Johannes 3,1-15

Trinitatis | 04.06.2023 | Johannes 3,1-15 | Mikkel Tode Raahauge |

Extra Christum nulla salus

Jeg tror næsten ikke jeg véd af noget, der er mere velgørende, når det kommer til stykket. Og nogle af de bedste minder overhovedet fra min studietid er uden tvivl udgjort af de aftner, hvor jeg boede i Indre By mellem Rundetårn og Domkirken, og i ly af mørket bevægede mig ned langs de sommervarme mure i Store Kannikestræde, op ad Købmagergade og om hjørnet ad Klareboderne for at mødes med mine studiekammerater og diskutere teologi i det dunkle, indesluttet af de livmoderfarvede vægge og indhyllet i røgen fra tusind cigaretter og det svage, gyldne lys fra nogle få stearinlys på Bo-Bi Bar.

Derinde – og i dén sammenhæng – har jeg tilbragt nogle af mit livs bedste og vigtigste stunder, for den natlige samtale kan et eller andet, som ingen andre samtaler kan. Dér i mulmet er der nemlig både tid til og mulighed for, at man kan tale alvorligt sammen på den gode måde og uden at skulle bekymre sig om hverdagens genvordigheder og gøremål og den sol, der især på denne tid af året kan virke så frygteligt afslørende. Enhver, der har siddet i venners lag sådan en aften, eller som i sin ungdom har åbnet døren for en elsker ved midnatstide, eller som har tilbragt én af de nætter med sin udkårne, hvor natten ruller sine verdner frem og ordene ligesom bare tager hinanden, vil vide, hvad jeg taler om. Og det håber jeg inderligt, at I alle sammen gør, for den natlige samtale og den fryd, den kan føre med sig, den har alle mennesker fortjent at være fortrolig med.

Så det er et glimrende tidspunkt, han har valgt, den gode Nikodemus, til at opsøge Vorherre og få afklaring på nogle af alle de spørgsmål, han har. For Nikodemus kommer næppe til ham helt tilfældigt for at få sig uforpligtende snak om dit og dat over en kold bajer, men som repræsentant for den officielle jødedom (han er medlem af jødernes råd, hedder det) – for den herskende verdensopfattelse, kunne vi sige – for at udveksle synspunkter med ham og danne sig et overblik over, hvem Jesus i grunden er. Han kommer for at spørge til Guds rige, til frelsen (det er det samme), og om, hvordan man får del i den. Han kommer for at spørge til hans religion og moral, hans teori og praksis, hans livsanskuelse og livsførelse, om man vil. Måske, når alt kommer til alt for at få at vide, hvad han selv kan gøre og forvente at få igen og så tage stilling til, om det er noget, han kan og vil indlade sig med. ”Vi véd,” siger han til Jesus, ”at du er en lærer, der er kommet fra Gud.” Men inden han når videre – man kan næsten se det for sig, hvordan hans læber allerede har formet sig til at udtale det afgørende ”men!” – da afbryder Vorherre ham og siger til ham, at den, der ikke bliver født på ny, ikke kan se Guds rige.

Der røg den samtale, og dét lyder jo i øvrigt fuldkommen afsindigt, dér må vi give Nikodemus ret. For ja, hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Man er som man er, det kan ikke laves om; man er som man er og det er godt nok. Eller hvad? For er der, når alt kommer til alt, ikke noget om alt dét med religion og moral, teori og praksis, livsanskuelse og livsførelse, om dét med hvad man selv kan gøre og så forvente at få igen?

Jeg tror ikke, at dén tanke ligger nogen af os særligt fjernt; det gør den i hvert fald ikke for mig. Jeg vil jo allerhelst tro om mig selv og mine medmennesker – især de af dem, som jeg godt kan lide! – at jeg og vi på bunden og helt grundlæggende nok er gode og ordentlige mennesker, og der hersker i tiden en ret udpræget forestilling om, at hvis blot vi mennesker fik lov til – eller gad – at udleve og selv og ”udnytte” vores fulde potentiale, som det hedder, så ville verden simpelthen blive et både dejligere og hyggeligere sted at være for os alle sammen. Og dertil behøver vi jo strengt taget hverken Gud eller genfødsel eller noget som helst. Så længe, vi lytter til vores mavefornemmelser og sørger for at være nogenlunde ordentlige mod andre – i hvert fald, når vi har tid og overskud til det – så er betingelserne vel skabt for noget, der kunne tage sig ud som et Paradis på jord.

Dén opfattelse er – måske naturligt nok? – også lige så langsomt også ved at snige sig ind i kirken, i hvert fald i dele af den, og på Frederiksberg har man således fået biskoppens tilladelse til at anvende et nyt dåbsritual, hvor det i introduktionen til det hedder: ”Det teologiske udgangspunkt er, at dåben er en frelsesvej, men ikke den eneste frelsesvej.” Det er ikke til at vide, hvilke andre frelsesveje, de har i baglommen på Frederiksberg, og som de endnu ikke har villet røbe for os andre. Men til både dem og til Nikodemus og til alle os andre siger Vorherre i dag:

Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det der er født af kødet, er kød: hvad der er frygt og sorg, det er frygt og sorg. Hvad der er mistillid og vantro, det er mistillid og vantro. Hvad der er lidelse og død, det er lidelse og død. Hvis der skal blive noget ud af det, så må Gud gribe ind: dét, der er født af Ånden, er ånd.

Og det er jo netop den nye fødsel, som Vorherre taler om, og som vi gennemlever i dåben. Dér griber Gud ind og tager os som dem, vi i virkeligheden er; som dem, der ikke af os selv kan hverken se eller komme ind i Guds rige, dér griber Gud ind og tager hele vores liv, som det i virkeligheden er og gør det nyt; gør os til nye mennesker. Gud gør os fortabte syndere, som vi bekendte det i gudstjenestens begyndelse, til sine børn og sig selv til vores fremtid, så at vores liv ikke længere skal afhænge af os selv: vores religion og moral; vores teori og praksis; vores livsanskuelse og livsførelse, men helt og holdent af Gud.

Og naturligvis kan Gud gøre og frelse lige præcis, som Gud vil. Alt er muligt for Gud, men sikkert er det, at frelsen aldrig går uden om Kristus. ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig,” siger Vorherre selv. Og i dåben bliver det sagt så højt og tydeligt, at der ikke skal herske nogen tvivl om det; at vi dér virkelig bliver Guds børn, og at Gud dér lover os at være med os indtil verdens ende, som vi har hørt det i ordet om Jesus Kristus. I dåben ruller Gud selv den verden frem til os, hvor virkeligheden ikke er, at vi er overladte til os selv, men vi altid og overalt er i Guds varetægt.

Og det er klart, at verden hverken bliver et dejligere eller hyggeligere sted at være af dén grund, ligesom der ikke kommer noget Paradis på jord ud af det. Det kan enhver jo konstatere så let som ingenting. Men i troen på, at vi virkelig er Guds børn, så kan vi jo også møde verden som den er, med alt, hvad den rummer, også af frygt og sorg, mistillid og vantro, lidelse og død. Som frie mennesker og i håbet til, at vi i vores dåb er blevet uløseligt bundet – ikke af, men til den Gud, der har åbenbaret hele sig selv som kærlighed og os, som dem Gud elsker, i Jesus Kristus med alt, hvad det navn betyder, så at Guds rige allerede nu i troen og håbet ligger lige for fødderne af os. For ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan har Gud højt ophøjet Sønnen for at han, med sit liv, sin død og sin opstandelse, skal ophøje os.

Amen.