Johannes 17,1-11

Magtløshedens magt | 5. søndag efter påske | 05.05.2024 | Johannes 17,1-11 | Leise Christensen |

Vi har fire evangelister i Ny Testamente, fire helt forskellige skribenter. Alle fire beretter om den samme hændelse i verdenshistorien, nemlig den hændelse, at Gud sted ned fra sin himmel, tog kød på og blev et menneske med alle de sorger, glæder og kvababbelser, som det nu engang medfører. Vi har Markus. Han er altid sådan lidt kort for hovedet og fortæller meget kortfattet, sådan lidt i telegramstil, om Jesu liv og levned. Han har det væsentlige med og broderer ikke så meget over det hændte, og der er meget gåen frem og tilbage. Så er der Mattæus, som fortæller lidt mere vidstrakt, og som interesserer sig for de jødekristne, nok fordi han selv var en. Lukas, ja, han har også sin særlige vinkel på fortællingen om Jesus. Lukas er nemlig mest interesseret i samfundets underste, de socialt udsatte og kvinderne. Han er de svages fortaler, og det er ofte Jesu forhold til dem, han fortæller om. Til sidst er der så Johannes. Det er ham, som vi lærer godt at kende her i tiden mellem påske og pinse. Johannes er først og fremmest teolog, og det kan man sikkert sige meget grimt om! Johannes-teksterne er ikke så ligefremme, og Johannes bruger mange fremmedartede ord til at beskrive sit ærinde med. Men til gengæld bruger han ordene mange gange. Han gentager sine yndlingsord igen og igen, og altid har hans sætninger en egen skønhed, om end ørerne skal spidses, eller briller pudses. Det kræver lidt at sætte sig ind i den tankeverden, som Johannes befinder sig i; det tager lidt tid at smage på de ord, ofte store ord, som han sætter frem for sin tilhører. Sproget udvides, når Johannes tager fat på det, sproglige kringelkroge udforskes, og snørklede tankerækker lægges frem.

Sådan er det også i dagens evangelium, som stammer fra den (lange!) tale, som Jesu holdt for sine disciple, før han blev pågrebet i Gethsemane Have og bragt til forhør og korsfæstelse. I dag er der ét ord, der går igen og igen – faktisk seks gange, og det er ordet herliggørelse. Herliggørelse? Hm, det er et ord, man kan smage længe på. Det er ikke et ord, der bruges sådan i vores daglige tale med hinanden; det er stort, det er løfterigt, det er fremmed og måske også lidt uforståeligt? Hvad ligger der i dette med at gøre herligt og blive gjort herlig? Ja, man skulle jo ikke umiddelbart tro, at der var nogen grund til at tale om herliggørelse, når man som Jesus stod lige for at skulle henrettes på et kors. Alle evangelierne er set gennem opstandelsens prisme – ellers ville der heller ikke være noget særligt at berette om Jesus. Det gælder i særdeleshed for Johannes-evangeliet. Johs. nøjes nemlig ikke med at se selve opstandelsen som en herliggørelse, nej, han ser også den afskyelige korsfæstelse som en herliggørelse eller en ophøjelse. Når kunsten afbilleder den korsfæstede Jesus ud fra Johannesevangeliet, ser man heller ikke den nedbøjede Jesus med det hængende hoved, nej, man ser den sejrende konge, der meddeler, at det er fuldbragt. Man kan på nogle billeder endda se, at de arme, der er hamret fast på korsets tværbjælke ligefrem ligner arme, der er bredt ud for at favne beskueren, der kommer til den korsfæstede mere, end han ligner en, der lider med armene sømmet fast. Korset bliver derved paradoksets ultimative parkeringsplads. Ophøjelse og fornedrelse i et, herliggørelse og ydmygelse i et, fortvivlelse og håb i et, liv og død i et. Johs. beskriver bedre end nogen anden det mærkelige faktum, at Guds almagt og styrke ligger i korsets afmagt og svaghed. Og det gør Johs. med de store ord. Som f.eks. herliggørelse. Johs.’ ord er store, de er flotte, ja, de er som katedraler, man kan gå ind i og med nysgerrighed undersøge. Men kommer de mig ved?

Det er jo altid spørgsmålet og især med gamle tekster som de bibelske. Kommer disse store ord mig ved? I en verden, hvor ord kan være så flade som 42”s tv-fladskærme, kan det vække både forargelse og frustration med Johs.’ brug af de store ord. Hvad skal det egentlig til for? Men det er nødvendigt med de store ord, vil i hvert fald Johs. hævde. Det er nødvendigt at kende og bruge andre ord end sofagruppe, iPhone, Toyota og udestue. Det er nødvendigt at gå ind og undersøge disse store ord, der rummer skønhed og opfordrer til refleksion og eftertanke. At vi overhovedet kommer dertil, hjælper Johs. os med, med sin brug af f.eks. ordet herliggørelse. Ordet skaber, hvad det siger, plejer vi at sige. Sådan er det med Johs. ord om ophøjelse og herliggørelse, og sådan er det på godt og ondt med de ord, som vi siger til hinanden. De kan ophøje og herliggøre, og de kan smerte og ydmyge. Nogle gange taler vi om varige forbrugsgoder så som plæneklippere, opvaskemaskiner og biler. Det er ting, der ikke lige forsvinder. Men det gør de jo lige præcis. Efter en kortere eller længere årrække er de ude af funktion og forsvinder på den store kirkegård for varige forbrugsgoder. Ord, derimod, anses for at være flygtige og væk i de sekund, der er udtalt. Intet kunne være længere fra sandheden. Ord har en tendens til at bore sig fast i sindet, hvad enten de var sagt i kærlighed eller ligegyldighed eller vrede. De forsvinder aldrig, men er gemt i hjertet eller et sted, hvor de kan sidde og gnave i årevis. I den forstand har ord evigt liv. DERFOR er det vigtigt sommetider at høre eller at bruge store ord, der netop kan gemmes i hjertet til, når krisen kradser, eller glæden skal have luft. Denne søndag er perfekt til ordsmagning, hvor de teologiske ingredienser i Jesu ord om herliggørelse, evigt liv, bøn og sandhed gennemgåes med henblik på ædel lagring i hjerterne. Det ER noget andet end ord som forbrugsgode eller bærbar pc, men det er ord, vi kan leve på. Når Jesus herliggøres på korset og siger, at det er fuldbrag sådan, som Johs. udtrykker det, er det et forsøg også på at sige, at Guds almagt, som, vi kan have en tendens til at tro, er noget mægtigt noget med Guds skalten og valten med jorden og menneskene på den, i virkeligheden er det samme som Guds ydmyge afmagt på korset. Fra vore mellemmenneskelige relationer ved vi, at det ikke er vanskeligt at opretholde sin magt med magt. Vi kan på allehånde måder demonstrere vores magt for at få det, som vi vil – manipulation, simpel magtudøvelse, psykisk terror osv. – men det er sjældent metoder, der giver ro i sjælen, hverken for den, der er udsat for vores magtudøvelse eller for den, der udøver magten (der jo også kan tage skikkelse af en sengeliggende Maude, der lægger skyld på skyld på sine omgivelser). Anderledes vanskeligt er det at erkende sin afmagt og endda se den ikke som et handicap for livsudfoldelsen, men som en resurse til at (gen)opdage det væsentlige. Måske ligger aflastningen af et stresset liv netop i den erkendelse, at man ikke skal have magt over det hele for at kunne kalde sig menneske, tilmed et elsket menneske. Måske ligger sejren for også det almindelige menneskeliv i afmagten ligesom på det johannæiske kors? Måske ligger velsignelsen i svøb ligesom kornet, der ligger i jorden til det igen skal opstå og bære frugtbar kerne? Lad os i dag med Johs.’ smukke ord om herliggørelse og evigt liv opdage, at livet er andet og større og mere, end vi umiddelbart ser. Lad de store ord hjælpe os til at se det mægtige i, at Gud lod sig korsfæste for, at kærligheden skal have magt på jorden. Amen.

—

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk