Englenes glæde

3. søndag efter trinitatis | Lukas 15,1-10 | Salmer DDS: 751 – 12 – 302 — 492 – 414 | Af Anne-Marie Nybo-Mehlsen |

Englenes glæde

At være tabt og blive fundet. At være og at blive. Der er en hel verden i de to ord. Prøv du bare at beskrive, hvad din væren er, lige nu i dette livsøjeblik, denne søndag. Fortæl mig,– ikke hvem du er, men netop hvad og hvordan du er.  Jeg har tid til at lytte efter, og spørger gerne ind for at gå på opdagelse sammen med dig, hvis du vil.

At være og at blive. Imellem ”være” og ”blive” er der en afgrund, en uoverstigelig afstand i tid. Her kan vi kun vente, ikke springe. Vi kan gætte og beregne, og vi kan planlægge, men uanset hvad, vil det vise sig, hvad vi bliver. Vente og være, ….vente på, hvad vi bliver.

Hvad kan vi gøre til eller fra, hvis det er sådan, det er? Kan fåret eller mønten gøre andet end at vente på at blive fundet? Kan de gøre til eller fra, om de er tabt eller ej? Fåret kan måske gøre lidt, for det kan holde sig til flokken, kan det. Men får er ikke så kloge dyr, de kender ikke forskel på højre og venstre og bliver let skræmt, så de hverken hører eller ser, men bare spæner. Mønten kan i al fald ingenting gøre – den er viljesløs.

Billederne her passer ikke helt på mennesker, som vi er flest, selvrådige, bevidste, kloge mennesker, der i høj grad selv bestemmer retning og mål. Og selv bestemmer, om vi vil være med i flokken eller vil være os selv. Måske er vi for selvoptagede, hvis vi straks identificerer os med fortabte får eller en mistet mønt? Måske handler det her meget mere om glæden over at finde, og eftersøgningens vilje og festen for genforeningen?

Tænk hvis det her handler om Gud? – og om englenes glæde?

Måske ville Jesus have fortalt lignelsen fra en anden vinkel, hvis han fortalte den til nutiden, der ikke anser sig som særligt tabte eller vildfarne. Vi har det meste af tiden nok at gøre med at æde alt det friske grønne græs, vi kan se omkring os. Mætheden indtræffer.

Ville Jesus i dag fortælle om mennesker, der søger Gud? Og om glæden ved at finde et fællesskab, der bærer? Tolderne og synderne dengang var de udelukkede, de foragtede, de på forhånd dømte – og de holdt sig nær til Jesus, fordi de her mødte en, der ville bære deres historie og skæbne, og giver dem ny retning, ny mulighed og et tilhørsforhold, der brød murene af livsvilkår og livsvalg. De søgte og de blev selv fundet – og forandret. Og glæden var stor nok til en fest.

Der er ingen garanti for, at mennesker ved, hvor vi egentlig hører til og nok skal lade os kalde hjem, hvis vi bliver kaldt på. Der er ingen garanti for, at vi tror lige tilpas nok til at genkende hyrdens stemme, eller at livets afkroge ikke er mørkere og længere borte, end at vi kan findes, hvis ellers der bliver ledt grundigt nok.

Der er faktisk en reel risiko for at blive mistet, at være tabt. En risiko, vi selv mærker, hver gang vi taber andet og mere end bukseknapper, mønter og kæledyr. Vi mister og taber så meget, så mange undervejs, både noget, der kan ledes efter og måske genfindes, men også noget, vi ved er tabt uden for rækkevidde, borte for altid, umuligt at nå. Ja, vi kan miste hinanden, og et menneske kan blive væk, være fortabt uden for enhver rækkevidde. Vi mærker fraværet, smerten, savnet bare ved tanken om det. Skulle Gud føle mindre savn, smerte og fravær end vi gør?

Den uforbeholdne jubel over at have fundet siger noget om det tabtes værdi, om forholdet mellem Gud, der søger, og os, han finder; – om den dybe kærlighed, der insisterer på, at vi er umistelige – hver eneste en af os.

Nu bliver fortællingerne om fåret og mønten til udtryk for Guds lidenskab. Jesus, der fortæller, er selv gået ud for at lede, har givet afkald på egen sikkerhed, for at bære fåret på sine skuldre tilbage. Vi er ikke yndige snehvide lam, men tunge, selvrådige og temmelig beskidte får. Han hidkalder alle engle til festen for de fundne, og ja, vi hører åbenbart hjemme i et fællesskab af engle, der som gode nabokoner kerer sig om os. Der er ingen grund til at dømme ude, foragte andre og forstille sig selv, som de skriftkloge og farisæerne tror det. De knokler i perfektionismens navn og tør ikke stå ved egne fejl og mangler. De kræver at stå som den bedste udgave af sig selv. Klinger det velkendt, når de mener at skulle søge selv og finde frem selv?

Er det tid til at vi indfinder os i det menneskelige og lader Gud stå inde for at være Gud? Hvad sker der med os og med fællesskabet os ”med-får”, undskyld: os medmennesker imellem, hvis vi tager Jesus på ordet, når han fortæller, at vi er uundværlige? I sidste ende kan det være, at verdens ende endevendes, at afgrunde overskrides, at gulvbrædder brækkes op og at de dybeste afkroge af ”umuligt” og ”aldrig mere” lyses op. Måske skulle vi regne med det og leve med hinanden som uundværlige søskende og anledning til englenes glæde? Amen.

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk