Johannes 6,1-15 | Göttinger Predigten im Internet

Midfaste | 19.03.2023 | Johannes 6,1-15 | Holmegaard Larsen |

Flere veje ind i teksten

Fortællingen dufter af brød og græs og varm hud. Vi er midt i fasten, og faster man efter skik og brug, så er maven nu begyndt at knurre – samtidig med, at længslen efter lys og forår trænger sig på.

Midt i fasten ligger nu denne frodige fortælling, hvor det dejlige brød går roligt og andægtigt fra hånd til hånd ned over det græsgrønne bjerg, mens aftensolen får ansigterne til at gløde.

Det er en meget dejlig fortælling, om tillid og fællesskab og det mirakuløse ved at sidde femtusind mennesker og dele det, der er – og alligevel have noget til overs.

Men underfortællingen om de fem brød og to fisk, der rakte længere end man skulle tro – den er så let at skyde ned, så der ikke bliver andet tilbage af den frodige fortælling end en lille mager rest.

For er det ikke noget vrøvl og gammel overtro? Er man ikke en naiv idiot, hvis man tager sådan noget alvorligt? Og er der mon ikke en naturlig forklaring?

Jamen, det kan man sagtens finde, hvis man vil. Der er tre veje ind i kristendommen – ligesom der er tre veje ind i bespisningsunderet. Og for at blive i madens verden, så kommer det an på, hvilken ost man er til: den magre, den mellemlagrede og den fuldfede.

Og selv hvis man er til det meget kaloriefattige, er der også noget at hente i dagens tekst.

Den magre

Den magre vej er at afmontere mysteriet fuldstændig og gå efter en naturlig forklaring. Det er en velkendt vej. Kan man gå på vandet? Nej, det kan man ikke. Det mest sandsynlige er, at der har ligget nogle store sten under vandoverfladen, som Jesus har gået på – så det så ud som om, han gik på vandet.

Kan man opstå fra de døde? Nej, det kan man ikke. Mon ikke, der bare er nogen, der har stjålet liget for at kunne fortælle historien om den tomme grav?

Man kan gøre det hele til mager visdom, så det hele bliver ligegyldigt. Men her i historien om de fem brød og to fisk, kan den naturlige forklaring faktisk være ganske smuk og evangelisk:

For kunne man ikke forestille sig, at der er sket det, at i det øjeblik Jesus begynder at dele ud af drengens madpakke med de fem brød og to fisk, så har alle de andre fulgt hans gode eksempel – og dem der også har en madpakke med, har så gjort det samme?

Man kan sagtens se for sig, at folk har fulgt det gode eksempel og har delt deres madpakker med dem, der ikke havde med den dag. Og på den måde blev alle femtusind mætte den dag.

Det er slet ikke nogen dårlig pointe. Jesus viser med sit eget eksempel, hvordan man skal gøre – hvordan man kan være et næstekærligt menneske i verden: vi skal tage af vores eget overskud og dele med dem, der ikke har.

Gud elsker en glad giver, siger Paulus. Men han siger også, at enhver skal give, som han eller hun har hjerte til. Gud ser nemlig ikke kun på gavens størrelse, men på den glæde, den gives med.

Så det er ikke for at tvinge os til noget. Gaven er smukkest, når den gives i frihed. Men så igen, på den anden side: Gud har jo allerede givet os så meget, så vi har rigeligt at tage af!

De lykkeligste lande i verden er dem, der er mest gavmilde, siger økonomerne. Og Paulus supplerer, når han skriver, at den der sår sparsomt, også skal høste sparsomt – mens den der sår rigeligt, skal høste rigeligt.

Det gælder alle steder. I vores ægteskab og parforhold, i familien, i venskaber. På arbejdspladsen, i politik, alle steder.

Den der sår rigeligt, høster også rigeligt. Og Gud elsker en glad giver.

Den mellemlagrede

Men mætte maver er ikke det samme som mætte sjæle. Nu skal der mere fylde på. Vi skal ind i det mellemlagrede lag.

Mennesket lever ikke af brød alene – mennesket lever også af tro og håb og kærlighed.

Vi lever af ånd. Vi lever af at blive tanket op sjæleligt. Vi lever af at mærke, at vi er forbundet med hinanden og med et større rum omkring os end det, vi selv fylder ud.

Vi henter næring fra de kanaler, der ikke kun går indad og ned i mavesækken, men rækker ud af mod andre hjerter og ind i mysteriet om den store sammenhæng og det, der holder det hele oppe.

Mad er også meget mere end mad. Tænk på, hvor meget liv og kærlighed der er i måltidet.

Når jeg kommer hjem til min gamle mor og hun har stået hele eftermiddagen for at lave et dejligt måltid, som hun ved jeg kan lide – så kan jeg godt lige blive grebet af lidt dårlig samvittighed. For det er jo mig med de yngre kræfter, der burde lave mad til hende.

Men for min mor er det måltid, hun bruger tid og kræfter på – og mange timer på sin gamle ben – en kærlighedsgerning, som fylder min sjæl med lys og bekræfter, at jeg er det elskede barn.

Ligesom når vi rækker ud efter nadverens brød og vin. Vi forbinder os gennem brødet og vinen med den Gud, der har givet os sit hjerteblod. Og som i det lille rituelle måltid bekræfter sin kærlighed til os – og at vi som søskende omkring et bord er forbundet med hinanden – samlet sammen som en familie, der ved, at trods alt det bøvl vi har med hinanden, og trods den familiehistorie der ikke altid er smuk og varm – så hører vi alligevel sammen og favnes af den kærlighed, der kommer fra kilden selv og derfor aldrig løber tør, men bliver ved med at flyde over og varme vores kulde.

Den fede

Lad os nu til sidst gå ind i det fuldfede møde med underet. Underet som det foregår lige for øjnene af os. Vi får givet, og givet og givet – og rakt og rakt. Og vi tager imod og tager imod – hver eneste dag.

Vi tager det under, som er livet selv, ind med vores øjne, næse og mund – ser det omkring os, indånder det i hvert eneste åndedræt, og smager på det i utallige nuancer og mærker det ved blot at være til stede her under himlen.

Og er Jesus Kristus for os Guds hjerte, ansigt og stemme – synlig og hørlig tilstede iblandt os – så er denne lille bevægelse med brødet og fisken et tegn til os om, at vi kan regne med – at Gud bliver ved med at give os i rigt mål af alt det der er.

Alt det vi elsker og smager og indsnuser og indånder hver dag i vores liv. Det kommer til os – ned i vores skål.

Hver morgen i min skål, en nåde uden mål, til mig nedflyder, som der står i en gammel salme.

Hver morgen – fuld af nåde, et forår på vej for fuld kraft. Endnu en dag på denne jord. Livet igen opstået, med morgenkaffe og timer at tage fat på.

En nåde uden mål. Igen og igen. Generation efter generation. Lige meget hvad vi gør for at ødelægge det hele. Så ruller morgenrøden hen over himlen, igen og igen.

Gud lader græsset gro og brødet flyde – som et tegn på, at det er her alt sammen. Alt hvad der kan gøre et menneske glad.

Tag det, spis det. Der er nok af det. Også nok af den kærlighed, der kommer fra Gud. Det fuldfede under giver os troen på, at fra Gud er der altid mere af alting. Mere forår. Nyt liv, der vokser op af alt det, der forgår. Liv på den anden side af de kampe, vi må udkæmpe. Mere tilgivelse, når vi alligevel ikke kan være så gode og gavmilde som vi burde. Mere glæde, når vi troede glæden var forbi.

Mere liv, når vores dage på denne jord en dag er forbi. Fra Gud er der altid mere i vente. Det er det fuldfede, nærende budskab i den lille madpakke i dagens evangelium. Amen.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, 3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk