.

Som ville han sige: Kære jer, det er ikke alt som skinner, der er af guld.

Og de hylder ham og vifter med palmeblade. Men hvor længe bliver det ved?

Det bliver ved lige til den dag, han hænges op til spot og spe.

Som det mest ultimative nederlag.

Et liv der er gået helt galt. Den største smerte og dybeste ensomhed. Og alligevel til håb og trøst for hele verden.

For Jesus Kristus et smertefuldt nederlag. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Det råber han fortvivlet fra korset.

Men det fortvivlede råb fra Gud selv, fra Jesus – Gud væsen og billede her på jord – det fortæller os, at Vi aldrig skal være ensomme eller gudsforladte i vores nederlag og smerte.

Hans smerte er en åbenbaring af Guds kærlighed.

Han led nederlag. Han fejlede. Og vi vandt troen på Guds nærhed og kærlighed, selvom vi går helt til bunds.

Og det er æslets visdom: at ikke alt i livet er højt til hest.

Vi fejler og vi falder, og det er i virkeligheden vores dybe menneskelige fællesskab, som vi ikke skal være bange for at vise.

For når vi vil være perfekte, skinnende og fejlfri ligesom dem, der sad omkring bordet den dag i Betania og med foragt betragtede de to opblødte mennesker på gulvet foran – så bliver vi som dem: Arrogante fejlfindere, der af skam over vores egen ufuldkommenhed og alt det vi ser i spejlet hjemme hos os selv, bliver besat af at finde fejl hos andre.

Hvis vi ikke tør fejle, går verden i stå. Hvis vi ikke tør fejle, forstener livet imellem os.

Lad os ikke være bange for at udlevere os selv, vise vores svaghed, grine af vores latterlighed, og dele vores nederlag.

Som forfatteren C.S.Lewis siger et sted, så banes vejen til en ægte, varm, menneskelig relation, når den ene siger til den anden: “Hvad! Også dig? Jeg troede, jeg var den eneste, der…”

Så føler vi os hjemme i verden. Ikke alene. Men som en hel hær af æselryttere.

Glædelig palmesøndag.

Amen

—

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk