Juledag

Juledag 2021 | 1. Mose 1,1-5 1; Joh 4,7-11 og Joh 1,1-14 | Af Anna Jensen |

Salmer

99 Velkommen igen

100 Kimer I klokker

122 Den yndigste rose er fundet

119 Julen har bragt velsignet bud

109 I denne søde juletid

118 Julen har englelyd

”Hvad kan det dog være for en nat, når hundene ikke bider, fårene ikke bliver bange, spyddet ikke dræber og ilden ikke brænder?” Spurgte den vrisne hyrde sig selv i Selma Lagerløft fortælling om ”Den hellige nat” i Kristus legender. Den vrisne hyrde var blevet forstyrret i den mørke nat, da en fremmed mand opsøgte hyrden for at spørge om hjælp, for han havde ingen ild og hans kone havde lige født et lille barn. Hyrdehundene sprang op og ville gø, men der kom ingen lyd ud af dem, de bed den fremmede i hånden og i benet, men kæberne og tænderne adlød dem ikke. Fårene lå så tæt omkring bålet, at den fremmede ikke kunne komme frem, men han trådte op på ryggen af dem og spadserede hen til bålet uden at fårene vågnede. Hyrden var en hård og uvenlig mand, da han så, at den fremmede nærmede sig, kastede han sin hyrdestav som et spyd imod manden. Staven hvinede imod den fremmede, men bøjede af og fløj langt ud på marken. Den fremmede spurgte om ild, og han tog gløderne med de bare næver uden at brænde sig, da han ingenting havde at bære gløderne i. Da spurgte hyrden den fremmede: ”Hvad er det for en nat, og hvoraf kommer det at alting viser dig barmhjertighed?” Da svarede den fremmede: ”Det kan jeg ikke sige dig, hvis du ikke selv kan se det.”

Hyrden var blind for den magiske nat, julenat. Men nysgerrigheden var blevet vagt i ham, og på afstand fulgte han efter den fremmede hen til klippehulen. Her fandt han en kvinde med et lille nyfødt barn. Og selvom hyrden var en hård mand, tog han sin ransel af og fandt et blødt fåreskind, som han gav til barnet, for at det lille barn ikke skulle fryse. Men i det sammen som hyrden vist, at også han kunne være barmhjertig, da åbnedes hans øjne, og han så, at rundt ham i en tæt kreds stod en sværm af små sølvengle. De spiller på harpe og sang ”I nat er der født en frelser.”  Englene var pludselig alle vegne, i hulen, på vejen og hele himlen var fuld af dem. Der var sådan en jubel og glæde, sang og spil, at hyrden måtte falde på knæ og takke Gud.

Johannes evangeliet er anderledes end de andre evangelier. Det fortæller ikke om Jesus fødsel i detaljerede beskrivelser, men har en anderledes poetisk indledning. Indledningen er skrevet med helt almindelige hverdags ord, men der står noget mellem ordene. Vi kan fornemme der er noget på spil, men vi kan kun se, hvis vores øjne er åbne for det. Da Jesus kaldte sin første disciple i Johannesevangeliet blev Nathanael imponeret over at Jesus kendte hans navn. Jesus sagde til ham ”Tror du fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det. Og han sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg til jer: I skal se himlen åben, og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen. ”

Johannes forfatteren lader evangeliet begynde på samme måde som 1. mos bog. Altså begyndelsen på vores Gamle testamente. I begyndelsen… Derved griber forfatteren tilbage og gentager det gamle, det kendte og dog fødes noget nyt. Hvornår er begyndelsen?

Alle børn er interesserede i, hvordan deres forældre mødte hinanden. Hvornår begynder et menneskeliv? Er det ved fødslen, eller er det i virkeligheden noget tid inden, nemlig når forældrene mødes? Mødet mellem forældrene resulterede i et forhold, der blev begyndelsen på børnenes historie.

Johannesevangeliet fortæller om begyndelsen på Jesus historie. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed. Ordet er ikke håndgribeligt for os. Ordet, som i begyndelsen var hos Gud, og Ordet, som var Gud. Guds ord fik kød og blod, blev et menneske som os, med et menneskenavn og dog så svært at forholde sig til. Johannesevangeliet maler ikke en fødselsberetning frem som hos Lukas, med jomfru Maria, Josef, stald, hyrder og engle. Der er ingen håndgribelige billeder, for Johannes evangeliet vil noget andet.  I skal få større ting at se!

Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke. I disse to små sætninger ligger hele livets skønhed, men også livets tragedie.

I begyndelsen, da Gud skabte verden, var alting såre godt. Gud skabte mennesket i sit billede og han velsignede dem. Han gav dem jorden, gav dem alle fiskene, fuglene, dyrene og planterne. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

Så kom tragedien. Da slangen lokkede Eva til at spise af kundskabens træ, kom mørket ind i verden. Fra da af levede mennesket ikke mere evigt, døden blev et vilkår, vi alle er underlagt og mennesket fik magten til at skelne godt fra ondt.

Gud og mennesket var nu skilt af. Den sammenhøring og det  nærvær mennesket havde haft med Gud blev brat afbrudt, da mennesket erkendte sine fejl. Det blev bange for Gud og gemte sig skamfuldt. Skammen lå som et tykt tæppe mellem Gud og mennesker og fik mennesket til at fjerne sig mere og mere fra Gud.

For hvad skal vi egentligt bruge Gud til? Verden går sin skæve gang, pandemien sætter skel mellem mennesker der ønsker fællesskab, mellem de rige lande som har en vaccine og de fattige som ikke har, mellem danskere som lader sig vaccinere og dem der ikke vil. Flygtningestrømmene fortsætter, mod øst tramper soldater rundt for at gøre indtryk, og uretfærdigheden sker hver eneste dag. Det er ikke verden i sig selv der er ond, men den måde vi mennesker behandler hinanden på gør ondt. Guds krav om kærlighed til hinanden får os til at dukke os og krybe uden om, præcist som Adam og Eva gjorde det i begyndelsen. Vi vil ikke ydmyge os for en Gud, vi har ikke brug for råd og vejledning fra en Gud som er mere end 2000 år gammel. Som den vrisne hyrde lukker vi øjnene for det forunderlige der ligger og venter på os mellem ordene i Johannes evangeliet. Evangeliet lover os: Sandelig, sandelig siger jeg jer. I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned.

Jeg tror, at alle mennesker længes efter Gud. Vi længes efter en kærlighed så stor, at den kan favne os, og elske os, på trods af hvem vi er. Vi længes efter en, som kan se det gode som er inden i et hvert menneske. Vi længes efter en paradisisk tilstand, hvor alt er såre godt.

Julenat tændtes et lys i mørket og mørket greb det ikke. Det lys var så kraftigt at alt menneskeligt ondskab, alt løgn og falskhed, alt selvhævdelse, og frygt ikke kunne få bugt med det. Selv den sidste fjende, døden blev overvundet i lyset af påskemorgen.

Jesus fødsel, som lyset i mørket, blev en ny begyndelse. I Jesus kom Gud nær til mennesker. Paradisvejen blev fundet. Juletræet med alt sin glans minder os om Livets træ, det pragtfulde træ som stod i paradisets have. Vi sætter det i vores kirke og i vores stuer. Grenen fra livets træ står atter skøn, med æbler, småfugle og lys på kviste. Den Paradisets have som Guds engle fløj i – lukker Jesus op for os.

Hvad kan det dog være for en nat, når hundene ikke bider, fårene ikke bliver bange, spyddet ikke dræber og ilden ikke brænder?” ”Jeg kan ikke sige dig det, hvis du ikke selv kan se det.

Med Jesus fødsel begyndte en ny begyndelse. Jeg kan ikke sige dig det, hvis du ikke selv kan se det.

Lov tak og evig ære være dig, fader, søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelsen, nu og i al evighed.

Kirkebøn: Gud, du er verdens lys. Lad det lys som blev tændt julenat i Betlehem også lyse for os. Vi takker dig for vores familier og vores børn, tak for mennesker, vi skal fejre jul med. Vi beder dig at du vil være nær hos alle dem der ufrivilligt må sidde alene, trøst og styrk de bange, vær hos alle der lider under pandemien og sygdomme. Vær hos vores sundhedspersonale og alle der må arbejde for at sikre os julefred. Mind os dagligt om, at jorden med alt hvad den rummer er skabt og villet af dig, og derfor skal vi bruge jordens ressourcer med omtanke og ansvar for vores medmennesker. Hjælp os til at leve hver dag i tillid til din kærlighed, din nåde og omsorg, og have nok i det. Tak for dåben hvori du gør os til dine børn, og for brødet og vinen hvor du rækker os dig selv.

Vær med al øvrighed, vores Folketing, dronning Margrethe og hele hendes familie. Vær med kirken her i vores sogn og den kristne kirke ud over hele jorden. Lad os alle forsamles i et fællesskab om dig. Bevar os i håbet og troen på dit rige.

Mannakorn:

Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud.

Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: At Gud har sendt sin enbårne søn til verden

Guds har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham

Deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os, og sendt sin søn som sonoffer for vore synder

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk