Håbets vinger i vore hjerter

Nytårsdag | Lukas 2,21 | af Marianna Frank Larsen |

Tallene er ubegribelige. 77.297 jøder fra Prag omkom mellem 1941 og 1945. De svageste af dem døde allerede under transporten. De fleste blev gasset eller skudt i udryddelseslejrene, mange sultede eller frøs eller sled sig ihjel eller døde af sygdom i arbejdslejrene, og de sidste gik til på dødsmarcherne mod Tyskland i krigens sidste vintermåneder. 77.297. Tallet er lige så abstrakt som de 6 millioner, vi kender. Det er svimlende tal, så store, at de er svære at forholde sig til som andet end tal. De gør bestemt indtryk, men de 77.297 glemmer vi igen.

Heda hedder en ung pige, som vokser op i Prag. Sammen med sine forældre bliver hun deporteret til Auschwitz. Forældrene dør begge to i lejren. Men i februar 1945 lykkes det Heda at flygte fra kolonnen af fanger på vej mod Tyskland og vende hjem. Foråret 1945 er så smukt, og Heda tilbringer hel dage med at vandre omkring i Prag, der ser fortryllende ud med alle sine pragtfulde haver, som hun skriver. Den dag, hun får at vide, at den mand, hun elsker, er undsluppet fra Dachau, plukker hun alle tulipanerne i et blomsterbed i den nærmeste park af glæde over, at freden er begyndt. Hun kunne have været en af de 77.000 jøder fra Prag, der døde under Anden Verdenskrig. Men hun overlevede. Heda Margolius Kovaly. Det kan godt være, man glemmer de 77.297, men hende glemmer man ikke. I samme øjeblik der kommer et navn på, er folkedrabet ikke længere abstrakt. For med navnet følger en person, et ansigt, en stemme, en familie, en ganske bestemt historie, som blev afbrudt alt for tidligt – eller fik lov til at fortsætte på trods, for altid mærket af de bestemte begivenheder.

Præcis sådan er det med det navn, vi får i evangeliet til nytårsdag. Eller rettere: det navn, Gud får. Vi kan godt sige, at vi tror på noget større, eller mere mellem himmel og jord, eller måske ligefrem på gud, for gud indgår jo i alle mulige religioner, og det er alt sammen meget uforpligtende, men også meget abstrakt, for hvem eller hvad er gud? Og hvad vil han os? Er det ham, der står bag tørke, oversvømmelser, jordskælv, pandemier? Eller er det ham, der står bag juleroser, stjernebilleder, den lave vintersol gennem vinduerne? Er det ham, der sender forelskelser, børnefødsler, fester og favntag? Eller er det ham, der sender virus, diagnoser, skilsmisser, tab efter tab? Det forbliver et åbent spørgsmål.

Indtil Gud får et navn. Otte dage efter fødslen får han navnet Jesus. Og ligesom navnet Heda lukker op for historien om jøderne fra Prag, så den bliver konkret og bevægende, sådan lukker navnet Jesus op for historien om Gud, så den bliver konkret og bevægende på en helt anden måde end dengang, han bare hed Gud. Da var han én blandt mange andre guder. Nu, da han får navnet Jesus, kan han ikke længere forveksles med nogen anden. Med Jesus siger Gud alt, hvad han vil sige til os. Med Jesus viser han os alt, hvad vi skal vide om ham. Som Heda sætter ansigt på jøderne i Prag og giver dem stemme, sætter Jesus ansigt på Gud i himlen og giver ham stemme. Hvis vi vil vide, hvem han er, og hvad han vil os, er det dér, vi kan se ham og høre ham: i den nyfødte dreng i Marias arme, der får navnet Jesus.

”Jesus er navnet mageløst”, synger vi, og det er det, fordi den historie, der gemmer sig bag det navn, er en tindrende ny og mageløs historie. Ansigtet, Gud viser os, når vi ser på Jesus, er hans milde ansigt. Det lyser over os, som når en far ser med glæde på sine børn. Stemmen, Gud bruger, når vi lytter til Jesus, er den varme stemme, der kalder os elskede børn trods alle vores fejl og svigt. Og historien, Gud fortæller, når vi samler os om Jesus, er langt større end vores egen. Den rummer fødsel og navngivning, vækst og modenhed, arbejde, der bærer frugt, venskab og kærlighed, men også nederlag, tab, svigt, død og ødelæggelse. Præcis som vores historier. Ingen tvivl om, at barnet i Marias arme er én af os. Og dog er det en mageløs historie, fordi den ikke slutter med undergangen. Den er større. Den ender med at begynde på ny – i solopgangen påskemorgen.

Den historie, som gemmer sig bag navnet Jesus, er ikke alene hans historie. Det er også blevet historien om os. Han blev født som en af os og blev en del af vores almindelige historie for at inddrage os i sin egen mageløse historie. Den blev vi hver især inddraget i, da vi blev døbt i hans navn. Da Jesu navn blev nævnt over os ved dåben, blev vi iklædt Kristus, som Paulus udtrykker det, som om kristendom er en dragt, vi har uden på alt det andet, vi også er. Eller inderst inde under det. I Jesu navn, når vi er iklædt Kristus, kan vi se Gud i øjnene som tillidsfulde børn, der kender deres far – også ved nattetid. Og vi kan se på det år, der ligger bag os, og det år, der skal komme, i lyset af hans milde ansigt – som del af en mageløs historie, der ikke ender med undergang, men begynder på ny i solopgangen i evigheden.

Heda Margolius Kovaly kom ikke til at leve lykkeligt i Prag til sine dages ende. Tværtimod, så var der allerede fra 1948 mennesker, der blev tortureret af politiet og sat i fangelejre og henrettet af regimet igen. Blandt dem Hedas mand, der blev dømt for landsforræderi og henrettet under den såkaldte Slansky-proces i 1952. I indledningen til sin bog, ”Under en ond stjerne”, skriver hun sådan her: ”Tre kræfter har formet mit livs landskab. To af dem knuste den halve verden. Den første kraft var Adolf Hitler, den anden Josef Stalin.” Men så fortsætter hun: ”Den tredje var meget lille og svag, ja faktisk usynlig. Det var en sky lille fugl i min brystkasse, en tomme eller to over min mave. På de mest uventede tidspunkter kunne fuglen vågne op, løfte sit hoved og baske henrykt med vingerne. Så løftede jeg også hovedet, for i det korte øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end had og raseri, og at der et eller andet sted på den anden side af min horisont eksisterede et uforgængeligt liv, der altid ville sejre.”

Vi genkender billedet fra de smukkeste salmer: ”Og som påskesalmen klinger, vokser sjælens fuglevinger”. Billedet af håbet og glæden som en sky lille fugl, der vågner på de mest uventede tidspunkter i vores hjerter. ”Lad vort hjertes lærkeslag hilse Herrens klare dag, som står op af døde”. Men nogen skal lægge den fugl i et barns hjerte. Og nogen skal vække den i den voksne. Det gør de mennesker, der holder af os. Og det gør barnet, der får navnet Jesus. Også i vores livs landskab er der kræfter, der knuser. Det ved vi ved udgangen af 2020. Men Jesus bliver ved med at kalde på fuglen i vores hjerter og give os vished om, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end sygdom og død, og at der et eller andet sted på den anden side af vores horisont eksisterer et uforgængeligt liv, der altid vil sejre. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk