Holdninger

Vi kan godt lide at være sammen med folk
der mener det samme som os selv.
derfor melder vi os ind i et parti som har de samme holdninger som os.
derfor går vi i foreninger og klubber
for at være sammen med folk
der kan lide at gøre det samme som os selv.
det er fællesskab
og det giver styrke og selvværd.
og jo flere man er,
jo mere rigtigt er det vi mener jo nok.
alene er man svag
sammen er vi stærke.
det bruger vi alle
det udnytter vi alle,
nogle gange til et godt formål,
som når der skal støttes et godt initiativ
med enten penge eller vores arbejdskraft,
og andre gange til mindre godt formål,
som når vi holder andre ude ved at holde os selv inde.
og det sker ikke bare i de politiske partier,
men ligeså tit på vores arbejdsplads
eller i familien.
og det sker i alle aldre.
fra vi er helt små holder vi den tredje ude af legen
i skolegården
mobbes klassens syndebuk
og i voksenlivet bagtaler vi hinanden.
for det at være enige
og det at stå sammen mod en anden giver styrke
og selvtillid.
og holder angsten lidt på afstand.
for det handler om angst.
angsten for at være alene
for at være udenfor
fortabt og udstødt
ligger dybt i os alle.
vi er et flokdyr
og kan derfor dårligt klare os i ensomhed .
derfor er det så grumt et våben at isolere fanger,
for vi kan kun leve i kontakt med andre mennesker,
ellers nedbrydes vi.
men ethvert fællesskab indeholder en udstødelse af andre.
det giver ligesom sig selv.
at jeg gifter mig med netop ham eller hende betyder jo
at jeg fravælger resten af verden.
at jeg er sammen med de og de venner betyder at jeg ikke er sammen med
alle de andre.
At vi bor i Danmark betyder at vi er danskere og ikke tyskere osv.
I GT er jøderne guds udvalgte folk,
og det legitimerer deres drab på andre folkeslag
og deres indtagelse af Israel,
sådan som serberne mente de kunne gøre med Bosnien
eller Tutsierne med Hutuerne.
Tvangs og vanvidstanken om at være et udvalgt folk
er måske lige så gammelt som menneskeheden selv,
og fælles for dem er at de har gennemgået en vis mængde lidelse:
jøderne havde trællet for egypterne,
og skulle nu vandre uden formål i 40 år
men overlevede, fordi deres frelser, den almægtige Gud gav dem Manna fra himlen.
de overlevede fordi de var de udvalgte.
i apostlenes gerninger læste jeg op om den første menighed i Jerusalem.
som netop havde modtaget Helligånden
og apostlen Peter havde i sin prædiken til dem sagt:
lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt.
og det har de gjort.
de har skilt sig ud fra de andre
og nu mødes de som gruppe,
i fuldstændig enighed står der
og holder nadver og tager jesu ord om
at han har givet sig selv som brød for verden alvorligt.

Men betyder skabelsen af denne menighed
ikke en afstandtagen fra denne verden?
Det mente kirken under alle omstændigheder
for i løbet af de første 3 – 4 århundreder
har de kristne meget meget travlt med at sætte grænser op
omkring sig selv og den sande tro versus kætterne og de vantro.

Spørgsmålet er bare, om vi er blevet klogere?
Om det overhovedet kan lade sig gøre at danne en menighed
uden at markere hvem der er indenfor og hvem der er udenfor?
Kan et fællesskab, i tro og kærlighed, bestå uden de negative sider
som er at markere en grænse
overfor omverdenen?
Kan vi som kristne klare for eksempel den nye religiøsitet hos folk, som indoptager både lidt fra hinduismens reinkarnation
og fra de karismatiske amerikanske religioner?
Kan vi klare den grænseløshed
uden selv at opløses?
Umiddelbart ikke.
og dog så er det det jesus netop siger :
at han er livets brød,
ikke blot som mannaen i ørknen der kun var for en udvalgt gruppe
men for alle,
han giver sig selv som brød til liv for verden.
og det brød jesus vil give
er ikke kun brød der mætter for en enkelt dag,
som mannaen i ørknen
men brød der giver evigt liv.
på at skaffe sig kundskab var ifølge fortællingen imod guds vilje.
men en sådan kundskab kan ikke tilranes,
den er en gave fra Gud til os.
Ikke for en lille gruppe,
men for alle der tror.
Set i det lys bliver grænserne egentlig ret ligegyldige
for hvorfor bruge tid på at markere hvortil man går
hvis du ved hvor focus ligger?
At Jesus har givet sig selv som brød til verden
har givet sig selv
det er centrum,
og når vi mærker at det er der vi er,
så forsvinder angsten for forkastelsen,
angsten for at blive opslugt af det fremmede
for så ved du, hvor du selv hører til.
I troen på Jesus Kristus,
ikke i enshed, ikke hvor vi alle er gjort lige
for det er utopi
men i troen på at vi er skabt i forskellighed
i mangfoldighed
og i Guds øjne med lige værdi. Amen.

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech
Møllevej 1
Kongsted
DK-4683 Rønnede
Tlf.: ++ 45 – 56 71 11 56
E-mail: kshe@km.dk