Johannes 15,1-11

18. søndag efter trinitatis | 9.10.22 | Johannes 15,1-11 | Af Marianne Frank Larsen |

I de frodige Chianti-bjerge syd for Firenze ligger vinmarkerne tæt. Enhver skråning, enten der er ti tønder land eller bare en enkelt, er plantet til med vin. I den gavmilde sommersol står de lysegrønne planter på snorlige rækker og bliver passet og plejet og klippet, så bladene ikke skygger, og druerne får al den sol, de skal have. Egentlig er der jo ikke tale om træer. Eller i hvert fald ligner de ikke nogen andre træer. Vinstokke kan ganske vist være lige så tykke og knortede som træstammer, men de bliver ikke høje og ranke som bøgetræer, tværtimod; vinstokke er lave, krogede planter, som ikke ser ud af noget særligt, og hvis ikke grenene blev bundet op, som de bliver det i Chianti, ville de hænge ned på marken. Vintræer rækker ikke ind i himlen – de bliver ved jorden, bogstavelig talt. Ikke desto mindre er det forbløffende frodige og hårdføre planter. Selv når de er ældgamle, står de med et væld af friske lysegrønne blade i den brændende sol – takket være rødderne, som rækker vidt og dybt ned i jorden og forsyner grene, blade og druer med saft og kraft. Og hvilken saft og hvilken kraft! Det er vintræets hemmelighed, at den krogede, knortede, lave plante bærer frugter med overraskende styrke, smag og potentiale. At der af den uanselige plantes frugter kommer liflig vin, der giver mennesker glæde.

Jeg er vintræet, siger Jesus i dagens evangelium, og jeg tænker, det et vidunderligt, velvalgt billede. Han er præcis lige så uanselig og jordbunden som en vinstok, for han bliver jo bare født af en almindelig mor og ligger og sover i hendes arme som vores almindelige, små børn og som det lille barn, der skal døbes i dag. Og siden går han rundt på vejene i Galilæa og gaderne i Jerusalem som en almindelig mand, der ikke ser ud af noget særligt, et sårbart menneske, man kan svigte og gøre fortræd. Men skjult i det sårbare, uanselige menneske, som går her på vores jord, bor der en forbløffende kraft og en sej styrke, som ikke lader sig slå ud. Modstand, svigt, forræderi, vold og overgreb kan nok gøre ham ondt, men ingen af delene kan gøre ham ond. Han reserverer sig ikke, han bliver aldrig kold. Han bliver ved med at give alt, hvad han har i sig, til enhver, der tager imod. Påskemorgen viser det sig, at ikke engang døden kan gøre ham kold.

Og derfor tror vi, at den mand, der gik rundt i Galilæa og Jerusalem for 2000 år siden, stadig lever, selvom det lyder meget sært. Ellers var der ingen grund til at komme herind. Hvis ikke det var for at høre, hvad han stadigvæk har at sige, og få, hvad han stadigvæk har at give. Hverken tidens gang eller menneskers modstand eller ligegyldighed kan tage livet af ham. Lige så uanselig og jordbunden som en vinstok er han, men også præcis lige så kraftfuld, sej og hårdfør. Og lige så frydefulde frugter sætter han. Det er den dybe hemmelighed han bærer på. Ord, der tilfører vores tilværelse kraft og saft. Og vin, der giver mennesker glæde.

Med de ord, han siger, og den vin, han rækker os, forbinder han sig med os lige så nært, som vinstokken er forbundet med de grene, der bærer dens frugter. Og sådan giver han os ikke alene et uforglemmeligt billede på, hvem han selv er – men også på, hvem vi er. Set med hans øjne er vi ikke hvem som helst eller hvad som helst. Hvis han er vintræet, er vi grenene. Så er dét det første, der er at sige om os, og også det sidste: At vi ikke er løsrevne individer, der lever hver sit liv i et øde univers, hvor det er op til os selv at skabe en mening. Set med hans øjne er vi grene på vintræet, forbundet med ham i hvert eneste pulsslag, dybt afhængige af den stamme, der nærer os, og sat i verden med det ganske bestemte formål at bære hans frugter.

Bliv i mig, siger han, bliv i min kærlighed. For det er klart, at hvis vi er grene, kan vi ikke klare os uden ham, der er stammen, uden den saft og kraft, som han giver os. Skilt fra ham visner vi og bliver handlingslammede og frugtesløse, når efteråret kommer. Bliv i mig. Det er dét, vi beder fadervor for eller synger aftensang for eller går i kirke for, både når det er forår, og når sommeren er forbi. Så kommer vi for at blive i ham og hans kærlighed, suge kraft og saft til at leve og bære de frugter, han siger vi skal, i endnu et efterår. Venlige ord, hjælpende hænder, lydhørhed, tid, trøst, støtte, omsorg, alt, hvad der billedligt talt rejser den anden op, som han ville have gjort. Kraft og saft til at bære frugt får vi af hans ord, så længe de bliver i os, de ord, vi hører og synger herinde, men som ovenikøbet er til at tage og føle på og smage på, når han giver os sig selv som brød og vin. Når vi bogstaveligt talt får ham og hans ord ind under huden. Tydeligere kan tilhørsforholdet mellem ham, der er vintræ, og os, der er grene, ikke tegnes. Brødet og vinen, vi får i munden, er tegn på, hvad ordene siger: at han bliver i os, og vi bliver i ham. Bliver i hans kærlighed. Også når det bliver oktober.

I er allerede rene, siger han, og det siger han vel at mærke til de disciple, der forråder ham og fornægter ham og forlader ham samme nat – og til os, der også indimellem forråder og fornægter og forlader dem, vi skulle elske. Vi er ikke spor rene. Ikke hvis vi ser på os selv med et bare nogenlunde nøgternt blik. Men det fine er, at herinde får vi lov til at se os selv med andre øjne. Med hans øjne. Og det er i lyset af kærligheden i hans blik, at vi bliver noget andet og meget mere, end vi var, da vi kom: rene mennesker, som han elsker, grene, som vitterlig kan bære frugt endnu et efterår. Takket være det vintræ, vi er podet ind på. Frugtbare grene. Så længe vi bliver i ham, og hans ord bliver i os, er det dét vi er. Amen.

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl@km.dk