Fjendekærlighed og…

Fjendekærlighed og fuldkommenhed

Når fjenden er den, jeg elsker | 4. søndag efter Trinitatis – 1.7.2020 | Mattæus 5, 43-48 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

 

Salmer:

725 – Det dufter lysegrønt af græs

289 – Nu bede vi den Helligånd

208 – Skriv dig Jesus på mit hjerte

—

697 – Herre jeg vil gerne takke-

Kirkesangbogen 1004 – Igen berørt

DDS 769 – Sig månen langsomt hæver

                                                   

 

Det dufter lysegrønt af græs på fodboldbanen! Lige dér er et af de steder, hvor fjendekærlighed er malplaceret. Du skal ikke elske din modstander i fodboldkampen – så længe kampen spilles, er i – indenfor reglerne – fjender! Men altså også kun indenfor reglerne! En fældet modstander skal også have en hånd op, og en modspiller, der falder om, skal også have hjælp. Så kærligheden gælder stadig – også en modstander er en næste. Altså: jeg skal også elske min modstander, min fjende, fordi hun eller han er en næste.

Nogle tager det med modstander og fjendebillede med sig, når de går hjem fra kampen og ser nu en fjende i enhver, der ikke er med. Personer med fantørklæde eller T- shirt, der signalerer ”jeg holder med de andre” udløser straks spænding i luften.

At dyrke sine fjendebilleder er næsten en yndlingssport. Lyt til en politisk debat, en diskussion blandt vennerne, kærester i konflikt og helt ind i familiens rækker.

Det er fundamentalt i en konflikt, at parterne skaber sig fjendebilleder og lynhurtigt tillægger hinanden motiver og egenskaber, der intet belæg er for.

Når naboen og du er uenige om hækkens pasning eller lydstyrken fra sønnikes værelse for åbent vindue, går der kort tid, inden naboen udstyres med egenskaber som ”sur, gnaven, vrissen!” eller: ”ude efter mig”, ”irritabel og urimelig”, ”sart!”. Også selvom du ellers kender din nabo som en rar og rimelig nabo i tykt og tyndt.

Dagligdagens fjende er en, der ikke vil det samme som du og jeg vil. En fjende er en, der ikke er enig med dig og mig og ikke giver os ret, Fjender findes ikke kun på fodboldbanen, men også blandt naboer, kolleger og medmennesker, ja selv familiemedlemmer.

Vi tænker hver for sig på egne konflikter, både i og uden for familie og venners rækker. Måske skal vi have talt ud? Fået inviteret til forsoningskaffe, – eller middag? Der er måske bitterhed og gammelt nag, en portion frygt og en god portion såret forfængelighed, der skal overvindes. Men hvorfor ikke? Hvis det er muligt?

Forhåbentligt går det snart over, forhåbentligt finder I ud af det. I løser det, og kommer jer over, at retfærdighed ikke kun er et spørgsmål om at få ret.

I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!

Hvis vi ser ud over egen næsetip, er det stor alvor, det her. Raceurolighederne i USA, religionskrig og forfølgelser, den endeløse diskriminering på grund af race, farve, religion, kultur og køn, – det findes overalt. Mobning blandt børn og voksne afslører hvordan, vi inddeler den personlige verden i ”dem og os”, „udenfor og indenfor”, ”forkerte og rigtige”.

Vi er også med det samme i gang med eksempler, hvor fjendekærlighed er absurd: En virkelig fjende er livsfarlig i sit had og sin forfølgelse! Her gælder det om at komme væk. Det er en overfordring for den krænkede og forslåede at skulle elske sin mishandler. Her er det ikke offeret, der skal forandre sig, men bødlen, der har glemt eller tilsidesat sin og offerets fælles menneskelighed.

Jesus rammer nemlig sagen på kornet, når han begrunder kravet om bøn for forfølgere og kærlighed til fjenden med Guds fuldkommenhed.

Fuldkommen. Hvem vil ikke gerne være fuldkommen, perfekt i disse tider, hvor alt skal udstilles, fra mavemuskler til cupcakes. Perfekte eksamener, perfekt udseende, perfekt karriere, perfekte interesser. Spørg de unge, der er ved at bukke under det fuldkomnes tyranni. Er det ikke lige præcist overladt Gud at være fuldkommen? I Bibel 2020 er det oversat med ”uforbeholden.”

Gud lader uforbeholdent sin sol skinne og regnen falde på gode og onde, retfærdige og uretfærdige, rigtige og forkerte. Solen skinner og regnen falder også på min fjende. Gud giver liv, vi får liv givet, – og det er fælles menneskeligt, at det liv, vi får skal skærmes, beskyttes, – at det er sårbart og skrøbeligt.

Din og min fjende er også et menneske. Ikke nødvendigvis et menneske, vi kan forstå – for kan vi det, er der ikke langt til forsoning. Selv i sin uforståelighed og utilnærmelighed er fjenden også et menneske, der får livet givet. Fjenden er også en næste, der skal elskes. Som dig selv.

Nu bliver det gådefuldt. Faktisk er vi ikke altid så gode til det med kærligheden. Her mener jeg ikke den kærlighed, vi giver fra os til de andre – det går som regel.

Jeg spørger, hvor gode er vi til at modtage kærlighed?  Hånden på hjertet?

Måske sidder du og tænker: ”vrøvl!” og ser straks dit barnebarns glade blik for dig. Det er da det letteste af alt?

Jaaaah – er det ? At modtage en gave givet i stor kærlighed, at blive tilgivet, at mærke sig elsket, selv når man ved, at man ikke har gjort sit bedste eller bare tilnærmelsesvis? Er det let ? At blive mødt med venlighed og forståelse, når man har såret den anden dybt og ved det? Er det let?

Det er ikke for ingenting, at det kneb for Peter discipel at lade Jesus vaske sine fødder.

I kærligheden tilføjer vi hinanden dybe sår, – vi undgår det ikke, kærlighed er at gøre sig sårbar.  Og i kærligheden heler vi uforbeholdent selv de dybeste sår. Vi finder vejen til forsoningen sammen. Vi breder tæpper af tilgivelse ud og stryger den elskedes tårer bort, – også selvom hjertet lige blev knust i os selv. Vi rækker armene ud og bærer igen. Vi betror igen hele os selv i de hænder, der tabte, smed væk, klemte livet ud af.

Så stærk og urimelig, uretfærdig og ufornuftig kan vores menneskelige kærlighed være. Jesus stiller Guds fuldkomne, uforbeholdne kærlighed foran os, og står selv inde for den med sit liv.

Han, som tilgiver igen, og igen, …og så igen! Han rejser os op og heler sårene, sender os videre med opgaven betroet igen. Gaven og opgaven, som er en og samme: Du skal elske!

Og du skal lade dig elske! Du skal tage imod den uforbeholdne kærlighed, der også rækker til din fjende. Også når fjenden, er den, du elsker. Også når du selv er din egen værste fjende.

Der er solopgange, morgenlys, aftenskumring, mild brise og regnbyger, skyformationer, fuglesang, naboer – også til os. Uanset om vi fortjener det eller ej, uanset. Uforbeholdent. Både til os, og til dem, vi ikke kan fordrage og ikke kan forlige os med, og til dem, hvis mindste fejl kan tilføje os banesår, fordi vi har betroet dem alt, givet dem et hjerte at bære på.

Det koster os livet på den lange bane – al denne uforbeholdenhed, al denne modtagelse af ufortjent overbærenhed, udholdenhed og tilgivelse.

Også den dag står han der, Kristus, og rækker armene ud for at bære – bære over, bære os ind i forklaringens lyse hjem til ham, der uforbeholdent kalder os sine børn.

Så vær I da uforbeholdne, som jeres himmelske Fader er uforbeholden! Amen.

 

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk