Lukas 1,46-55

Mariæ bebudelse | Lk 1,46-55 | 03.03.22| Af Anders Kjærsig | Johannes Støberen |

Min prædiken er en slags erindringshistorie set fra et barns perspektiv. Meget er sandt, lige så meget er fiktion. Hvor den grænse går, ved jeg ikke.

Langt ude i familien så langt ude, at jeg ikke husker det, men kun kender historierne, fortælles der om en murarbejdsmand ved navn Johannes. En verdslig og lidt forhutlet fyr. Johannes Støberen kaldte man ham med en reference til Johannes Døberen. Man kaldte ham også eneboeren, eremitten eller jordrotten, ham med det støvede og hvidkalkede hår.

I modsætning til Døberen, der døbte i Jordanfloden, støbte Johannes i beton nær Ikast en 2-4-9 blanding kun tilsat ganske lidt vand. Han var kendt for sine tørre blandinger og sit ilter sind. Han var ateist helt ind til benet, troede ikke på noget himmelsk væsen. ”Mennesket æder og drikker og formerer sig og dør”, sagde han med et citat hentet hos Gustav Wied. ”Det er menneskets skæbne”, fortsatte han med et bøvs og tog et stykke ost med skorpe og stempeldato og proppede det hele i munden.

Johannes var spartansk, men ikke nærig. Han så ingen grund til at fylde sit liv med materiel overflod. Derfor havde han kun to sæt tøj, et til hverdag og et til fest. De to sæt var fuldstændig identiske, så man ikke var i stand til at se forskel. Til gengæld kunne man lugte forskel. Johannes var ét med sin påklædning. Klæder skaber mennesker, så derfor viste man altid, hvor man havde ham. For ikke at slide de to sæt i stykker vendte han dem hver anden gang med vrangen ud.

Maden blev der heller ikke gjort meget ud af. Johannes kogte som regel 10 kilo kartofler på en gang. Dem spiste han så i løbet af ugen tilsat lidt salt og flæsk, hvortil han drak kogt vand. Alkohol rørte han ikke. Han spillede heller ikke kort. Ikke på grund af moralske skrupler, men fordi livet var for kostbart til den slags. Til gengæld brugte han mange timer på at tænke over livet, når han gik hjemme hos sig selv.

Det fortælles, at han til en fest engang kom op at diskutere med en gammel vækkelsesprædikant om omvendelse og syndernes forladelse. En diskussion, som endte med et brudt venskab, ikke til missionæren, men til Bertel, Johannes bedste ven. Vækkelsesprædikanten prøvede forgæves at overbevise Johannes om hans synd og behov for Guds tilgivelse. Han talte om omvendelse og bøn i en lind strøm, så til sidst blev Johannes så træt af alle de ord om Gud og himmel, at han gik ud på toilettet, vendte tøjet med vrangen ud, vente tilbage, og gik luks hen til missionæren og sagde: ”Nu er jeg omvendt, hvad er du?”

Vækkelsesprædikanten fik et chok. Johannes var nu kørt varm. Han fortalte med et ironisk glimt i øjet, at han som murerarbejdsmand var tættere på Guds væsen end prædikanten. Prædikanten havde det kun i munden, mens Johannes havde det i hele kroppen. ”Det er trods alt os, som lægger soklen med de bare næver”, fortalte han og fortsatte: ”Det kan godt være, at Gud lægger hjørnestenen, men vi tjekker den med lodstokken, og hvad angår dig, så kan du ikke engang håndtere øksen, der som bekendt ligger ved træets rod”.

På det tidspunkt var Bertel nødt til at gribe ind. Han tog Johannes med sig og spurgte ham, hvorfor han hidsede sig sådan op. ”Prædikanten er da en venlig mand”, sagde Bertel stille til Johannes og tilføjede: ”Måske er der noget om snakken, du ved Johannes, din egenrådighed og kompromisløshed. Det klæder dig ikke”.

Johannes så undrende på Bertel, som når Guds ser på et menneske og enten velsigner eller forbander det, og sagde: ”Bertel, min ven, hvad er du bange for? Hvad ryster dig og gør dig så blid? Tror du, at missionæren er nærmere frelsen end jeg er, vi er begge døbte? Hans tale om omvendelse falder jo til jorden, når manden ikke engang kan svinge den økse, han fælder andre med. De farligste mennesker er dem, der forsvarer Gud. Husk det, Bertel” – og Johannes fortsætter:

”Gud skal man ikke forsvare, ham skal man tale imod. Man skal vriste kraften fra ham, og modigt turde leve uden hans tilstedeværelse. Jeg tvivler på, at Gud kan vække Abrahams børn af en dynge perlegrus. Til gengæld er der ikke tvivl om, at livet er en ørkenvandring, triviel altid tørstende, men alligevel med oaser af frodighed og glæde. Vejen, vi skal gå i denne ørken, må vi selv vandre, der er ingen som baner den for os og retter stierne ud og gør det let tilgængeligt.”

Bertel ligner til forveksling én, der har set et spøgelse. Han står med opspilede øjne og ser målløs på Johannes. Han ved ikke sine levende råd og aner ikke, hvad han skal sige.

”Bertel er du stadig med?”, spørger Johannes og forsætter: ”Meningen med livet er ikke et andet sted, i Guds himmel eller i et rige, hvor man sidder til højbords med alle disciplene. Livet er ikke i kongernes slotte eller i de kulørte blade, heller ikke i penge, magt og viden. Livet er her og nu, det forbandede og velsignede liv.

Først når vi begynder at gå vores ørkenvandring, mærker vi livet. Her får vi mod og håb og tør stå ved os selv som de nøgne mennesker, vi er. Vi binder os til sandet, vores liv slibes af sand, sten og sol. Vi beder ikke, vi sveder, det er vores natur. Eller rettere: Sveden er vores bøn. Derfor, Bertel, og det kan lyde selvmodsigende, har jeg mere respekt for Jesus af Nazaret end for Gud selv. Jesus kendte ørkenvandringen og var solidarisk med den fysiske og reelle virkelighed, han levede i. Ham følger jeg gerne”.

Bertel åbner forsigtig munden og spørger: ”Johannes, hvis livet er en ørkenvandring, er det jo ikke til at holde ud for os almindelige mennesker? Det kan være, at du trives med en sådan forklaring på livet, men for mit vedkommende forekommer det svært”.

Johannes griber ind: ”Kære Bertel, på denne vandring er der mange, som ser fatamorganaer og begynder at bilde sig selv og andre ind, at dét er det sande liv. De ser ikke ørkenen af lutter blændværk. De tror på Gud og på ånder og på store ideologier, men ikke på den Jesus, der vandrede i ørkenen. Til gengæld tørster de og springer fra fatamorgana til fatamorgana i den tro, at det kan lindre. Man søger tilflugt i det flygtige, det der kommer og går, det nye og fascinerende, men bor i et sandslot, og er selv lavet af kød og blod for engang at blive til støv og jord”.

Bertel og Johannes skiltes muligvis som venner. Bertel gik hjem til sin kone og børn, Johannes gik hjem for at skifte tøj. Men inders inde var Bertel rystet. Johannes havde talt så afklaret og sikkert. Han var både kristen og ateist. Bertel kunne ikke regne ham ud, og det plagede ham.

Havde vækkelsesprædikanten mon ret?! Var Johannes en værre synder, der ikke ville omvende sig? Eller var livet vitterligt en ørkenvandring, et liv levet i skyggen af Jesus fra Nazaret?

Amen

___

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj@km.dk