Justitia ser os med bind for …

Justitia ser os med bind for øjnene – Gud ser os uden bind for øjnene | 9. søndag efter trinitatis  | Lukas 16,1-9 | Af Lasse Rødsgaard Lauesen |

Hun havde bind for øjnene, måske var det derfor han godt turde kikke på hende. Et af de der lange blikke, der suger skønhed til sig fra en andens krop. Havde hun set sig tilbage, havde han slået blikket ned og set den anden vej. På en måde var det dog trist, at de ikke kunne få øjenkontakt, der var kun hendes krop at kikke på, men hvilken smuk skabning hun var. På trods af at hun ikke kunne se ham, gik der lang tid inden han turde nærme sig hende. For hendes krop udstrålede en spændstig myndighed. Og så var der lige det der, hun holdt i hænderne. Et sværd, der godt nok ikke var hævet til forsvar, men et skarpt sværd var det. Huggede hun efter ham kunne han vel flytte sig, for hvad kan en blind ramme? Den truende hånd var ikke den med sværdet. Det var den hånd, der var hævet i luften, hvor hun holdt en vægt, der var i ligevægt. Hvad nu hvis han sneg sig ind på hende, ville balancen så forsvinde? Engang gik han helt hen til hende og stod på tæer for at se, hvad der var i vægtskålene, den ene var tom, men i den anden lå der et par mønter, som om nogen ville se om de kunne tippe vægten. Så gik han hurtigt videre. Nej, hun var ikke som nogen anden af statuerne i parken, måske skulle han prøve at se, om han kunne finde hende på internettet i stedet.

Hun hed Justitia retfærdighedens gudinde, den der personificerer jura, lov og retsvæsen. Hun var den retfærdighed, vi forsøger at få til at leve i blandt os.

Han kunne også læse, at hun altid havde haft sit sværd og vægten, men det var først i moderne tid hun havde fået bind for øjerne, for på den måde at symbolisere, ”at alle er lige for loven, og at Justitia dømmer med ”blind retfærdighed” uden at lade sig flytte af hverken penge, magt, personlighed eller andre irrelevante ting”, stod der.

Hvem kalder lige det irrelevant tænkte han og så ned på sine gamle sko. Justitia lignede ingen anden kvinde, han kendte. Dem han kendte havde ikke bind for øjnene og dømte helt klar et par kiksede sko ude.

Nu forlader vi ham i haven, vi vender dog tilbage igen og får også lov, at gå med ham i kirke. Jeg forstår godt, at man kan forelske sig i retfærdighed, det fuldstændige regnestykke hvor alt går op. Gør I ikke det? Jeg tror også bare, at den unge mand, når han møder den rigtige kvinde, vil finde ud af at regnskabet om vasketøj og støvsugning aldrig går retfærdigt op. Hvordan ville verden egentlig se ud, hvis alt skulle gå retfærdigt til? Ville den være bedre eller ville alle før eller siden få en tur med sværdet? Måske skal den unge mand være glad for at Justitia er romernes gudinde og ikke vores Gud. Vores Guds billede kan man ikke gå forbi i en park, men man kan møde det som i dag i en ret uretfærdig fortælling om en rig mand og en godsforvalter. På overfladen ser alt pænt ud, den rige mand er dog blind for forvalterens ødselhed. Den rige må derfor lytte til andre, der fortæller ham hvordan verden rigtig ser ud. Først dér falder bindet fra den rige mands øjne og han vil se et regnskab. Vi forventer vel alle, at det ikke stemmer og at forvalteren sættes fra bestillingen. Inden det sker sikrer forvalteren dog sig selv ved at få underleverandøren med på at snyde. Hvis Justitias vægt tyngede lidt før, er den nu fuldstændig skæv og hun er klar til at hugge til forvalteren. Det sker ikke, bare ikke for den Gud, vi har med at gøre, han ser manden i øjnene og roser ham for, at handle så snedigt. På den måde kommer evangeliet ikke til at handle om at skaffe retfærdighed, men om at skaffe sig venner med uærlig mammon. Den rige mand er selvfølgelig et billede på Gud. Gud, der ikke hugger til dig i blinde, han lytter heller ikke bare til hvad andre siger. Gud ser dig i øjnene og han har overskud til at rose også et forsøg på snyd. For mig er det billedet på den nådige dommer, der ser men alligevel finder plads til os.

Evangeliet slutter med en opfordring til at skaffe sig venner med uærlig mammon.

Alle steder i det nye testamente er der et anstrengt forhold til penge, især hvis der er mange af dem. Og hvorfor så det? Jo for penge sætter ikke pris på mennesket, men penge sætter en pris på et menneske og en anden på et andet menneske. Penge kan bruges til at få vægtskålen til at tippe til fordel for den, der kaster penge i den, som det jo sker i dagens evangelium. Penge får os til at se efter den rige mand og ikke den fattige. Og penge får pigerne til at se efter drengene med de dyre sko og ikke vores ven fra parken med de kiksede. Penge styrer vores blik og får os til at bøje retfærdigheden til vores egen fordel. Tog den unge mand fra parken mønterne fra Justitias skål, kunne han måske købe sig et par nye sko og få den kæreste han gik og drømte om. Er det retfærdigt, at stjæle fra en statue? Er det retfærdigt, at penge kan styre vores blik? Nej på ingen måde. Penge er sjældent fordelt retfærdigt og derfor mener evangeliet at de er uærlige. Retfærdighed findes måske slet ikke i sig selv, men kun som et symbol vi som samfund kan stræbe efter og drømme om. Når det kommer til stykket, er vi måske alle uærlige venner, der ikke har set, at den retfærdighed vi drømmer om også har konsekvenser for os.

Så er vi nået til afslutningen på prædiken og den unge mands tur. For engang havde han været i en landsbykirke til gudstjeneste. Og det havde været så smukt, sommeren havde summet udenfor og orglet havde bruset. Under altergangen havde han rejst sig og benene havde nærmest ført ham afsted op til alteret. Pludselig var de stoppet op under korbuen og han havde kikket op på det store kors. Øjnene på Jesus havde fra hans bænk været lukkede og han havde tænkt, at Jesus var klar til at blive taget ned og lagt i graven. Lige her hvor benene stoppede og han kom til at se op, kunne han se to øjne bag sprækkerne, der så på ham. De så ham og han så ind i dem og det gav den der kuldegysning i kroppen, der fortæller os alt det vi godt ved. Han fik lyst til at tage Jesus ned, for han var jo ikke død endnu. Det gjorde han ikke, i stedet tog han det sidste tigerspring til alteret og fik brød og vin som alle de andre. Da han rejste sig og gik, stoppede han op under korset igen, men nu var øjnene lukkede. De øjne der havde set ham og ladet ham komme forbi, så han kunne blive en del af det hele igen. Det er evangeliet: At vi tror, at Gud ser os uden bind for øjnene og sender os ud i verden igen. Amen.

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen

DK-5000 Odense

E-Mail: lrl(at)km.dk