Markus 4,1-20 | Göttinger Predigten im Internet

Seksagesima | 12.02.2023 | Markus 4,1-20 | Af Eva Holmegaard Larsen |

Som en kontrast til den voldsomme verden, vi lever i, møder os denne søndag morgen en meget rolig historie. En historie om en bondemand, der trasker afsted hen over marken. Posen med sædekorn hænger hen over hans venstre hofte, mens den højre hånd med rolige, rytmiske bevægelser griber ned i posen efter en håndfuld korn. Så åbner han hånden og kaster kornet ud over marken. Skridt for skridt. Tålmodigt. Vedholdende og stædigt.

Se det for jer! Det er jo før såmaskinens tidsalder. Denne fortælling zoomer vores blik ind op bondens fyldte næve, der åbner sig og spreder kornet ud i store bevægelser, så der også falder noget langt udenfor marken.

Det skal vi se for os: roen i bondens bevægelser og den store hånd fuld af korn – fuld af velsignelse, var jeg lige ved at sige. Og så skal vi se for os, hvordan han ubekymret åbner hånden – så noget falder på vejen, noget på klippen, noget falder lige midt i tidslerne. Og så er der også noget, der falder ned i den gode, fede jord.

Jesus vil måske med sin fortælling få os til at følge i bondemandens rolige spor og følge hans blik, når han løfter det fra plovfurens snævre, afgrænsede linje og kaster sine frø gavmildt og grænseløst ud til højre og venstre – uden at bekymre sig om, hvor de rammer.

Ja, lad os løfte blikket op fra vores eget livs plovfure og se det store billede og dér finde troen på den overraskende drejning af vores egen historie. Der kan komme noget godt op af den stenede grund!

Måske handler fortællingen om at tro og håbe. Og det har vi brug for. Mere nu end nogensinde. Verden rystes af jordskælv og krig og nye kriser, der hele tiden dukker op. Der sker så meget i verden. Det har der altid gjort – men vi er til overmål informeret om alt hvad der sker, og frygten for livets ustabilitet er blevet sværere at negligere. Hvad skal der blive af os?

Troen og håbet ligger sommetider i os som et lille, skrøbeligt frø i en mark fyldt med tidsler. Og det bliver ikke umiddelbart bedre af, at Jesus skal have sagt de mystiske ord: De skal se og se, men intet forstå! Og høre og høre, men intet fatte!

Det er der ikke meget trøst i. Er trøsten, troen og håbet kun for de få? Nej, det er det ikke. Men sommetider er vi både blinde og døve for det håb, der ligger i livet selv og som Gud med åben hånd har lagt ind i verden fra skabelsen i tidernes morgen.

Det handler om at løfte blikket.

Fortællingen her er jo slet ikke svær at fatte. Det er der ikke nogen af Jesu historier, der er. Tværtimod er de meget ligefremme og henter scener, billeder og begivenheder fra det almindelige hverdagsliv.

Det man skal være lidt vågen for – det er at opdage den overraskende vending. Der gemmer sig altid en overraskelse i fortællingen, som udfordrer vores egen erfaring og det vi fatter og forstår.

Men det er hele pointen. At vi skal befinde os midt imellem det, vi forstår, og det vi ikke forstår og må undre os over. Eller sagt på en anden måde: det er i brydningen mellem det, vi forstår og det, der ligger udenfor vores fatteevne, at der sker noget væsentligt.

Som i dåben og nadveren. Vandet er i dåben mere end vand, og brødet og vinen er i nadveren mere end brød og vin. Og det mere, der er – det er det, der åbner vores øjne og flytter vores blik. Og måske er det netop det, der er tro: at flytte blikket.

Se nu denne bondemand. Ham kender vi godt, selvom vi ikke kender sådan en bondemand fra gamle dage, der går og sår med hånden. Det skulle lige være ”bonderøven” fra TV. Men vi ved godt, hvad det vil sige at så marken til med såsæd.

Vi forstår også, at der er noget særligt ved ham her. For han faktisk ikke nogen ret god bonde, sådan som han går og rammer ved siden af med sine korn. Han virker ufokuseret og skødesløs og en bonde, der hurtigt vil gå konkurs, hvis det fortsætter på den måde.

Det forstår vi også – men vi forstår ikke hvorfor? Hvad kan være vigtigere end en flot høst? Det er det overraskende. Det er der, vi skal standse op og løfte blikket.

Det gælder også en anden af Jesu fortællinger, hvor en vingårdsejer – eller virksomhedsleder, som vi ville kalde det i dag – giver alle sine ansatte nøjagtig samme løn, selvom de ikke arbejder lige mange timer. Der er nogen på fuldtid, halv tid og kvart tid. Men de får alle sammen, når dagen er forbi, den nøjagtig samme dagsløn.

Hvor bondemanden bare virker uklog, så er denne virksomhedsejer jo direkte urimelig og uretfærdig. Men her gælder det om at løfte blikket. Det er Jesus, der fortæller – og han vil åbne vores øjne for, at der gælder en anden lov – og det er Guds lov. Som der står hos profeten Esajas: Jeres planer er ikke mine planer og jeres veje er ikke mine veje – siger Gud Herren.

Gud lønner ikke, som vi er vandt til at blive lønnet. Gun lønner ikke efter fortjeneste, men lader regnen falde og solen skinne på onde såvel som gode. Selv når vi krummer os sammen af skam og skyld og fortrydelse, åbner Gud sin milde hånd og lader solen stå op over mit liv og giver mig endnu en dag. Endnu en mulighed for at takke og elske og gøre det godt igen, som jeg har ødelagt.

Og Gud sår ikke sin mark til som en almindelig klog bondemand, der udvælger den gode jord på forhånd. Gud vover, at han måske satser forgæves og spilder den gode såsæd på tørre, stenede marker.

Men når vi får åbnet vores øjne, kan vi måske godt se meningen med, at den tørre, stenede mark har endnu mere brug for en chance mere. Brug for, at der måske bare er et enkelt lille frø, der vil slå rod.

Derfor elsker Gud ødselt, rundhåndet og tilgivende. Ikke fordi det er lige meget, hvad vi gør og hvordan vi lever. Det er ikke lige meget, om vi gør Guds frodige agre til slagmarker og vores hjerter hårde som sten. Men Guds nåde er ødsel og rundhåndet, fordi det så kan være den rammer lige præcis dér, hvor der er allermest brug for det.

Derfor gik Gud selv ind i en verden fyldt med tidsler og hård jord, i stedet for at holde sig langt væk. For at plante tro og håb dér, hvor der er allermest brug for det. Det er her, hos os. Hos dig og mig. Og her er vi netop samlet om Jesus, der med sin fortælling løfter vores blik for den ufortjente glæde og den gode drejning af historien. Den må vi ikke opgive – hverken i vores eget liv eller ude i verden.

Kimen til, at noget smukt og godt kan vokse, er plantet. Kærligheden blomstrer midt i den hårde virkelighed. Med omsorg og varme, latter og fællesskab. Verden er velsignet, og en gang imellem begynder det at vokse midt i krigens rædsler, midt i ruinerne, midt i dagligdagens bøvl – ja midt i alt det liv, der kan se ret fortabt og håbløst ud.

Det er det, der er syndernes forladelse. At vi mennesker for Gud er mere end håbløs klippegrund. Vi er med al vores tørhed og stenede hjerter stadig grobund for Guds ord og vilje og kærlighed.

Selv det mindste frø kan blive til et stort træ. Selv de mest håbløse skæbner kan vendes til noget godt. Selv de mest håbløse situationer kan med Guds kraft opstå til en ny dag.

Evangeliet til i dag taler ind i håbløsheden og siger: der er forskel på at se klart og se langt. Vi skal ikke holde op med at se klart og se virkeligheden i øjnene. Men vi skal også se langt og lade troen åbne vores øjne for det store billede og den store historie.

Der er ikke noget, der er fortalt færdigt, før Gud har sagt det sidste ord. Og Gud giver ikke op. Det skal vi heller ikke. Vi skal se frem og tro på den uventede drejning af historien. Vi skal turde bevare håbet. Og så skal vi prøve at leve lige så rundhåndet og ødsel med vores liv som den ukloge bondemand.

Til sidst går det, som Gud i sin godhed vil. AMEN

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, 3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk