Lukas 4,16-30

Hold håbet op – hver dag | Første søndag i advent | 03.12.2023 | Lukas 4,16-30 | Jan Sievert Asmussen |

Hvert menneske har nogle yndlingsudtryk, som de går rundt og siger med eller imod deres bevidste vilje. Faste ord, som der igen og igen gribes til. Evangelisten Lukas har også sit yndlingsudtryk, som er ordet „i dag“ – eller sæmeron, som det hedder på græsk. Englen siger til Betlehems hyrder: i dag er der født jer en frelser. I dag vil jeg være gæst i dit hus, siger Jesus til tolderen Zakæus. I dag vil jeg være med dig i Paradis, trøster Jesus på korset den døende røver ved sin side i Lukas‘ version af den historie. Og så det store „i dag“, som med fuld energi springer ud af fortællingen om Jesus i synagogen: i dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

I dag, i dag, i dag! Evangelisten Lukas lægger med sit i dag al vægt på, at det med Jesus ikke er en stadig fjernere fortid, men akut nærværende nutid. Tiden går, og hver eneste midnat bliver et i dag til et i går – og når i dag er blevet til i forgårs eller for år tilbage, glider i dag ind i glemslens tåger og bliver uvedkommende ligesom gamle aviser, der bare ligger og flyder, gode til at pakke fisk ind i og tænde op i brændeovnen med – ikke andet. Skarp, parat, nu – det er kun det indeværende øjeblik.

Så hvis Kristus skal have nogen betydning overhovedet, dur det ikke at sige „for længe, længe siden i en fjern, fjern galakse“. Nej, hvis Kristus overhovedet skal være bekendelse og tilbedelse værd, må vi på linje med Lukas kunne finde og understrege et „idag“. Det er med Kristus som med alt muligt andet: det er nu eller aldrig! Spørgsmålet lyder altså: hvem er Kristus egentlig for os i dag?

Det rækker ikke med at betragte bibelen som en fortælling om fortid for længe siden – i miraklernes, englenes, antikkens fortid og fjerne i går. Det rækker heller ikke at sige: engang i fremtiden vil vore håb blive opfyldt, kærligheden få fodfæste, freden råde og alting blive godt. Det er for billigt at gøre det med Kristus til fortidssnak og fremtidsmusik. Nej, hvem er Kristus for os i vores i dag, som hele tiden flytter sig? Det er jo her lige nu, vi er.

Det er den første søndag i advent og snart december i en vinter, som jeg ikke bliver nem at komme igennem. Mennesker, vi kender, vil overmandes af sygdom. Vil føle med de frysende i Ukraine, hvis strømforsyning bombes. Vi vil mærke sporene af Gaza-krigen også i vores samfund. Meget omkring os føles som en sæbeboble, der har svævet længe og hvis skinnende overflade faretruende bliver marmoreret. Før eller siden må den poppe. Så hvem er Kristus så for dette, altså vores i dag?

I Nazareths synagoge formuleres et svar. Da Jesus åbner bogrullen, læser han fra profeten Esajas om godt budskab til fattige, syn til blinde, frihed til undertrykte og et nådeår for Herren – det sidste betyder en tilgivelse af al skyld og eftergivelse af al gæld og dermed en chance for at begynde forfra. Sådan står der i den gamle bog. Men da Jesus siger „i dag er det gået i opfyldelse“, flyttes blikket fra bogen til Jesus selv. Om sig selv påstår han, at alt dette er i ham. Evangelierne handler om det: en ny social rangstige, så fattige bliver heldige, børn bliver rige og de mægtige får de svage som forbilleder. En tilbageføring af de ekskluderede til fællesskabet og en ny begyndelse for dem, der sidder fast: alt det kom han med og lærte sine disciple at bede det: „forlad os vor skyld, ligesom vi forlader vore skyldnere“.

 Jesus var selv protagonist for denne nye orden, men den stod og faldt ikke med ham. „Gør andre til mine disciple“, sagde han. Det vil sige: lad kærlighed og barmhjertighed, godhed og håb forplante sig som brød, der hæver og deles mellem mange. Og se, sagde Jesus: hvor det sker, dér er jeg midt iblandt jer.

Da folk i synagogen hørte ham sige dette, „gav de ham deres bifald og forundrede sig over hans nådefulde ord“. Det var deres idag-oplevelse. Den gamle bog blev afløst af Kristi person. Eller på den måde, bibelen andre steder beskriver den overgang: Jesus slugte bogen, gjorde bogen til sin krop. En omvandrende skriftrulle, den levende tora.

Det giver os mod til at efterspørge, hvor han er for os i dag. Lukas hjælper os med sin fortælling om Jesus i synagogen mod et svar: Kristus er dér, hvor vi møder det, som er nådefuldt lige nu, det som kalder på vores bifald og glæde. Og af underfulde ting er der så mange, at der ikke er tal på det. Underfuldt som den, der har levet til ende og siger: idag jeg er klar til at dø. Underfuldt som den, der hændervridende gik til den afgørende kræftsamtale med overlægen og mødes med beskeden: idag fik jeg at vide, at kemoen har hjulpet. Underfuldt som den far, der på samme hospital med sin fireårige datter styrer mod barselsafdelingen med skridt, der fortæller: i dag har vi fået en lillesøster. Underfulde som de unge ansigter, der ikke er gjort modløse af slette prognoser, men i silende regn håbefuldt bærer gennemblødte bannere som små soldater i den globale klimakamp. Underfulde som den, der efter en flytning for første gang begynder at føle sig hjemme. Underfulde som den, der kan sige: i dag fik jeg uventet besøg. I dag så jeg en halemejse, i dag var det vintersolskin.

Dén slags er underfulde ting, som vi ser og hører gå i opfyldelse i vore ører. Og hvor det sker, dér er Kristus for os i dag. „Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye“ – dette nye er ikke kun noget i gamle bøger. Det finder sted i vores i dag. Det, som er nådefyldt og håbefyldt, var ikke bare noget engang i antikken. Det sker i dag.

„Jeg danner dig og gør dig til et lys for folkene“, lød de gamle ord fra profeten Esajas – I hørte dem fra alteret før. Vil vi udskifte de gamle bøger med nutidig virkelighed, må vi gå fra at læse om lys, der var engang, til det lys, der er i dag. Ja mere end det: vi må selv lyse. Det går ikke at sætte kristendom lig med fordybelse i gammel kultur, smuk kunst og gamle katedraler, når nu Kristus selv lukkede den gamle bog og satte sin person i stedet: „i dag det ord gået i opfyldelse i mig.“ Vi kan ikke nøjes med at citere gamle ord om fred kærlighed og frihed. Der er nødt til at være et „i dag!“ i det, det må være virkeligt.

Om dette „i dag!“ består hele den kamp, det er at være kristen. Kampen med ord, der helst skal være, hvad de siger. Om at det sker, drejer sig alle bønner: „ske din vilje“. At citatet bliver til virkelig tale, at ordet kommer op af bogen og bliver til kød, bliver levende og båret og sagt og gjort af os. Spørgsmålet, hvem Kristus er for os i dag, får sit svar i, hvad vi gennem Kristus kan være for hinanden. Ordet kommer op af bogen og bliver kød – det er det begivenhedsforløb, som er julens tema. „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os“, lyder en af julens tekster. I den tjeneste skal vi pege på det underfulde, som kalder på bifald og gøre og fortælle det, som hele tiden er nyt, fordi der hver dag er et nyt „i dag“.

En amerikansk teolog (Lucy Lind Hogan) siger, at vores opgave er at være „detektiver for det guddommelig“e – med evangeliets fortællinger som den lup, der hjælper os med at se. Mange vil bestride, at det ene og andet glimt af håb har noget med Kristus at gøre. Også i Nazareths synagoge vendte stemningen: „Er det ikke bare Josefs søn?“ Går det ikke ad helvede til? Er vores fremtid ikke fortabt? Er det ikke sentimentalt at glæde sig over stædige unge med de grønne bannere, faderen og datteren på vej ind i barselsafdelingen og de gode kræftnyheder? Nej, siger den gamle bog: „I skal være et lys for folkene. I skal åbne de blindes øjne“ (Es 42,6f): bær håbet ud – det håb, der fra nu af og indtil afslutningen på Gud evighed hver dag har et „i dag“ at slå rod i. Amen.

(Jeg foreslår, at man efter prædikenen synger salmen „Hold håbet op“ af Dy Plambeck)

—

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

Email: jsas(at)km.dk