Matthäus 8,5-13

Officeren fra Kapernaum havde stor tillid til ordets magt.
Han kendte det fra sig selv, han kendte til det fra sin egen hverdag som
officer. Når han sagde : „Gå !“ til en af sine soldater,
så gik han. „Kom !“, så kom han. Men officeren kendte
også til grænserne for sin egen magt. Der var noget, han ikke
kunne, og det blev især tydeligt, nu hvor hans tjener lå derhjemme
og var syg af lammelser. Han kunne ikke selv helbrede tjeneren. Han rådede
ikke over hans liv. Det var der en anden, der gjorde. Så her måtte
Vorherre træde til. Han, der havde magten over liv og død.
Officeren kendte således sin egen magt, men også dens begrænsning,
og det gjorde ham til et selvbevidst, men samtidigt også til et
ydmygt menneske. Ikke kun ydmyg i den forstand, at han ikke ønskede,
at Jesus skulle opsøge ham i hans hus, for som han sagde : „Det
er jeg alt for ringe til“. Men han var også ydmyg over for
sin egen kunnen og formåen. Der var en grænse for hans magt
og indsigt.

Det betød ikke, at officeren ikke var uhyre bevidst om sin egen
magt, for officeren vidste godt, at han kunne udrette meget med sine ord,
at når han åbnede munden og gav en ordre, så blev den
efterkommet, men der var alligevel en grænse. Det vidste han, og
det gjorde ham ydmyg. Og dermed kom hans ydmyghed til at vise hans tro.
Hans ydmyghed viste hans forbundethed med en guddommelig magt. Den gjorde
ham til et troende menneske.

Ydmyghed er en af de kristne dyder, som vi helst ikke gør for
meget ud af. For der klæber noget kedsommeligt ved den. Det er en
dyd, som ikke er meget oppe i tiden. For vi lever i en tid, hvor det at
være ydmyg har fået en uheldig klang af at være selvudslettende,
og selvudslettende, det er næsten det værste, man kan være.

For hvem eller hvad er man så i en tid, hvor vi bruger så
mange kræfter på at være synlige ? Hvor vi bruger så
mange kræfter på at eksponere os selv ? På at sætte
os selv i centrum ? Nej, ydmyghed, det er ikke noget, som vi stræber
efter. Måske fordi vi forbinder det med at være underkuet;
måske fordi vi alt for godt ved, at ydmyghed ofte er den barske
lære af en hård skæbne eller fordi vi godt ved, at vi
alle kan blive ydmyge af alt det, som livet gør ved os. Ydmyghed
i positiv forstand kan vi måske svinge os op til, når vi står
over store og følelsesmæssige skelsættende begivenheder
i vort liv som ved et barns fødsel, men ellers lever ydmygheden
temmelig upåagtet som noget fra en svunden tid. For hvad skal den
egentlig til for ?

Men den kristne ydmyghed er snævert forbundet med tro. Den lever
af tro. Den lever af, at vi ser os selv i forhold til, at det er Gud,
der har skabt os, og at det er Gud, der råder for vores liv.

Kristendommen er i de seneste århundreder i den protestantiske
del af Europa, blevet så inderliggjort og så privat, at den
næsten er blevet usynlig for os. Det er som om vi lidt for bogstaveligt
har taget kristendommen til os, sådan så troen nu er blevet
noget, vi hver især holder for os selv og inde i os selv. Vi skilter
nødigt med den, ja, allerhelst gemmer vi den langt væk. Gemmer
den inde i vore hjerter, og sørger så for at holde døren
så eftertrykkeligt lukket for den, sådan så den ikke
begynder at røre alt for meget på sig og volde os alt for
meget besvær. Men en sådan tro sygner hen, den forvitrer,
den får åndenød, den kan ikke holdes i live. Den svækkes,
fordi vi har glemt noget af det mest væsentlige af, hvad tro er.
Så måske er det på tide at få sparket den dør
op, så troen igen kan komme ud i det fri.

For tro er ikke noget, man har for sig selv eller i sig selv. Tro er
ikke en personlig egenskab, der er knyttet til vor person. Tro er heller
ikke en af de i tiden så efterspurgte psykiske ressourcer. Tro er
en åbenhed, en lydhørhed, tro er at vide sig forbundet og
ja, vi kommer ikke uden om det, tro er at være ydmyg, det at kende
sin egen magts begrænsning. Tro er – sagt med få ord – at
holde hjertedøren åben. Både for Vorherre og for medmennesket.
Så tro har også med fællesskab at gøre.

Det vidste officeren, og derfor var det slet ikke nødvendigt,
at Jesus kom ind i hans hus. Jesus behøvede ikke på den måde
at vise, hvordan han bragte frelsen til officerens hus. Han behøvede
ikke at vise, at han magtede at overskride grænsen mellem det guddommelige
og det menneskelige. Det var givet på forhånd. For officeren
vidste, hvad tro var. „Sig blot et ord“, sagde han til Jesus.
Lydhørheden, åbenheden og sårbarheden var der. Døren
stod åben. Vidt åben.

Men vi andre, vi er blevet så glemsomme. Ganske vist har vi hørt
Vorherres Ord forkyndt i generation efter generation. Ordene og fortællingerne
har sat deres præg og givet deres aflejringer i vores kultur, men
dertil og så til at kunne holde hjertedøren åben, er
der et stykke vej, vil mange hævde. Og sandt nok. For vi har ikke
formået at holde fast i, at tro er noget, vi er fælles om.
Vi har ikke formået at holde fast i, at tro er en fælles lydhørhed
og ydmyghed. Men selv ind i en glemsom og selvoptaget tid, taler Vorherre
med sit ord. Det lyder igen og igen. Det ord, der åbner de lukkede
døre. Det ord, der giver os troen på, at det er Gud, der
bærer os i vort liv. Troen på, at det er Gud, der åbner
fremtiden for os. At det er Gud, der kalder os ud af mørket. Så
derfor er vores bøn den samme som officerens : „Sig blot et
ord“, for så er vort liv igen muligt. Amen.

Asta Gyldenkærne
Skoven
DK-Jærgerspris
Tel: ++ 45 – 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk