Lukas 14.1-11

17. søndag efter trinitatis | 01.10.23 | Lukas 14.1-11 | Jan Sievert Asmussen |

”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre”. (Hosea 6,6,)

Ordet „sabbat“ dukker op i denne prædiketekst. I den jødiske kulturkontekst var og er det den dag i ugen, hvor mennesker prøver at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Det ugentlig „simple living“-program, hvormed man kan rense sit sind for arbejde og ansvar. Ikke slide og slæbe, men endelig efter seks dage i livets trædemølle blive et helt menneske igen.  Ét lille døgn fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen, hvor jammerdal bliver til paradis og stress til ubetinget ro. Tid til familien, tid til at meditere og samle kræfter. Sabbaten betyder spadseretur til synagogen og tid til at være med sig selv og med Gud i det velkendte rum og ritual. Alle bekymringer lagt til side og kun to spørgsmål i sindet: hvad skal jeg med mit liv? hvad siger Gud til mig?

I vores samfund, hvor onlinesamfundet og de butikker uden lukketider har berøvet os et fælles ugentligt åndehul, er søndag formiddag i kirken – altså det vi oplever lige nu – en sidste rest af sabbaten: de kristne flyttede jo hviledagen til søndag, vor Herres opstandelsesdag. Tanken på, hvad du skal med dit liv og hvad Gud siger til dig, kunne fortjene en hel lang søndags fred og glæde. Men alle indkøbscentre, IKEA og supermarkeder har åbent. Du behøver ikke gøre søndagen til noget særligt. „Gud helligede den syvende dag og hvilede“, står der i bibelens skabelsesberetning. Så hvis vi skal finde eksempler på, hvad hviledag betyder, skal vi helt andre steder hen end til søndagens gudstjeneste. Måske er det snarere billedet af fuldkommen hvile og harmoni fra jeres sommerferie for tre måneder siden, fra cafébordet under de skyggefulde træer, fotos af jer selv på stranden, liggestol og stråhat og en drink inden for rækkevidde.

Hvor vil jeg gerne tage jer med på en fantasirejse eller meditationsøvelse tilbage til sådan en utrolig dejlig fredfyldt plet, en oase i tiden. Søndag, ferie, sommer. Hvor ville det være dejligt, hvis vi sammen kunne skabe et gyldent indre lys i os denne søndag formiddag, som kunne stråle ud over eftermiddagen og ind i en gylden søndag aften. Det ville være dejligt at gøre jeres åndedræt dybt og roligt, så I mærkede, at I for alvor levede. Hvor ville det være dejligt, hvis den times tid, vi har sammen lige nu, kunne få jer til at føle jer godt tilpas, ligesom et spædbarn, for hvem det er søndag hver eneste dag. Det kunne være dejligt at sætte sig det mål.

Men det går ikke, og ved I hvorfor? Midt i kristendommen er der ikke en feel good-guru, en bekræftende og anerkendende livsstilsekspert, der deler sin feng shui med os. Midt i kristendommen, hovedpersonen i Det Nye Testamente, er en flaprende, kradsende, indigneret, urovækkende, ubekvem Jesus. Ham, for hvem næstekærlighed først er fuldt udlevet, når den inkluderer fjendekærlighed. Ham, for hvem de første bliver de sidste og de sidste bliver de første. Ham, der hen over hovedet på alle selvskrevne kandidater lover de små børn, at Guds rige er deres. Ham, der ender med at tilgive sin egen forræder Judas. Ham, der i ramme alvor gør et dusin jævne fiskere og bønder til sine budbringere og oven i købet giver alle døbte mennesker det ansvar at være hans forlængede arme her i verden.

Der er alt for megen uro til, at vi kan begive os på søndagsmeditation sammen. For midt i det hele står Jesu spørgsmål: „hvis en af jer har en søn eller okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?“ Her stilles spørgsmålet: hvad skal dit personlige frirum bruges til? Måske er der nogen, der savner dig, alt imens du gasser dig i velvære og nydelse, som du mener at have gjort dig fortjent til. Hvem er ved at drukne i brønden, mens du nyder livet? Alt det, kristendommen har at sige om at tænke på andre, før du tænker på dig selv, forstyrrer din fine sabbat. Hvordan kan du ligge på sofaen, når det banker på din dør?

I kan måske mærke det: lige her ødelægges din søndagsro. Her torpederes din nydelse af to radikale, borende spørgsmål, som du har hørt før i denne prædiken: hvad skal jeg med mit liv? hvad siger Gud til mig? Just de spørgsmål, som den fromme jøde gik til synagogen for at få svar på. Men for Jesus gives det svar ikke i den religiøse kultinstitution, ikke i hverken tempel eller synagoge eller kirke. Spørgsmålet, hvad jeg skal med mit liv, det finder sit sande svar ét eneste sted, nemlig i mødet med mit medmenneske. Det kan kræve ro og tid, måske endda søndagsro og indre afklaring at få øje på dit medmenneske, at mobilisere din evne til tilgivelse og kærlighed. Det kan kræve ensomme ture, sommerferie og rekreation at skrabe de stumper af livsklogskab, du har erhvervet, bedst muligt sammen. Men formålet, meningen med din indsats, den ligger i hverdagen hos din næste.

Det gør den så meget, at Jesus ville sige, at gudstjeneste slet og ret er praktiseret kærlighed. Ja med ekstra kant: gudstjeneste, der kun vil sig selv og kun skabe mental skønhed, falder til jorden og diskvalificeres med et brag. Det brag, hvormed Jesus væltede boderne i templet i Jerusalem: min Faders hus skulle være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule. Jesus er ubekvem, og det er han i Bibelen ikke ene om. Bag ham står en række af ubekvemme, kradsende profeter – som for eksempel Hoseas, der omkring år 700 f.Kr. var ude i samme ærinde. På den tid var der højkonjunktur i Israel, overskud på alle betalingsbalancer – og den religiøse kult blomstrede på bekostning af omsorg og næstekærlighed. Men Hoseas forblev med sit ubekvemme budskab: kult uden kærlighed tæller ikke: „Jeg hugger præsterne ned, siger Herren, dræber dem med min munds ord: troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre“ (Hos 6,5-6).

Det er som et ekko af religion til et spørgsmål om indre ro, at Jesus siger, at ”mennesket er ikke til for sabbatens skyld, men sabbaten er til for menneskets skyld“. Det betyder, at den tid, vi skal bruge til restitution, aldrig er sit eget formål. Gudstjenester, som den, vi holder lige nu, peger ikke på sig selv, men på den sande Guds tjeneste, som er tjeneste for din næste. Ikke herinde, men derude. Det kan kræve en tur til synagogen eller kirken for at få øje på det, altså få øje på livsopgaven dérude, uden for kirken. I det ligger hele den religiøse institutions berettigelse og hele den religiøse institutions begrænsning. „Hvad vil det sige at elske?“ spørger Martin Luther i den prædiken, han holdt i 1526 over teksten fra Lukasevangeliet om sabbaten. „At elske er ikke at fordybe sig i egne tanker, men af i hjertet være venligt stemt mod sin næste, trøste ham med sit ord og straffe ham, når det er nødvendigt. At stå til rådighed med råd og dåd og derved hjælpe ham på legeme og sjæl … Dette er at holde hviledagen hellig: at elske sin næste og opfylde hans behov. Være lydig, barmhjertig, hjælpsom, trøstende, give ham mad og drikke. … Anden gudstjenesten er der ikke brug for. På den måde har den den kristne ikke blot én dag, men syv dage om ugen til at tjene Gud“. Hvad er altså sand gudstjeneste? Ikke det, der foregår herinde, men det, du gør i din hverdag. Der er kun ét sted, du kan tjene Gud, og det er ved at være i kontakt med din næste. Måske kræver det ro at finde gnisten til den kontakt – dét og kun det er, hvad kirke og gudstjeneste måske kan give dig: at vi bliver til gavn og glæde for andre her i verden og på den måde tjener Gud. Amen.

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK 3520 Farum

Emal: jsas(at)km.dk