Lukas 2,1-14

Juleaften | 24.12.2023 | Lukas 2,1-14 | Marianne Christiansen |

Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde.

Hvorfor skulle vi ikke være bange, når der er nok at være bange for? Det svarer englen ikke på. Den står bare midt i mørket, midt i verden, i verdens brændpunkt ved Betlehem og siger: ”Frygt ikke, Se jeg forkynder jeg en stor glæde.”

Se! Som om det vil bekæmpe frygten at se. Og det er nok også sådan, det er: Det gælder om at vende blikket mod noget andet end os selv og vores egen frygt. Se op, se efter lyset, der kommer. Se, der kommer en stor glæde.

En stor glæde for hele folket. Altså ikke bare for mig, men for alle. For hele verden.

Verden er altid større end vi tror, Universet udvider sig hele tiden, siger de kloge, og vi kender kun et lille hjørne af det, Det er til at blive svimmel af. Alene den verden, vi kender – vores jordklode og nærmeste omegn – er ufattelig stor. Vi forstår kun en lille flig af den. Men vi forstår efterhånden, at vi hører sammen med hinanden og med resten af naturen i denne verden og er afhængige af hinanden.

 Det er ikke altid nemt at skulle forholde sig til. Måske derfor hører vi af og til os selv og hinanden i sige: ”Jamen, i minverden – i min verden ser det sådan og sådan ud” – som om vi kunne have en verden for os selv. Og her ved juletid kan vi også føle trang til at krybe ind i vores egen verden af minder og af ting, vi plejer at gøre, traditioner og noget absolut helt bestemt, der skal spises. Det er, som om vi vil forvisse os selv om, at tiden ikke går. Verden, den verden vi kender, skal blive ved at være den samme. Det er vist noget alment menneskeligt og en del af julefesten. Vi længes efter det, vi kender. Vi længes hjem.

Men vores egen lille verden og den store verden hænger altid sammen. Og selv den mest indgroede tradition forandrer sig, fordi vi forandrer os, og verden forandrer sig. Det er ikke en trussel. Forandring kan bringe godt nyt.

Juleevangeliet, er på en gang en ganske lille og en kæmpestor, en kosmisk fortælling: Fortællingen hævder, at Jesu fødsel som et lille barn uden for nummer i kejserens folketælling i en tilfældig stald i mørket i Mellemøsten har betydning for hele kosmos: Her kommer meningen til syne. Barnet i krybben giver mening i hele universet med stjerner og engle og støvkorn.

Et nyfødt barn i krybben lagt, i klude svøbt. En skrøbelig, dyrebar nyfødt som milliarder af andre børn. Som børnene i vores familie, som barnet, der lige nu fødes i Gaza, i Ukraine, i tørken på Afrikas Horn

Se barnet. Gå ind i Betlehem og se barnet. Se det som et tegn på, hvem Gud er, og hvad meningen med livet er.

Er det virkelig det hele?

Ja, det er det hele.

Det sande under i fortællingen er ikke englene eller den himmelske hærskare, der synger som stjernerne. Det sande under er, at hyrderne faktisk rejser sig på englens ord og begiver sig afsted. De tager håbet alvorligt og går efter det. De går ind i Betlehem og opsøger et uanseligt nyfødt barn i en stald og ser det. Ser Guds lys og håb i barnet. Ser noget andet end sig selv og deres egne problemer. Underet er, at de deler glæden med de to fremmede, bekymrede og trætte mennesker, der langt fra deres hjem har fået et barn i en stald, fordi der ikke var plads til dem i et ordentligt hus.

Så lille bitte en stor glæde for hele folket! I dag er der født jer en frelser.

Den lille bitte frelser. Bliver han så en stor mand og ordner det hele? Ordner klimakrisen og stopper mennesker i at føre krig og i at hade hinanden på internettet eller mobbe hinanden i skolegården? Sætter han en stopper for vores trang til at gøre ondt?

Ja, han bliver stor. Nej, han sætter ingen stopper, men han åbner en vej. Han slider sig selv op i et liv i barmhjertighed som Guds søn, det vil sige den, der er udtrykker, hvad meningen med livet er, hvem Gud er. Det dør han af, pint og dødsdømt som terrorist. Er det Guds frelse?

Ja.

Barmhjertigheden, freden og retfærdigheden – det er Guds langsomme kraft i verden, som Jesus lever ind i den. Vi kender ordet for hans vej – den hedder kærlighed. Det er den, der skaber opstandelse fra de døde. Det er den, der tilgiver og frelser os ud alt det ødelagte i livet og i døden

Den kærlighed ser ikke ud af meget. Men det er den, der er lagt i krybben som et hjemløst barn uden for nummer. Det er den, der er størst af alt.

Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket. Vend blikket væk fra frygten og få øje på verdens vidunderlige liv. Glæden er, at Gud er til stede i det mindste og skrøbeligste. Så tør vi også være der og blive grebet af glæden ved at være til sammen med alle de andre livsvæsner i den samme verden. Glæden er, at der findes en anden og større magt end de magter, der ødelægger og spreder frygt.

Troen på det og håbet om, at Guds magt vil sætte sig igennem i hele den verden, vi kender, er inderst i hele den julefest, som mange har benet rundt for at forberede og nu kan fejre. For mange er julen tung at fejre, fordi de savner et elsket menneske, som det er svært at leve uden, eller fordi de ikke har råd til at skaffe deres kære den mad og den fest, som hører julen til. For mange føles savnet efter det hjem, der ikke længere findes. Men for os alle bebuder julen et nyt håb ind i sorgen og giver os mod til at rejse os og gå og holde øjnene åbne for glæden. Den findes uventede steder og kalder os ind i det hjem, der er større end vores små hjem og vores tabte hjem: Vores alles fælles hjem i Guds kærlighed. Det hjem er for hele verden. Glædelig jul! Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk