„I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går.“ Sådan
begynder H. C. Andersens fædrelandssang. Og når vi synger
den, så ved vi at det er godt at der er et sted vi har hjemme. Et
sted hvor vi med alt i os føler at her hører vi til.
Et hjem det er et sted hvor man ikke skal forklare sig eller gøre
sig berettiget til at være. Det er et sted hvor man med selvfølgelighed
hører til. Et hjem er en favn af tryghed man kan vende tilbage
til. I et godt hjem kan man bevæge sig langt omkring. Frit kan man
som barn lege hele dagen og opdage nye, ukendte, måske farlige ting,
men hjemmet bliver ved med at være der. Man kan altid vende tilbage
til trygheden dér. Også når man har opført sig
som en fjols, er døren ikke lukket i. I et hjem er der naturligvis
regler man må rette sig efter, men også en kærlighed
der tager imod os som dem vi er.
Bevidstheden om et hjem, om et sted hvor vi selvfølgeligt hører
til, mon ikke vi alle i en eller anden form har en sådan bevidsthed
siddende i os? Ikke nødvendigvis som noget vi kan gøre klart
for os selv, men måske kun som en fornemmelse. Måske kun som
en længsel tilbage til en barndom, til en hjemlighed som for længst
er forbi.
For det hjem man vokser op i, og hvor man gennem sine forældre
lærer livet og verden at kende; hvor man spejler sig i dem og hviler
i deres tryghed – det hjem må og skal man naturligvis på et
tidspunkt forlade og frigøre sig fra. Man kan ikke for altid blive
i trygheden bag hjemmets mure. Men det hører med til at blive et
voksent menneske at man med tiden ser sig selv i en større sammenhæng
end sin families. Det hører med at man ser sig selv som menneske
blandt mange andre, i en verden som er uoverskuelig og stor.
Spørgsmålet er så: Kan vi mon igen finde den tryghed
de fleste af os har mindelser om? Har vi virkelig i os en følelses
af at her har vi hjemme? Er denne verden et sted vi føler os trygt
forankret i? Kan vi måske sige som salmisten i Det gamle Testamente:
Forfra og bagfra omslutter du mig, Herre, og du lægger din hånd
på mig? Eller føler vi os hjemløse – uden vished om
en kærlighed som altid holder døren åben og som favner
og bærer, når vi er dér hvor vi intet kan bære
selv?
Lukas‘ fortælling om den 12årige Jesus handler blandt andet
om disse ting. Jesus voksede op i Nazareth. Det er hans hjem. Vi hører
ikke meget om hvordan han havde det dér. Der står i linjen
inden det stykke vi hørte, at han voksede sig stærk og fyldtes
med visdom, og Guds nåde var over ham. Men vi må regne med
at der egentlig ikke er noget usædvanligt i det. Jesus voksede op
som en hvilken som helst anden dreng, med al den tryghed og frihed og
ubekymrethed der skal være i et barns hjem.
Men et hjem er der ikke for at vi altid skal blive ved med at være
i det. Det hjem vi lærer at kende som børn, må vi slippe,
for at finde os selv i et andet og større hjem. Det var det der
skete for Jesus i templet i Jerusalem. Der vidste han sig hjemme i en
stor uendelig verden som er Guds. „Vidste I ikke, at jeg bør
være i min Faders hus!“, siger han til Josef og Maria da de
endelig når frem.
Forinden er der gået tre dage hvor de har ledt efter ham i stadig
større bekymring og angst. De har naturligvis forestillet sig alt
muligt forfærdeligt der kunne være sket ham. Hvilke forældre
ville ikke gøre det? Men da de står dér og anklager
ham: „Barn hvorfor gjorde du sådan imod os?“, viser han
som det selvfølgeligste af alt at her har han hjemme. Han er ikke
blevet væk. „Hvorfor ledte I efter mig? Jeg er jo hvor jeg
bør være, hos min Fader, og der er tryghed og frihed ligesom
hjemme hos jer.“
„I min Faders hus“ eller „hos min Fader“, sådan
hedder det henholdsvis i den gamle og den nye oversættelse. Meningen
er selvfølgelig grundlæggende den samme. Jesus er et sted
hvor han har hjemme. Men egentlig kan jeg bedst lide den gamle oversættelse
“ i min Faders hus“, fordi den tydeligst viser parallellen til
det hjem vi alle kan tænke tilbage på og har minder om. Og
„min Faders hus“ – det er naturligvis ikke kun templet , selv
om det også er dér. Templet, kirken, Guds hus eller vor himmelske
Faders hus, det er dér vi henvender os til Gud og hører
hans ord, men samtidig er det et billede på den uendelige verden
vi befinder os i.
Forestillingen om denne verden som Guds hus betyder, at her i dette forunderlige,
men uoverskuelige og usikre liv er vi alligevel trygt forankret i Guds
kærlighed. Vi overlades ikke bare til tilfældighed og kaos,
men hvor vi end er, så er Gud os nær.
Og det betyder, hvis vi ser verden som et hus, at verden er et sted hvor
vi kan blive ved med at opdage nyt og finde nye ubekendte rum. Der er
mørke kældre og kvistværelser og store lyse sale, der
er hemmelige loftsrum og vindeltrapper og søjlegange som man ikke
ved hvor fører hen. Og sker det at vi alligevel synes vi farer
vild, så ved vi at Gud er der som lyset i mørket, og han
viser os vejen ind til de lyse sale, hvor der er genkendelse og glæde,
og vi ses som dem vi er.
Det har altid været menneskets drøm eller længsel
at kunne bo i verden på den måde. „Hvor er din bolig
vidunderlig herre, min sjæl længes efter at bo hos den levende
Gud.“ sådan som vi hørte salmisten sige. „Ja, lykkelige
er de der bor i dit hus,“ hedder det, „til stadighed kan de
prise dig. Når de har deres styrke i dig, kan de drage på
rejse. Fra kraft til kraft går de frem, på Sion stedes de
for Gud.“
Hvilken stærk og forunderlig følelse af at være hjemme
her, af at kunne vandre og leve i et hus som er Guds. Af at vide sig beskyttet
og mødt af herlighed og kraft. Og det er denne tillidsfulde given
sig hen til verden som Guds hjem vi også gennem Lukas‘ fortælling
om Jesus i templet oplæres til.
Et hjem er et sted hvor man ikke skal forstille sig, men kan være
nøjagtig som man er. Et hjem er et sted hvor døren ikke
lukkes. Selv når vi begår den ene bommert efter den anden,
bliver vi ikke overladt til mørket uden for. Et hjem er et sted
hvor vi efter mareridtets angst og farer alligevel ved at der er en højere
beskyttelse som holder hånden over os.
Og endelig – at verden er Guds hjem, det betyder at alle de andre også
har hjemme dér. Også dem som i mit barndoms hjem måske
stod for mig som farlige og fremmede, og som jeg tænkte jeg skulle
holde mig på afstand af. Dem møder jeg nu som mennesker der
som jeg er børn af vores himmelske Fader, og sådan er jeg
forbundet med dem og de med mig.
Kender vi til denne stærke fornemmelse af at denne verden er Guds?
Oplever vi hver ny dag som et ukendt rum vi skal opdage og tage ved lære
af, alt efter hvad vi møder dér? Føler vi at her
kan vi virkelig leve og kæmpe og bevæge os trods al usikkerhed
og fare, og samtidig vide at forfra og bagfra er vi omsluttet af Gud?
Kan vi, når vi tager denne verdens kaos og rådvildhed i betragtning,
kan vi så holde fast ved tanken om Gud som den nærværende
der vandrer med os fra dag til dag? Ja, har vi i os en så fundamental
tillid til at Gud er der, at vi ikke behøver at frygte alt det
som ellers kan møde os her?
Eller har vi mistet fornemmelsen af at være i eller på vej
mod et hjem? Er et hjem kun noget vi nostalgisk tænker os tilbage
til?
De fleste af os har formodentlig små verdener vi føler os
hjemme i. Mennesker som ved hvem vi er, som vi stoler på og regner
med. De fleste af os har tryghedssteder vi holder fast ved så længe
vi kan.
Men i det store, lever jeg så i forvisning om at jeg sidste ende
har et hjem? Et sted hvor jeg bliver set og taget imod som den jeg er?
Spørgsmålet melder sig om ikke andet når jeg befinder
mig ved vejs ende: Holder jeg da krampagtigt fast ved de sidste nære
ting der er? Klamrer jeg mig til det hjemlige som er tilbage – af angst
for det som venter? Eller tør jeg overgive mig til det ukendte,
til døden, i vished om at nu er jeg for alvor ved at komme hjem.
På vej ind i en verden hvor jeg først og sidst hører
hjemme, og som mine små hjemlige verdener her kun er ufuldstændige
spejlinger af. Ja, ved jeg mig på vej imod et hjem hvor alt er nyt
og selvfølgeligt på samme tid? Hvor jeg ser med undren og
genkendelse i eet? Hvor denne verdens fremmedhed er forbi, men alt er
mig fortroligt, forklaret? Hvor alt det jeg ved og har set, forklares
i kærlighedens lys? Hvor jeg sidder i „de gyldne sale og frydelig
dér til evig tid med venner i lys jeg tale“.
Eller er det intethed og mørke som lurer bag ved alt? Er det kun
en øjensynlig, midlertidig hjemlighed vi måske fornemmer
her? For i sidste ende forsvinder det hele og bliver til ingenting.
I kirken, i evangeliet, i Jesu tillid og tro er der en fundamental vished
om at vi er i Guds verden, og den verden har vi fået givet som et
hjem. Jesus var i tre dage borte fra Josef og Maria. De ledte efter ham,
men han var hos sin himmelske Fader. Senere hører vi hvordan han
korsfæstes til døden, i tre dage er han i dødsrigets
mørke, men på den tredje dag ser de ham igen. Da har han
været i angstens og ondskabens og dødens allermørkeste
rum. Det betyder at vi ikke kan komme derhen hvor døren for altid
lukker sig bag os, og vi overlades til mørket dér. Men Gud
er hos os i mørket, og der er i vor himmelske Faders hus altid
en vej til lyset. Der er en kærlighed som følger og venter
og tager imod os som dem vi er. Og når vi ved det, så er alt
som det skal være, og intet kan for alvor skade os mere.
„Hvor er din bolig vidunderlig, Herre!
..
En dag i dine forgårde er bedre
end tusind, jeg selv har valgt.
.
Lykkelige de, der bor i dit hus,
til stadighed kan de prise dig.“
Amen.
Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español