Gud kan ikke holde afstand

Juledag | Luk. 2,1-14 | af Thomas Reinholdt Rasmussen | 

Man må sige, at 2020 blev en helt del mere anderledes, end de fleste af os vel havde tænkt. Alle rejser er stort set indstillet og sociale sammenkomster, herunder julefrokoster, er aflyst.

Vi har været i coronaens favntag, og det har sat – og sætter – stadig sit præg på vores fælles liv.  Vi skal spritte af, og vaske hænder, afskærme os og holde afstand.

Og julen her i kirken er også lidt mere anderledes end vi plejer at kende den. Også her er der begrænsning, og trængslen i herberget er så at sige til at overse.

Alligevel bliver det jul. Alligevel finder julen sit rum. Alligevel er julen ved at finde sted.

For julens evangelium er beretningen om at Gud ikke kan holde afstand. Det er fortællingen om en Gud, der er kærlighed, og den kærlighed kan ikke holde afstand, men må fødes på jord og lægges midt i blandt os i krybben – på hø og strå.

For Gud kan ikke holde afstand.

Han trænger sig på midt mellem os alle, og fordi han ikke kan holde afstand, ender det på kors. For det hele bliver for meget med den påtrængende kærlighed. Det bliver for anmassende og for tæt. Han må væk.

For Gud kan ikke holde afstand.

Det kunne vi selvfølgelig træne ham i. At lære at holde afstand. Igennem historiens forløb har utallige religioner forsøgt at få Gud til at holde afstand.

Så bliver han placeret på en sky, eller i en fjern himmel. Eller ude i naturen eller bare sådan overalt, hvilket jo er, når det kommer til stykket, ingen steder.

Så kan han lære det. Så kan han lære at holde afstand, kan han.

Men i kristendommen er det bare ikke sådan ligetil. Her trænger Gud sig på. Her kommer han os nær. Her er Gud tæt på os. Det er helt kristendommens kerne. Vi kan ikke holde ham på afstand, for han er kærligheden selv, og det er dens væsen at være nær, og at komme tæt på.

Så sådan kan Gud ikke holde afstand

Han er så tæt på, at han lægges i en krybbe, og i krybben er der kun ham. Han ligger der – i klude svøbt -som et udsagn om, at verden er i kærligheden svøbt. Det er det barnet i krybben peger på. Og det barn kan ikke holde afstand. Kærligheden kan ikke leve fjernt og kold, men må være nær og varm.

Men er det er sandt? Er det virkelig således, at kærligheden er er verdens inderste hemmelighed? Kan det være således, at det er livets fulde mening? Det er det barnet i krybben taler om. Men er det sandt? Kan vi rumme det i vores erfaring?

Vores erfaring taler jo desværre ofte om det modsatte. Om tab, sorg og strid. Det er det, vi kan erfare. Og særligt i år har vi sikkert oplevet en utilstrækkelighed, der næsten slet ikke kan tale om, at kærligheden skulle være størst af alt. Vi har en erfaring, der taler om det modsatte.

Men sådan er det. Det er et trosspørgsmål, at barnet i krybben er udtryk for, at kærligheden er størst af alt. Det må man tro. Ellers må man støtte sig til sin erfaring om altings forgængelighed.  Det har også en konsekvens for det liv, vi forsøger at leve sammen.

For budskabet er at Gud trænger sig på. Han trænger sig på, og trænger sig ind, hvor vi måske ikke kan se og rumme ham. Ordene bliver for store i hverdagens travle liv, men Gud trænger sig på og kan ikke holde afstand.  Det er ikke vores ord og det er ikke vores liv, der skal rumme dette, men netop en krybben i en stald julenat, hvor Gud selv lægges, fordi intet andet kan bære det. Ordene bliver for små, og kun den simple krybbe er forunderlig nok stor nok.

For han trænger sig på. Han trænger sig på, som kun kærligheden kan gøre det. Ikke med vold og magt, men med et barn i en krybbe – skrøbelig og sårbar. Udleveret til verdens magt. For Gud kan ikke holde afstand.

Han kommer til dig og til mig. Ikke som en vældig herre iklædt storhed og vælde. Men som et spædbarn vi er nødt til at tage os af, og som kalder på noget i os. Kalder noget frem i os: kærlighed, omsorg, nærvær.

Vi er på afstand af hinanden i denne tid. Vi er på afstand på grund af omsorg for hinanden. Men alligevel må vi tro, at vi netop i den afstand er hinanden nær i det vi gør.

Således også med Gud, der ikke kan holde afstand. Han kommer os nær og kalder os ud til et liv, der er båret af kærlighed, omsorg og nærvær for hinanden, for det er jo det, han selv kalder frem i krybben julenat. Det er jo det, der står tilbage.

Så Gud kan ikke holde afstand. Tværs gennem trængsel og uro, tværs gennem kejserens forordninger og herbergets optagethed, kan Gud ikke holde afstand, men lader sig føde på jord, for at kalde det frem, der er livets inderste kerne: kærlighed, omsorg og nærvær. Det har vi haft brug for i år, og det har vi brug for i tiden, der kommer. Når det hele bliver for træls og trist, så tænk på barnet i krybben og lad det kalde kærligheden, nærværet og omsorgen frem i dig.

For Gud kunne ikke holde afstand. Og det ikke bare for at være tæt på. For det at han ikke holdte ikke afstand, gjorde netop at vi kunne være hinanden nær – også tværs gennem håndsprit, afskærmning og vores afstand. For gennem Guds kærlighed er vi hinanden nær – trods alt.   Amen.

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk