Johannes 16,5-15

4. søndag efter påske | 07.05.2023 | Johannes 16,5-15 | L. Lundager Jensen |

Salmeforslag: Solen begynder at gløde 813, Talsmand, som på jorderige 294.

Jesu svanesang

Timerne føles så korte

Ingenting varer ved.

Mor jer nu godt, når jeg er borte

Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Bag mig er misbrugte dage.

Foran mig noget jeg ikke ved

I, som skal blive tilbage,

Jeg ønsker jer sange og kærlighed

Jeg rejser uden eskorte

Og uden bitterhed.

Mor jer nu godt, når jeg er borte.

Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Sådan lyder Svantes svanesang – som digteren Benny Andersen lagde i ordene på den fiktive svenske forhutlede.

En afsked med livet – en ensom afsked mod det uvisse. Men også en afsked uden bitterhed og med gode ønsker til dem, der stadig er.

 – ønsker om sange og kærlighed.

Jeg slog op i kommentaren til den danske højskolesangbog, og der står som anbefaling, at man ikke synger sangen for dvælende eller indadvendt. Hele tiden skal den bevæge sig støt fremad – tempoet skal understrege alvoren, så vi når at lytte til det konkrete og nøgterne: at døden er og den skal vi ikke være bange for.

Støt og roligt så selv den med korte ben vi kan følge med.

Tage tiden til at mærke at lives gang ganske vist altid går mod sin afslutning, men undervejs er der glæde og mening og sange og kærlighed, også for efterladte.

 Og alt det når vi kun at favne, hvis vi giver os tiden til det.

Selvfølgelig blev den sunget til Benny Andersens begravelse – selvom han vist ikke var overvældende troende – understregede præsten i sin tale det indiskutable kristne i svanesangen –for ”de ord kunne lige så godt være sagt af Jesus – men nu var det altså Benny Andersen der sagde dem”

Det var ikke Jesus der skrev det digt – hans svanesang er det evangeliestykke vi lige hørte – men meningen ligger nær. Afskedstalen til disciplene skærtorsdag.

Han ved, han skal afsted, ved det er nødvendigt. Men han efterlader dem ikke tomhændede. Han sender dem talsmanden – Helligånden – kærlighedens ånd – han sender dem sange og kærlighed.

Her 4 søndag efter påske tages vi med tilbage til skærtorsdag og Jesus sidste tale til disciplene – de sidste og måske smukkeste toner, før korsordene langfredag. Og afskeden er ensom – han må alene af sted – uden eskorte, men det smukke – og vigtige er at dem han efterlader, efterlades ikke alene, men i et fællesskab, der nu får ny eskorte – samlet i kærlighedens ånd.

Netop derfor har man kaldt evangeliet til i dag Jesu Svanesang – for det der nok smertefuldt står frem – for sådan er det med svanesange – er også det der udfoldes i skønhed

– afsked bliver til ny begyndelse.

Og lige der – i den begyndelse samles den treenige Gud.

Svanesangens skønhed efterlader disciplene i et ny fællesskab sammenbundet af den treenige Gud.

Gud som overvinderen – som sønnen, der blev menneske og fulgtes med mennesker, og led og døde som mennesker, for at opstå og forene sig med skaberen.

Og Gud som Skaberen og faderen, der sender og samler.

Og vorherre fuldt og helt tilstede i Talsmanden – den helligånd, der giver os ord til tale, ord til forståelse, ord at dele og tie om. Ord at synge.

Et fællesskab fast sammenbundet i Trosbekendelses ord – om Gud som skaberen, Gud som dødens overvinder og Gud som det nye nærvær.

Far søn og helligånd.

Og dermed bliver evangeliet til troens ord – troens bekendelse

 – men jo her samlet i en lovsang snarere end en bekendelse – samlet i én historie om Guds vilje med verden og samlet i tak for Guds handlen i og med verden

 – samlet i taknemmelighed.

Evangeliet er på alle måder en afskedssang – fuld af smerte og ensomhed, som med korsordene, når sit yderste i tegnet, at han går hele vejen for os.

Og samtidig er det en takkesang for den nye begyndelse. Takkesang til og lovsang om den treenige Gud.

En lovsang om Guds fortælling om, at han var og er og vedbliver med at være forbundet med verdensgang, foranderlig med verdens foranderlighed, udsat med dens udsathed, skrøbelig med dens skrøbelighed og mægtig i sin vedvarende væren, hvor vi er.

Og anbefalingen er, at den lovsang skal synges i ”et støt og roligt tempo, så alvoren understreges” – men ikke dvælende eller indadvendt – for at vi mennesker kan nå følge med.

Følge med og forstå, at vi er sat i den Gudskabte verden – hvor kampe raser mellem godt og ondt og liv og død og synd og tilgivelse – og at netop dén verden har en nådig dommer.

Forstå at i Helligåndens følgeskab får vi lov at tage os tid til at gå på livets vej, hvor der nok er misbrugte dage, men de har ikke fylde for Vorherre.

For ved Helligåndens komme skænkes verden en ny retfærdigher. En retfærdighed, der dømmer alverdens urimeligheder og selvsåede og groede rimeligheder ude – dømmer menneskers egensindigheder og egotrippen ude, menneskers smålighed og snæversyn ude – Al overfladiskhed ude.

For så at afkræve af os at være i det nu Vorherre i hvert øjeblik skænker os i kærlighedens navn.

Alt andet er dømt – for Gud har besøgt sit folk og dømt barmhjertigheden ind og selvtilstrækkeligheden og livfjendskhed ude.

I Helligåndens kraft skænkes tillid til løftet om, at  håb og tro må forvandles til livskraftigt og taknemmeligt mod i det hjerte, der nu ikke længere er sten – som vi hørte fra alteret med Ezekiels ord – nu er forvandlet til kød og ny ånd i vores indre. Afskedstalen er alvorlig, og handler om liv og død – kendt og genkendt fra livet, men glæden er, at vi ikke efterlades der – at vi aldrig efterlades der. Helligånden – Pinseånden er i os. Og i stedet for ubevægelige, angstfyldte stenhjerter, blæses en bankende rytme i gang igen i tak med alle de sange vi sættes til i fællesskab at synge.

Evangeliet i dag er Vorherres svanesang om afsked til ny begyndelse.

Den sang efterlades vi med i den treenige Guds navn – og den kærlighed svøbes vi i, så vi morgen efter morgen nyskabte må træde ud – i græsset, i dråberne, i foråret, i verden – Gud, også denne morgen han lige har skabt. Amen.

---

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk