Markus 9,14-29

2. søndag i fasten | 25.02.2024 | Markus 9,14-29 | Marianne Christiansen |

”Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.”

Hvad betyder det, at nogen tager én ved hånden? To håndflader møder hinanden – alene i det ligger en opdagelse: ”Du er ligesom jeg. Vi er her sammen, og vi kan nå hinanden.”

Der ligger også et tilsagn: ”Tag lidt af mig. Tag fat i mig, hvis du har brug for mig”. Og: ”Jeg tør røre ved dig. Jeg kan mærke, at du er til. Jeg vil gerne tage del i dit liv.”

Der ligger i virkeligheden så meget i to hænder, der mødes, at vi slet ikke ville turde give hinanden hånden i det daglige, hvis vi skulle tænke over det hele hver gang. Og vi giver netop hinanden hånden i det daglige. Det er en smuk og god skik. Andre steder i verden har man andre smukke skikke for at hilse uden at give hånd. Måske er det at give hinanden hånden i virkeligheden også så overvældende et udtryk, at det er næsten er for meget at bruge i det daglige.

Men nu bruger vi altså det udtryk, og at det har endda overlevet al frygt for bakterier og smittefare. For det ligger der jo også i håndtrykket: ”Jeg er parat til at dele dine bakterier og sygdomme.”

Hvor stort det er at give hinanden hånd viser sig i, at når det virkelig gælder i vores liv – ved indgåelse af ægteskab; ved afgørende aftaler; ved forsoning mellem mennesker, der har været fjender; i kærlighedens spæde begyndelse – så betyder det alt at give hinanden hånden. I hænderne mødes de to adskilte væsner og tager del i hinandens liv.

”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op”. I det græske sprog, evangeliet oprindeligt er skrevet på, hedder det: ”Idet han greb hans hånd, rejste han ham op, og han stod op.” To bevægelser, der samles i hændernes møde: Jesus rejser ham og han rejser sig selv.

Denne unge mand befinder sig midt i en kaotisk kreds af tilskuere, med en fortvivlet far, der har kæmpet for hans liv, siden han var lille. Han er en dreng, der i alle andres øjne er et problem, farlig, uhyggelig, syg, besat af en sygdomsånd, der giver ham anfald. Han er et problem, en belastning. Han har aldrig kunnet være den helt almindelige søn, det helt almindelige menneske som andre. Han har altid skullet hjælpes og behandles og passes på. Nu bliver han helbredt i et voldsomt øjeblik. Stadigvæk er han genstand for noget, andre gør. Da han ligger stille på jorden, tænker alle, at han nok er død. For måske kan sådan én som ham i virkeligheden slet ikke leve – og slet ikke leve sammen med normale mennesker.

Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig. Mennesket rejser sig op.  Han står op selv, ved hans hånd, som gav ham oprejsning.

I mødet mellem de tos hænder genskabes drengens værdighed. Fordi Jesus gav ham hånden og ikke stablede ham på benene eller lod ham ligge eller bar ham væk, men gav ham hånden. Som et ligeværdigt menneske, ikke som et dæmonbesat problem.

Hvordan det siden hen gik den unge mand, hører vi jo ikke noget om. Hans liv blev vel som alle andres – fyldt  af glæde og sorg, et menneskeliv på godt og ondt. Men med erfaringen af at være én, der kan gribe andres hænder og tage imod, og give en hånd med til andre – skabt som menneske, af den gode til det gode, skabt i Guds billede.

På en måde er det øjeblik, hvor de to hænder mødes, det stille centrum i denne voldsomme historie, om dæmonbesættelse, om tro og vantro, om disciplene, der ikke kan finde ud af at helbrede, fordi de vil præstere og ikke som Jesus kan leve i bøn og hengivelse.

Jesus er Guds sande billede. Det er, hvad vi bekender og tror når vi kalder Jesus Guds Søn. Det betyder, at i hans menneskeliv ser vi, hvad der meningen med menneskets liv og hvem Gud er. Den kraft, der viser sig i Jesus, er Guds. Jesus, Guds udtrykte billede, rækker hånden til det menneske, der ligger som død på jorden, og hvis liv er hærget. Og han rejser sig. De står over for hinanden, så enhver kan se, at også det hærgede menneske er skabt i Guds billede, lige værdigt med Guds søn.

Sådan må vi også se på os selv og hinanden. I det øjeblik, vi rækker hinanden hånden, bliver vi mindet om, at vi er skabt i Guds billede – med lige værdighed givet af Gud.

Der er dæmoner nok, der hærger i livet og i verden og som tager værdigheden fra mennesker og forkrøbler det gode liv. Dæmoner, onde ånder er jo ikke overkommelige størrelser som på film og i uhyggelige historier eller i okkulte dyrkelser af det onde eller skjulte kræfter.

Dæmoner er både det uforklarligt onde, som overfalder vores liv i sygdom, misbrug og forvanskning af det gode liv, og den mærkelige lyst til det onde, som kan komme over os alle, så vi gør det onde, som vi måske ikke vil, men føler os drevet af, besat af – en trang til at ødelægge andres eller sit eget liv. Evangeliet er, at vi bliver befriet for dæmonmagten, fordi vi ikke bare er kastebolde, eller ligegyldige blandinger af godt og ondt, men er skabt til at være Guds børn. Mennesket er ikke en dæmon, en ond skabning. Ingen mennesker er det. Ethvert menneske er skabt i Guds billede med aftrykket af Guds godhed, kærlighed og nåde, og der kan ske det under, at det rejser sig op, fra alt det, der ødelægger livet. Det kan ske, når nogen rækker det hånden – fordi det er Guds bevægelse, oprejsningen, som Jesus bringer.

Også troen er på en måde et møde mellem hænder. Fra evangeliets fortælling har drengens fars råb givet genlyd gennem 20000 år til trøst for alle os småt troende: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” – jeg tror, hjælp mig, for jeg tror ikke. Det må betyde: ”Så hjælp mig dog, uanset hvordan min tro eller ikke-tro er: Skab troen i mig ved at hjælpe”. – Det råb bevarer os fra at tænke, at tro er en præstation  –  at hvis bare du tror nok, så kan du gøre det umulige; hvis bare du tror nok, kan du gøre folk eller dig selv rask. Bare tro på dig selv, hedder det – og ikke sjældent bliver det blandet sammen med troen på Gud. Som om Gud er et middel til at vise, hvor stor en tro, du har – på dig selv. Men hvis troen er en præstation, så er den jo ikke tro på andet end sig selv.

Den tro, Jesu kalder frem er åbenhed og håb – som en håndflade, der rækkes frem i bøn og i hjælp.

”Alt er muligt for den, der tror”, siger Jesus. Det betyder ikke, at den, der tror kan gøre alt muligt og lykkes med det. Men at for den, der tror, er alt muligt: Alt kan håbes – selv det umulige må du håbe på og åbne hænderne for. Selvom det ser håbløst ud, og selvom du synes, du selv er skyld i hele elendigheden.

”Tro er fast tillid til det, der håbes på”, står der i Hebræerbrevet (11,1). Og derfor rummer faderens råb vores alles trosbekendelse. Trosbekendelsen er en bøn: ”Jeg tror, hjælp min vantro: Grib min hånd, også når jeg ikke selv kan række den frem først, og rejs mig op, så jeg kan rejse mig.”

Det er vores tro og håb til Gud. Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk