I vores hurtige og omskiftelige verden er der hele tiden
nogen, der tager temperaturen på vores meninger om alt muligt. Der går næsten
ikke en uge, hvor man ikke bliver ringet op af et meningsmålingsinstitut,
der spørger om ens holdning til alt mellem himmel og jord, eller
man bliver spurgt af et eller andet offentligt eller privat firma, hvad
man som kunde mener om deres produkter og service. Alt skal i disse år
måles og vurderes og analyseres.
Derfor har vi hele tiden nogen ved siden af os, der kommenterer vores
måde at leve på og tager stilling til vores holdninger. Man
kan af og til synes, at vi helt glemmer at leve, fordi vi indretter os
efter, hvad alle disse mange forskellige analyser og målinger siger.
Resultatet er, at vi bliver frygteligt forvirrede, for der er ikke overensstemmelse
imellem dem. De har nemlig udover deres oplysende side også til
formål at sælge det firma, der har bestilt målingerne.
Hvor er „virkeligheden“ egentlig henne? Vi kan analysere alt,
kommentere alt eller få kommentarer til alt, hvad der sker. Men
hvad skal vi egentlig rette os efter?
Går vi et øjeblik ind på de moderne analyser af os
og vores tid, så er vi ved at blive temmelig orienteringsløse.
Vi ved snart ikke, hvad vi skal holde os til, når vi danner vore
holdninger. Måske ikke så underligt, at der går en
tendens gennem hele verden til at hylde det, der var engang. Det, der
var sikkert, eller i hvert fald det, som ser sikkert ud for os nu.
Det er et problem for mange, at vi ikke har nogle helt bestemte opfattelser,
vi orienterer os efter. Og gør vi så det alligevel, vil
vi ret hurtigt opdage, at vi har valgt det, som alle andre valgte i går,
men som de ikke vælger i dag. Vi er sat af, kørt ud på et
sidespor. Eller vi kan finde, at vi på en mærkelig måde
– midt i et oplyst videnssamfund – befinder os i et uigennemtrængeligt
mørke.
Når vi så hører de to gamle tekster, som har hørt
til denne Helligtrekongerssøndag, siden den blev en kirkelig helligdag
eller fest i det 2. århundrede, så slår det os måske,
at vi jo slet ikke er de første, der ikke har kunnet finde ud
af at orientere os.
Esajas, den gamle vise profet, stillede sig yderst kritisk overfor sit
folk, fordi de ikke holdt sig til det, som var forordnet dem i Moseloven.
I de meget urolige politiske forhold, der herskede i Israel i 7. århundrede
før Kristi fødsel, rendte folket og dets ledere efter Esajas
mening hid og did. De lyttede ikke til ham eller til andre profeter.
Det var for Esajas som om et mørke sænkede sig over dem.
Da kom det syn til ham, som vi har hørt lidt af i dag. Han taler
til folket om at rejse sig. Det skal rette sig op, se at nu bliver mørket
tvunget væk. Der kommer én, som mørket ikke kan få bugt
med. Om ham skal alle folkeslag samle sig. De skal komme langvejs fra
til hans lys.
Esajas levede altså i en tid, hvor mennesker havde lige så svært
ved at finde ud af deres liv, som vi gør. Han så, at der
er kun én, der kan sætte retningen for menneskers liv, det
er Gud, der har givet os livet. Han er lyset, og han er det urokkelige
udgangspunkt.
Evangelieteksten, den anden gamle tekst til denne dag, afspejler også menneskers
diffuse opfattelse af, hvad de skal orientere sig efter i livet. De vise
mænd er ikke nærmere beskrevet. I virkeligheden ved vi ikke,
om de var konger, som den senere tradition har sagt, eller om de var
magere, det vil sige stjernetydere. Alt dette er udsmykninger på fortællingen,
som er kommet til senere.
Det er for mig at se heller ikke det mest interessante. Det er til gengæld,
at beretningen om de tre vise mænd tager nogle motiver op, som
vi nu kender fra profeten Esajas syn, at folkeslag skal samle sig om
lyset, at de skal drage af sted fra deres eget til ham, for at finde
lyset.
De vise mænd orienterer sig efter stjernerne. Det er der en ældgammel
tradition for. Nogle af de fremmeste til at tyde stjerner var babylonierne,
men fra alle folkeslag i verden kender vi deres optagethed at stjernerne.
På forskellig vis har man kædet stjernes bevægelser,
stjernebillederne og menneskers liv sammen. Vi kender det jo så godt
selv. Hver uge er der i blade og aviser horoskoper, og astrologien tages
igen af en del mere seriøst end det var tilfældet for år
tilbage. Nytårstiden er også altid astrologernes tid, hvor
de prøver at få os til at tro, at de kan forudsige, hvad
der vil ske i det nye år.
Vi ved også, at det kan vi ikke have megen tillid til. Det er
underholdning og uskyldigt som sådan. For de vise mænd var
det ikke underholdning. Der var det alvor. De havde en tiltro til, at
de igennem beskæftigelse med stjernerne kunne finde ud af, hvordan
de skulle leve deres liv. De kunne også gennem stjerne forudse,
hvad der ville ske i fremtiden.
For dem var der knyttet en forventning til enhver ny stjerne, som viste
sig. En ny stjerne var tegn på en ny konge. Stjernerne var vejvisere,
når man rejste om natten. og slutningen derfra til at gøre
dem til vejvisere i livet som sådant, er naturlig.
Det fortæller os, at disse vise mænd gennem deres tradition
og søgen efter mening, fandt frem til det, der er det egentlige
lys: Kristus. Deres egen tro og deres måde at være til på og
at være folk på, ledte dem på vej. De blev vist videre
end det, de havde fundet var deres livsgrundlag, fordi de blev ved med
at søge i det.
Derfor kan vi tage det meget afslappet, når vor tid beklages.
Det er ganske rigtigt, at vi lever i en tid, hvor alting skifter meget
hurtigt. Det er lige fra indslagene i en radioavis, til hastigheden af
klipningen i film og kravet om, hvor hurtigt en ny regering eller virksomhedsleder
skal levere resultater. Vi er nok ofte utålmodige og er selv med
til at presse tempoet op.
Lad os dog også se positivt på det og styrke den søgen
i alt dette, som kan styrkes. Der er ønsker om at finde vej, og
fordi der er mange veje, er der meget , der bliver afprøvet. Lad
os ikke beklage det. Lad os hellere tage ved lære og hver især
blande os i det og være med til på den store markedsplads
at råbe op om, at vi kender et budskab om en vej i livet, der føres
ud af verdens og sindets mørke til lyset.
For det er jo sådan, at vi blandt alt det, der er en hjælp
til at finde vej i livet, finder noget, der er langt mere enkelt og solidt
end andet. Det er en modsigelse, som erfaringen er den bedste dommer
over, at et menneske, der befinder sig i mørke og ikke kan orientere
sig selv skal finde ud af og skaffe lys. Det kender vi alt for mange
menneskelige tragedier til at vide, at det kan ingen mennesker.
Vi ved jo så godt, at intet menneske er selvberoende i grunden.
Vi ved godt, at intet menneske kan skabe sig sit liv. Vi forveksler ofte
dette, når vi ser og erfarer, at vi i mange tilfælde kan
være yderst heldige med at udforme en del af vores livsvej.
I dag kan de fleste unge være med til at forme deres arbejdsliv.
Og dog er det en sandhed med store modifikationer. Det er kun de stærkeste
og heldigste, der kan det. Men der er en tendens til, at redskaber fra
et område flytter med over i andre områder, hvor de ikke
er så brugbare. Derfor ser vi at instrumenter fra karriereplanlægning
og virksomhedsudvikling tages i anvendelse i det private og personlige
liv. Det menneske, som tager dette i anvendelse i fuldt mål, ender
altid med at komme til kort og ender i et mørke. Af én
bestemt grund: at man ikke kan gøre sine medmennesker til brikker
i sådan et spil, uden at det ender i at fratage dem deres menneskelighed.
Da bliver det søgende og planlæggende menneske ensomt og
formørket. Det er gået op for ganske mange i disse år.
Det er der heller ikke grund til at beklage. Det er vel baggrunden for,
at vi på alle områder i dag taler om, hvad der er vores værdier.
Jeg bryder mig ikke meget om den diskussion, for en værdi er noget
man fastsætter i en handel. Jeg vil hellere tale om, hvad der er
det bærende menneskesyn i vores kultur. Deri kan vi finde en ledestjerne
for både vores personlige liv og vores arbejdsliv.
I en så mangfoldig kultur som vores, er der ikke ét men
mange syn på mennesket. Det er de politiske ideologiers baggrund.
Alligevel er der dog et grundlæggende syn, som vi kan finde i de
mange lag af historie og traditioner, vi bygger på. Det kommer
selvfølgelig fra kristendommen, og det er det ene af de bærende
elementer der går igennem alle julens fortællinger og beretninger.
De to elementer er fortællingen om, at lyset er kommet til verden
i Jesus Kristus. Kommet i et menneske, der også er Gud, og at han
er ledestjernen i alle menneskers liv. Han er ikke kun for jøder,
han er også for de hedenske vise mænd, han er for alle. Det
andet bærende element er netop dette, at han er for alle, og at
han løfter os ud af det mørke, vi kommer i, hvis vores
verden kun består af ét menneske, nemlig os selv.
Menneskelivet er kendetegnet ved afhængighed. I mødet mellem
to eller flere opstår lyset. Vi er budbringere, vi leder efter
lyset for os selv, men bringer det samtidig til hinanden.
Der er en gammel legende, som jeg gerne vil slutte min prædiken
med i dag. Den fortæller, at der ikke kun var tre vise mænd
men fire. Den ene kom bare ikke med. I parentes bemærket, så prøv
engang at gå op på galleriet og find det store billede af
de vise mænd, der finder Jesus i Betlehem. Er der ikke en fjerde
vismand helt ude til venstre i billedet?
Legenden om den fjerde vismand fortæller, at da han så den
ny stjerne, solgte han først alt, hvad han ejede og købte
tre kostbare sten. En blå safir, en rød rubin og en hvid
perle. Det skulle være hans gaver ti den nye kongesøn.
Lige da han skulle af sted, udbrød der sygdom i hans by, og han
måtte blive for at hjælpe. Han glemte helt, at han skulle
have været af sted. Han solgte endda den blå safir for at
få råd til at købe mad til de syge.
Da han var færdig med dette, var de andre tre vise mænd
for længst over alle bjerge. Den fjerde vismand måtte derfor
rejse alene. Han nåede frem til Betlehem og blev der vidne til
den store tragedie, at kong Herodes af frygt for den nye konge havde
slået alle drengebørn under to år ihjel i Betlehem.
Den vise mand solgte den røde rubin for at få penge til
at kunne hjælpe de mange familier, som havde brug herfor.
Den vise mand fik færten af, at Josef var flygtet med Maria og
Jesus til Ægypten. Han søgte derfor at rejse derned, men
han mødte hele tiden nogen, der havde brug for hans hjælp,
så heller ikke i Ægypten fandt han Jesus-barnet.
Mange år efter, var han stadig på vej hen for at finde den
konge, stjernen havde vist vej til. Han kom da til Jerusalem, lige da
hele byen krævede, at Jesus blev korsfæstet. Den vise mand
blev forfærdet og ville hindre det. Han solgte sin hvide perle
for at kunne løskøbe Jesus. Han skyndte sig ti Golgata,
men endnu engang mødte han et menneske, som havde brug for hans
hjælp. Det var en ung pige, der var på flugt fra nogle mænd,
der ville sælge hende som slavinde. Han købte hende fri.
Nu havde han ikke flere af sine tre gaver i behold, og han kom ud ti
Golgata netop da Jesus døde på korset. Det hele var for
sent!
Ved Jesu død spaltede templets forhæng i to, klippen, hvor
Golgata lå, revnede, og en sten herfra ramte den fjerde vismand
i panden, og han faldt om, men i en drøm så han, at kongesønnen,
der var blevet født i Betlehem havde modtaget hans kostbare gaver.
For den blå safir, den røde rubin og den hvide perle funklede
i Jesu tornekrone.
Ja, så vidt legenden. Den er om noget en fortælling om,
parallelt med teksterne fra Esajas og Mattæus-evangeliet, at lyset
er kommet til verden i Jesus Kristus, og at vi skal lede efter ham i
det nære. Han er der, hvor vi har et menneskesyn, der byder os
at tage os af hinanden, der byder os at møde den anden i øjenhøjde
og hjælpe ham. Derved giver vi vores gaver til Kristus. Og de gaver
dem bærer han med i sin lidelse og opstandelse.
Så har Grundtvig jo fuldstændig ret, når han slutter „Dejlig
er den himmel blå“ med versene:
Stjernen ledte vise mænd
Til vor Herre Kristus hen;
Vi har og en ledestjerne,
Og når vi den følger gerne,
Kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans guddoms-ord det klare,
Som han os lod åbenbar
Til at lyse for vor fod.
Amen
Propst Poul Henning Bartholin
Selsvovvej 42
DK-4200 Hillerød
Tlf.: ++ 45 – 48 24 90 50
E-mail: phb@km.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español