Graven var tom, og…

Graven var tom, og teksten var tom, og Kristus lever midt iblandt os | Påskedag, 12.4.2020 | Mattæus 28,1-8 | af Thomas Reinholdt Rasmussen |

Det er en af kirkeårets væsentlige tekster, vi netop har hørt. Evangeliet til påskemorgen. Her møder vi forkyndelsen af den opstandne, og derved hele budskabet om, at korset ikke var det sidste ord, men at det sidste ord tilhører Gud, både i vores liv og i vores død. Det er afgørende ord også at høre i disse tider, hvor verden er lukket ned på grund af sygdom og hvor alt synes så stille og tavst midt i den larmende støj af nyheder og måske foruroligende meldinger.

Men så hører vi alligevel om kvinderne, der kommer til graven. Det er det, vi skal høre. De kommer sørgende og søgende efter ham, de elsker, og har ingen tro på, at det kunne være anderledes. Jesus er død på korset, og alle deres drømme og håb med ham. Også kvinderne er lukket ned, og ser ikke håbet midt i mørket.

Nu kommer de til graven, hvor al deres håb også er, og da finder de graven tom. Jesus er ikke her, som der står. Graven er tom, og Jesus er væk.

Det er kernen i påskedags evangelium.

Men det er større end som så. Det rækker også ud til os den dag i dag, for der er noget på færde i teksten, som vi måske ved første øjekast slet ikke ser, men som taler til os om en opstandelse, der har en virkelighed, der omfatter også os, også i dag i vores virkelighed i dag.

For hvad er der på færde i teksten?

Jesus er opstanden og graven er tom. Det er det centrale budskab i en af kirkeårets mest centrale tekster. I alle andre tekster i hele kirkeåret er Jesus den centrale skikkelse. Vi hører om at Jesus handler, taler, fortæller, agere, helbreder og meget andet.

Men hvad sker der i påskedags evangelium?

Jesus er væk

Jesus er væk ikke bare i graven, men også i teksten.

I kirkeårets væsentligste evangelium er Jesus fraværende og der er kun tale og ord om ham.

Graven er tom og teksten er tom.

Hvad sker der?

Jesus er opstået ikke bare ud af graven, men tilsyneladende også ud af teksten.

Tilbage i teksten har vi forkyndelsen af den opstandne. Det er det, der vækker kvindernes glæde: ”Han er ikke her, han er opstået”. På den forkyndelse løber de bort fra graven med stor frygt og stor glæde som der står.

På ordet om, at Jesus er opstanden, for de har intet andet at forholde sig til. Graven kunne være tom på så mange måder. Men forkyndelsen siger dem, at den er tom fordi Kristus lever. Det er det glædelige budskab.

Og derved løber de bort, ud af teksten og ud i livet. Ud til os, hvor Jesus også er.

For Jesus er opstået, også ud af teksten og nu er ordet løs. Nu går det løs. Og Jesus Kristus findes nu på og i nadverbordets brød og vin, hvor han gives for os.

Det er det utrolige med påskedags evangelium: at graven ikke alene er tom, men teksten er også tom. Der er kun den forkyndelse, der også møder os, og derved er vi helt linje med kvinderne ved graven. Der er et ord, der tales til os om Kristi opstandelse. Og det ord skal vi leve på for troen kommer af hvad der høres.

Men når både graven og teksten er tom påskemorgen, hvor er Jesus så? Det er det alt afgørende spørgsmål.

Hvor er Jesus?

Og her må den kristne ikke ryste på hånden og tøve med et svar. Hvor er Jesus? Hvor er den opstandne?

Han er i brød og vin, der gives for dig. Som gives for dig også i denne tid, hvor vi også venter en opstandelse i det liv, vi alle har til fælles, og som nu kan føles med præget af graven end af opstandelsen. Også i dette liv gives han for dig.

Opstandelseslegemet er brødet og vinen, hvor Jesus Kristus konkret gives til dig. Kristus gives til os og Gud skaber her en relation til os, der bygger på den kærlighed, han elsker verden med.

For Kristus forsvinder ikke. Det ville være en utrolig trist fortælling, hvis den ender med at Kristus forsvinder. Kristus bliver nærværende i troens fællesskab, og derved i brød og i vin og i den forkyndelse, der lyder om, at Kristus lever.

Det er det centrale budskab. At ordet er løs og befriet både fra gravens mørke og fra tekstens trældom. Vi tror på det levende ord, der kan gøre nyt og skabe nyt, Ja, vi tror på en Gud, der kan gøre alting nyt.

Og det ord skal vi leve på, og på det ord om, at Kristus lever, står og falder hele den kristne tro. Kvinderne fik forkyndt, at graven var tom, fordi Kristus lever. Vi får forkyndt, at brødet og vinen er hans legeme, fordi Kristus lever. Kvinderne løb da bort med stor frygt og stor glæde.

Med frygten over at ordet er løs, og med glæden over, at det er sandt.

Vi er som kvinderne. Glæde og frygt også i denne tid. Vi får et ord at leve på til frygt og stor glæde. Der er slet ingen forskel. Kristus er den samme for dem, som for os. Og det er det samme ord, der lyder til de samme erfaringer.

Det er det ord, hvorpå vi skal leve og dø, og som salmedigteren K.L. Aastrup siger det et sted:

”Påskens budskab er et ord/om hvad der aldrig sker på jord/og det et ord helt stillet blot/og værgeløst mod verdens spot”.

På det ord skal vi leve, for graven var tom og teksten var tom, og Kristus er da midt i blandt os med al sin kærlighedsfylde, der gør den, der bliver en af ham til den kærlighedens krop, vi kalder for menigheden.

Graven var tom og teksten var tom. Og Kristus lever. Det er hele påskens budskab. Kristus lever – også i dag. Amen.

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk