Markus 4,36-32

Seksagesima | 04.02.24 | Markus 4,36-32 | Af Rasmus H.C. Drejer |

H.A. Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies” hører til denne tid, kyndelmissens tid – februar, vinter og alligevel snart et spirende forår. Det er også gammel tradition at synge denne salme i trange tider. Ofte har vi den blot som årstidssalme her i vinteren – tænk på dens billeder fra årstiden – billeder med sne og kulde. Men tænk jer: Sønderjyderne sang den i årene under tysk herredømme. Og under besættelsen holdt kong Christian d. 10 en berømt tale ved sin fødselsdag i 1941, hvor han indledte med at sige ”Tunge tider langsomt skrider”; et citat fra salmen. For trange tider, problematiske, svære tider, er vi i, selvom solen skinner og frosten glimter i luften og på markerne.

I den forstand er det en lille trøst, et lille sennepskorn måske, at kong Christian d. 10 dengang citerede Brorsons salme for at trøste os danskere med, at fjenden forhåbentligvis ville slippe sit knugende greb og Danmark og det danske folk måtte opleve friheden. Der gik mange år, før det blev sådan dengang. Vi håber, at vi alligevel bare skal tie og bie indtil sommeren grønner landet. Og verdenen.

Brorson skrev salmen som en af sine allersidste digte. ”Her vil ties, her vil bies” udkom først efter hans død. Brorson tænkte mest på menneskesjælens længsel efter Jesus, og hvem længes ikke i disse kolde, mørke dage?

Ja, ”her vil ties, her vil bies”: Vi er nødt til at vente; vente på tøbruddet, men – forår og sommer er på vej.

Jeg ved det. For jeg så en erantis krænge sig op af jorden forleden dag. Salmedigteren Johannes Johansen har skrevet en hel salme om denne frostbetvinger, erantissen. Ja, ligesom Grundtvig skrev om påskeblomsten som et billede på Jesu opstandelse. Johansen skriver i et vers i denne lille salme, der ikke er med i den nuværende salmebog:

”Kan en dråbe af dit blod/ fylde os med kraft og mod? /Er din lille nåde nok/ mod et verdensragnarok? … Ak, erantis, tænk du gider!”, fortsætter han, og salmen slutter: ”Tak, erantis, du står op, lysende fra tå til top af en evangelisk trods. Lys du også gennem os!”

Den sætning kunne være overskriften på vores gudsforhold. ”Nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset”, står der i evangeliet til i dag. Gud arbejder på sin sag. Sådan som erantissen arbejder på sin sag med at bryde den vintertunge jord.

Sådan kan vinterjorden være et billede på, hvordan livet kan være uudholdeligt, kedeligt, fattigt, ensomt, ulykkeligt. Men vi bliver som mennesker slet ikke forbigået. Vi er ukuelige, uvurderlige små korn, der er sået af Gud selv. Tænk jer: Vi har fået livet, kærligheden, mad på bordet og ikke mindst tilgivelsen.

Det drejer sig med andre ord om at se det store i det små, når vi har med Gud at gøre. Lad mig sige det med en historie: Der var engang en kvinde, der ønskede at forstå, hvem Gud var. Hun stod sammen med en munk på en strand, og munken gav hende en teske og sagde, grav et hul i sandet. Kvinden gravede. Munken sagde til hende: ”Prøv nu at få hele havet til at være i dit hul”. ”Det kan ikke lade sig gøre”, sagde kvinden. Munken svarede, at hvis du forestiller dig, at det hul, du har gravet, er dine tanker og dine forestillinger om, hvem Gud er, og Gud er som havet, hvordan vil du så nogensinde til fulde kunne forstå, hvem Gud er?

Evangelierne, vi søndag for søndag udlægger i kirkerne, prøver at give os et billede på, hvordan Gud er, hvem han er, og hvem vi er i forhold til ham. Vi graver små huller at rumme vores forståelse af Gud i. Prædikenen er en måde at gøre det på. Sakramenterne, kirkens hellige handlinger i form af dåb og nadver, er en anden måde.

Her er hvert et sået korn lige meget værd. Også selvom vi kommer som forskellige mennesker og på forskellige tidspunkter til Gud. Når vi døber, er der ingen forskel på, om vi døber et to måneder gammelt barn, en kommende konfirmand eller en voksen kvinde. I det øjeblik, de er døbte, er de Guds børn; vil altid være det lige så meget som dem, der blev døbt før dem. Og når vi holder nadver, så vil en stor del af jer, kirkegængerne, rejse jer efter indstiftelsesordene og bevæge jer op til alteret for at modtage nadveren.

Når de samles ved bordet og knæler ned, vil præsten uddele Kristi legeme i form af en oblat. Et lille stykke brød, der har sin første oprindelige i et korn, der blev sået, voksede til, blev høstet, blev malet, blev gæret, blev bagt, blev næring – og dermed kom til at indgå i Guds store kredsløb med os. Blev en del af evigheden.

Ingen af os kan se ind i hinandens indre. Men vi kan i de små korn, der er sået i os – der er os i Guds øjne – se ind i evigheden. Alle som en, er vi altid og allerede korn, der er høstet til evigheden. Vi vokser, godt og ondt gror i os – men Gud ser frøet fra paradisets have. Det mindste frø, den mindste kim, kan vokse op og blive den største plante på marken.

Til slut vil jeg lige advare jer. Thi jeg afslører nu slutningen på en ret kendt børnefilm – Disneys film Frost, som er stærkt inspireret af H.C. Andersens ”Snedronningen”. Den handler også om, hvordan frostens magt bliver brudt.

Snedronningen Elsa har en søster, Anna, der elsker hende og ofrer sig for hende trods den kulde og is, der udgår fra hende og som fryser hele deres kongerige, Arendal, ned. Den onde prins Hans vil have Anna til kone, og han vil skaffe Elsa af vejen. Lige idet han skal til at dræbe hende, springer søsteren Anna imellem og bliver frosset til is af Elsas isstråler. En issplint har ramt hendes hjerte, og hun dør. Anna – det betyder i øvrigt nåde på hebraisk – har dermed ofret sig selv af kærlighed. Elsa falder sammen i sorg over sin egen skyld og græder sin kærlighed ud. Men Annas handling var en ægte kærlighedsgerning. Dermed er trolddommen brudt, og Elsas frosne tilværelse ophævet, fordi ”kun en ægte kærlighedsgerning kan optø et frossent hjerte”, som det hedder. Også i Elsa var en kim af det oprindelige guddommelige frø. De kan sammen gro tilbage og ind i livet igen. Kongeriget blomstrer op på ny. Menneskene kan leve et varmt liv. Arendal grønnes, det bliver atter det paradis, det var fra begyndelsen.

Lyder det som et motiv, vi kender fra kristendommen? Ja, fordi det er det. Det er Guds historie med os.

”Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!”

Amen

—

Adjunkt ph.d. Rasmus H.C. Dreyer

Slagelse, Danmark

Email: rhd(at)teol.ku.dk