Markus 7, 31-37

Lad os tænke på to forhold, en begivenhed,
en simpel begivenhed, og et udsagn, et kort og enkelt udsagn!

Det første er den begivenhed vi netop har hørt om. Den
finder sted på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted.

Der kommer en mand gående. Han kommer til Galilæas sø –
eller Genesaret sø som den også hedder. Han har været
uden for Galilæa. Han har været blandt hedninge. Og nu kommer
han tilbage til sin egn.

Denne mand er kendt som helbreder. Og da han kommer til søen,
er der nogle mennesker der fører en døvstum hen til ham.
Det er en mand der ikke kan høre og har vanskeligt ved at tale.

Det er ikke bare en fysisk mangel. Det er meget mere. Det ved vi.

At kunne høre og tale, det er afgørende hvis et menneske
skal kunne have fællesskab med andre. At kunne høre og forstå hvad
andre siger, at kunne tale og give udtryk for sin opfattelse og sine
meninger, at være forbundet med andre mennesker gennem det talte
sprog, det er noget grundlæggende i livet. Det er et led i selve
den orden der er i livet og i verden.

Så det Jesus bliver konfronteret med, det er virkelig et menneske
i nød. Det er en nød der går så dybt som tænkes
kan. Da Jesus ser den mand som bliver bragt til ham, da ser han hvordan
selve skaberværkets grundlæggende orden kan ødelægges.

Og Jesus helbreder den døvstumme. Han helbreder ham ved sin handling
og ved sit ord. Med sine hænder og med sit spyt og med sit ord
rører Jesus ved den døvstumme. Og berøringen gør
at den døvstumme kan høre og tale tydeligt og klart.

Dette menneske får sin menneskelighed tilbage. Skabelsens orden
genoprettes. Jesus heler og genopretter. Hans handlinger og hans ord
er nyskabende.

Helbredelsen af den døvstumme sker på et bestemt tidspunkt.
Det er blot en ganske kort stund i menneskehedens lange historie. Det
sker på et bestemt sted. Det er blot et enkelt lille sted i den
store verden. Det sker for et ganske bestemt menneske. Bare et enkelt
menneske blandt de uendelig mange mennesker der har levet og vil komme
til at leve.

Det var det ene. Det var en begivenhed. Det var noget der skete. Det
andet jeg tænker på, er et udsagn. Eller vi kan kalde det
forkyndelse. Vi finder udsagnet eller forkyndelsen som en indskrift.
Indskriften er hugget i sten. Den står på overliggeren over
en gammel port i den store Omayyademoske i Damaskus.

Omayyademoskeen er en af de ældste moskeer i verden. Den blev
bygget i begyndelsen af 700’tallet, knap hundrede år efter
Muhammeds død.

Det var dog ikke en nybygning, men en ombygning. I midten af den gamle
by Damaskus stod der før arabernes ankomst en meget stor kirke
indviet til Johannes Døberen. Og nogle år efter at islams
centrum var blevet flyttet fra Mekka og Medina i Arabien til Damaskus
i Syrien, blev denne kirke ombygget til moske.

Men en af de gamle porte fik lov at stå som en del af moskeens
murværk, og den dag i dag kan man se den græske indskrift
over porten. Indskriften lyder: ”Dit rige, o Kristus, er et evigt
rige, og dit herredømme varer gennem alle slægter.”

Der kom engang en mand gående fra hedenske egne til Genesaret
Sø, og ved den mands handling og ord kom en døvstum til
at høre og tale.

Manden levede og virkede ganske kort. Han blev forstødt fra sit
folk og fra verden. Denne verdens herskere slog ham ihjel. Man han stod
frem fra graven. Han levede hinsides døden. Han blev set. Han
blev løftet til himlen. Og han fik herredømmet over himmel
og jord. ”Dit rige, o Kristus, er et evigt rige, og dit herredømme
varer gennem alle slægter.”

Hans helende og nyskabende magt, hans helende og nyskabende handlinger
og ord blev sat ind hvor han kom frem. Og sådan bliver det ved
at ske så længe verden består, lige indtil alting bliver
fuldendt og draget ind i Guds evige herlighed. Alt er underlagt ham for
at Gud til sidst kan blive alt i alle.

Kristus er evigt til stede. Han er Guds evige ord. Han er den evige
sandhed og den evige kærlighed. Han er den samme i går og
i dag og til evig tid.

Den fromme muslim stiller sig i den daglige gentagne bøn frem
for Guds ansigt. ”Bøj dig i tilbedelse og kom nærmere
til Gud!” Sådan lyder det i et af de ældste afsnit
i Koranen. ”Ret hele din opmærksomhed mod din Herre!” Sådan
lyder det et andet sted.

Det er smukt og godt. Det er enkelt og storslået og gribende.
Opfordringen lyder til alle mennesker, og som kristne kan vi ikke andet
end tage imod den. Men som kristne kan vi kun følge profetens
opfordring på én bestemt måde.

Vi har i epistellæsningen fra Andet Korintherbrev hørt
Paulus tale om herligheden i den gamle pagt. Loven kunne til syvende
og sidst ikke føre til andet end dom og fortabelse og evig død.
Mennesket kunne ikke blive forenet med Gud gennem loven. Loven måtte
i den sidste ende skille os fra Gud. For i loven mødte vi kun
Guds magt og Guds ubønhørlighed.

Og dog var der herlighed i loven. I loven udtryktes jo Guds omsorg for
livet. Og da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg, strålede det fra hans
ansigt fordi Herren havde talt med ham. Sådan læser vi i
Anden Mosebog.

Men herligheden svandt. Og vi kom til at se en anden herlighed. Paulus
siger det lidt længere henne i Andet Korintherbrev – lidt efter
det stykke vi har hørt: ”Det der var herligt (altså under
loven), har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med
den alt overvældende herlighed. For når det der forsvandt,
havde sin herlighed, så skal det der bliver ved med at bestå,
have endnu større herlighed.”

Sådan er det med alt hvad der kommer fra Gud. Det bliver større
og større. Gud overskrider sig selv. Gud giver mere og mere. Det
bliver til alt overvældende herlighed.

Vi kom til at se en endnu større herlighed end israelitterne
så. Ikke en herlighed i magt og vælde. Men en herlighed hvor
der ikke burde findes herlighed. En herlighed i fattigdom og ringhed
og magtesløshed. En herlighed i det menneske der ikke vil andet
end helbrede og skabe nyt. En herlighed i det menneske der giver sig
selv helt. En herlighed der lyser os i møde fra et mørkt
og blodigt kors. ”Vi så hans herlighed, som den enbårne
har den fra Faderen fuld af nåde og sandhed.”

Vi bøjer os i tilbedelse og kommer nærmere til ham der
kom os nær og bliver ved med at komme os nær. Vi retter hele
vores opmærksomhed mod ham. Vi beder sammen med ham og i hans navn.

Ordet som Jesus siger til den døvstumme: ”Effata! Luk dig
op!” blev i gammel tid sagt til dåbskandidaten eller dåbsbarnet
som indledning til dåben.

Meningen er jo klar nok. Det menneske der skulle døbes, skulle
kunne høre, ikke blot høre almindelighed, men høre
noget bestemt, nemlig Guds ord. Øret skulle åbnes for det
vigtigste af alle ord.

Vi hører Guds ord, og troen kommer af det der høres –
siger Paulus. Hvad vil det egentlig sige at høre, i denne forstand?

Det vil sige at tage imod uden forbehold, uden betænkning, uden
spørgsmål, uden vurdering. Det er næsten utænkeligt
for os moderne mennesker. Vi har jo lært at tage forbehold. Vi
har lært at stille kritiske spørgsmål. Vi har lært
at tage stilling og vurdere alt hvad vi hører, inden vi eventuelt
fæster lid til det og handler efter det.

Men sådan kan man ikke høre Guds ord!

Al sand forkyndelse begynder med dette: ”Hør!” ”Hør,
Israel, Herren vor Gud, Herren er én!” Og det skal tages
i helt enkel og bogstavelig forstand:

Hør Jesu ord! Hør om hans handlinger! Hør om de
store hellige begivenheder! Lad ordene ramme dine sanser og gå gennem
dine sanser! Lad ordene bevæge dit hjerte! Lad ordene nære
og udvide din fantasi! Lad ordene lede din tanke! Lad netop disse ord,
evangeliets ord, være grundmønstret og grundrytmen i dit
sind og i din tanke og i dine handlinger og i dit liv!

Uden disse ord, det mønster, den rytme bliver alting dunkelt
og uklart og kaotisk. Med det grundmønster og med den grundrytme
får alting den allerdybeste og stærkeste betydning. Du kan
leve og ånde frit, og hvordan din livsvej end former sig, så vil
det være en vej til Gud.

Det er jo det der målet: at vi skal stå for Guds ansigt
og se Gud ansigt til ansigt. Vi skal høre og høre for at
vi til sidst kan se og se. Amen.

Pfarrer
Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej 26
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 – 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk