Lukas 1,26-38

Mariæ bebudelse | 26.03.2023 | Lukas 1,26-38 | Af Anna Jensen |

Salmer: Thomas Kingo: 71, 115, 803, 73, 108 v4-6, 10. Under nadveren spiller organisten Scorpiens med “Wind off changes .

Hvor findes håbet? Der er næsten ikke noget mere håbefuldt end et nyt liv der bryder frem. Det rører vores hjerter, når et barn bliver født, når vi hører at et nyt liv er på vej. Det er Marias dag i dag. Vi synger lovsange, og priser Maria som himlens veninde, hende der bar Guds søn under sit hjerte.

Vi har det med at glemme at for Gud er alting muligt. Når vi ikke kan se udveje ud af en fastlåst situation, så tror vi ikke de

findes.

Da jeg var barn, stod der ned igennem Europa en mur som skilte øst fra vest. I øst var der kommunisme og fundamentalistisk styre, i vest, frihed og demokrati. Muren var en følge af fredsslutningen ved 2. verdenskrig, sådan var det. Den delte Europa nærmest som en naturlov. Men så skiftede vinden retning. Det som ingen rigtig havde turde tro på skete, en opblødning fandt sted, og pludselig blev grænserne åbnet, muren brudt ned og folk kunne igen besøge venner og slægtninge, vi kunne rejse frit. Det som syntes umuligt blev muligt. Det tyske rockband Scorpions skrev en glædes sang, en lovsang, Wind of change, som blev et kæmpe hit. Det, der skete, da muren blev revet ned, var så fantastisk. Vi havde ikke turde drømme om det, mange følte det som guddommelig indgriben, ”magic of the moment On a glory night”.

Nu bygger vi mure igen. Vi opstiller fjende-billeder af det folk Scorpions i deres sang kalder for ”vores brødre”, vi sender soldater til Letland i håb om, at krigen forbliver i Ukraine og ikke brede sig, vi gør os uafhængige af handel med Rusland, og vores håb om en varig fredelig løsning er som en spinkel flamme, der blafrer i vinden.

Intet er umuligt for Herren. Både i Bilen og i verdenshistorien er der sket omvæltninger, som ingen havde troet muligt. Og det kan ske igen! Maria bebudelse er en håbsfortælling. Der er håb for verden, det gode vil sejre, for Gud er stærkere.

Børn og forår kan give os håb, men der er stadig mørke i vores liv. Døden findes, krig og mismod findes. Når den fortvivlede spørger hvor håbet findes, er det så nok at vise hen til

billeder af babyer, hundehvalpe, og solopgange? Kan det fortrænge vores mørke, vores klimaangst, splittelsen og fragmenteringen i vores samfund, sundhedskrisen, krigen? Er et par solstråler nok for at varme vores frosne vinterhjerter, eller har vi brug for et større lys, et lys så stærk at vores liv, vores fremtid kan oplyses?

”Julenat, da vore herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød.” sang vi 1. s. i advent. Da Helligånden tog plads i Marias skød, tændtes lyset. Det kunne endnu ikke ses af det menneskelige øje, men hos Lukas fortælles det forunderlige: Da Marias forældre hørte hvad der var overgået Maria, blev Maria sendt til Judæas bjergland, til sin slægtning Elisabeth som var gift med præsten Zakarias. Elisabeth var blevet gravid på en næsten lige så underfuld vis som Maria. Elisabeth var blevet gammel og havde det ikke længere på kvindelig vis, alligevel ønskede hun og Zakarias sig sådan et barn. En dag da Zakarias gjorde tjeneste i templet, viste en engel sig for ham og sagde: ”Frygt ikke Zakarias. Elisabeth skal føde sig en søn og I skal give ham navnet Johannes.” Den gamle kvinde Elisabeth var altså blevet gravid på en lige så underfuld måde som Maria. Da Elisabeth åbnede døren for Maria, sprang barnet i Elisabeths liv og hun blev opfyldt af Helligånden og råbte: ”Velsignet være du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt.”

Barnet i Elisabets mave, var Johannes, som senere fik tilnavnet Døberen. Allerede som foster vidste han, at Jesus er lyset. Af Marias skød skulle lysets fødes i verden. Mange år senere mødtes de to igen, da Johannes døbte Jesus i Jordanfloden og himlende åbnede sig over dem.

Med Jesus kom lyset til verden. Gennem slægter har det lyst og vi har fejret jul og påske lige siden, håbet er levende, lyset er hos os, men der er stadig mørke i verden.

Hvor finder du håb? Mange danskere fejrer jul uden egentligt at tro på Gud, fordi fortællingen om et barn der bliver født, giver os håb. Men der fødes masser af børn, ja faktisk fødes der så mange, at jorden dårligt kan brødføde dem, hvis vi fortsætter i det tempo vi har nu. Jeg hører om unge mennesker, der har så lidt tillid til fremtiden, at de tøver med at sætte børn i verden. I TV-programmet ”Den sidste breddegrad” rejser Troels Kløvedals børnebørn til Nordpolen, for som de siger: ”Det er nu vi skal afsted. Om 10 år er det for sent, da vil man ikke længere kunne sætte sin fod på Nordpolen, da isen er blevet til åbent hav.”

”Det er for jeres skyld, at jeg slukker lyset og sorterer affaldet” irettesatte jeg til nogle unge mennesker en dag, ”for at I også skal have en jord at bo på”. De unge var ligeglade, de gad ikke lukke døren for at holde kulden ude. ”Det er jo lige meget,” sagde de. ”Din generation har brugt det hele op!” ”Men derfor kan vi da ikke give op,” indvendte jeg ”Vi kan da ikke bare bruge løs!”  ”- jo” svarede de, ”vi kan lige så godt få det bedste ud af det.”

Er det sådan vores tid er, at vi lige så godt kan få det bedste ud af det? Nyde vores privilegerede liv, fordi fremtiden ser mørk og dyster ud? Dulme vores bekymringer med chokolade og en god Netflix serie, og hvis vi mangler noget at glæde os til eller glæde os over, så bestiller vi en skiferie eller en tur til sydens sol, og overdynger os selv og hinanden med positivitet i form af sjove og underlige billeder på de sociale medier? Vi skal ikke tænke så meget over tingene, carpe diem, for om nogle år er det for sent.

Det bliver verden ikke anderledes af. Verden forandrer sig først, når håbet bliver til handling. Når vi tør drømme og håbe om en bedre verden, når vi aktivt kaster os selv ind i kampen, da sker der noget. Vi kan ikke frelse hele verden, nej, det vil vi lade Kristus om, men vi kan være med til at forme den fremtid vi selv og vores børn er en del af.

Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild har gennem mange år forsket i splittelser. Hvorfor mister samfund sammenhængskraften? Hvorfor opstod den amerikanske teaparty bevægelse, hvad fik udkants amerikaner til at stemme på Trump, selvom hans politik intet godt ville gøre for dem? Samfundssplittelsen ses også i Danmark. Vi deler os i dem og os. De fine københavnske saloner og de landboer der føler at alt tages fra dem. Vi færdes i vores eget segment, og ser ikke hvad de andre trænger til. Er der håb om en bedre fremtid? ”Jo,” siger Arlie Hochschild, ”der kommer en modbevægelse.” Der skal bygges empatibroer. I USA er det opstået en ny bevægelse ”The American Exchange Project” hvor gymnasielever fra 23 stater i nord og syd besøger hinanden og taler sammen. I Danmark har vi Efterskolerne og Højskolerne. Her kan børn fra alle samfundslag mødes, men det er især middelklassens børn der dominerer. Indvandrernes børn mangler og det er en skam, for sammenhængskraften opstår når alle taler sammen, når empatien strækker sig ud over sine egne.

Der er spirer af håb i verden, når bare vi ser efter, men for at få åbnet vores øjne, har vi brug for håbet, grundhåbet. Grundhåbet, at Gud har skabt verden i sin godhed, at han vil os det godt, at Gud vil tage sig af sine mennesker. Grundhåbet er, at selv når det sortner for os, så har Gud en vej frem, for intet er umuligt for Herren! Barnet i Marias mave er ikke endnu et lille barn, nej, det er verdens frelser. Intet er umuligt for Gud. Fremtiden er i hans hånd. I Maria plantede han sin spirer, til fortrøstning og håb for os. Barnet skal kaldes Helligt, Gud søn. Han skal vokse op og lærer os om Guds rige. Han vil indbyde os til fællesskabet med Gud, han vil række os brødet og vinen, og han vil bryde det ondes magt ved at gå igennem døden for os.

Der er lys, der er håb. Vist findes der mørke i verden, men mister vi orienteringen, kan vi ikke kan se lyset, så er det ikke fordi mørket har vundet, nej, det er fordi kampen ikke er ovre endnu. Påskemorgen brød Gud dødens magt, Gudsriget er i frembrud blandt os, lyset vil sejre til sidst, for Intet er umuligt for Gud.

Håbet blev undfanget ved Helligånden under Marias hjerte. Helligånden er vores dåbsgave, så også vi ved Helligåndens kraft kan undfange Håbet i vores hjerter. Håbet nærer os og giver og kræfter og mod til at give plads for Gudsriget. Derfor synger vi vores lovsange i dag, for Maria og det barn hun bærer under sig hjerte:

Amen.

Kirkebøn: Lovet være du Gud, som ved Maria gav os din søn. Solopgangen fra det høje har besøgt os, vi beder dig at lyse for dem der sidder i mørket og døden skygge. Fyld os med lys, håb og kærlighed, så vi kan leve hver dag i tillid til din nåde og omsorg, og have nok i det.

Vi beder dig at du vil være nær hos alle der er på flugt og ikke ved hvor de skal finde brød og håb. Værn os fra krigens vold og giv os mod til at hjælpe dem der kommer til os. Mind os dagligt om, at jorden med alt hvad den rummer er skabt og villet af dig, og derfor skal vi bruge jordens ressourcer med omtanke og ansvar for vores medmennesker. Tak for dåben hvori du gør os til dine børn, og for brødet og vinen hvor du rækker os dig selv. Vær med al øvrighed, vores Folketing, dronning Margrethe og hele hendes familie. Vær med kirken her i vores sogn og den kristne kirke ud over hele jorden. Lad os alle forsamles i et fællesskab om dig. Bevar os i håbet og troen på dit rige. Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk