Matthäus 17, 1-9

Apostlene har forladt alt for at følge
Jesus. De har været med ham i byer og på landeveje. De har
været vidt omkring. De har hørt hans ord. De har set ham
møde mennesker: Mænd og kvinder og børn. Fattige og
udstødte. Syge og besatte. De har set hans barmhjertighed.

Men de har også været med ham på ensomme steder. De
har været med ham på søen og i bjergene. De har set
ham alene. Alene med sin bøn. Alene med sin Far i Himlen.

Og det er netop det der er det afgørende: Dette mennesker lever
ikke for sig selv. Han lever i inderlig bøn til sin himmelske Far.
Hans hjerte er rent. Hans tanke rummer kun sandhed. Hans vilje er ikke
hans egen.

Han er Guds menneske på jorden. Han er Guds åbenbaring. Guds
virkelighed kommer til syne i ham. Han er herligheden i menneskeskikkelse.

Og det sker en dag da de er ved Kæsarea Filippi – lidt nord for
hjemegnen Galilæa – at Jesus spørger apostlene hvem folk
mener han er. Og de svarer at folk taler om at han er Johannes Døber
eller en af Israels store profeter der er kommet igen.

Og så stiller Jesus spørgsmålet til dem: ”Men
I, hvem siger I at jeg er?” … Folk kan sige så meget og
mene så meget, men hvad mener I?

Og Peter svarer på alles vegne: ”Du er Kristus, den levende
Guds Søn.”

Ja, han er netop Sønnen. For hans liv er et samliv med Faderen,
uden forbehold og uden ophør. Han lever i et og alt fra Gud og
til Gud.

Peter og de andre ser det. Det er ufatteligt for dem, men de ser det.
Derfor må de sige som de siger: Han er den levende Guds Søn.

Men Jesus afkræver ikke blot apostlene en bekendelse. Han taler
også til dem om sin lidelse og sin død og sin opstandelse.
For i og ved det liv han har med sin Far i Himlen, skal døden overvindes.
Det er derfor han er kommet til verden.

Han skal udslette den magt der river os fra hinanden. Han skal nedbryde
alt hvad der skiller os fra Gud og hans herlighed. Han skal i sandhed
føre os fra mørket og ind i lyset.

Det Jesus siger om sin lidelse og død, er uforståelig og
forargelig tale for apostlene. Men Jesus fortsætter sin vej. Og
seks dage efter tager han tre af dem, Peter og Johannes og Jakob, med
op på et højt bjerg. Og de ser ham blive forvandlet for deres
øjne. De ser ham i lysende klarhed. Og de hører Guds stemme
over ham.

Det er en vigtig beretning – beretningen om forklarelsen på bjerget.
Alle de tre første evangelister har den med. Og også i en
lidt senere overlevering, i Peters Andet Brev, omtales forklarelsen på
bjerget. Vi har hørt det i dagens epistel:

”Han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød
en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ’Det er
min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.’ Denne røst
har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på
det hellige bjerg.”

Og da Jesus forvandles for øjnene af Peter og Jakob og Johannes,
er det igen hans bøn og hans samliv med Faderen det handler om.

Det er måske knap så tydeligt i Matthæus’ udgave
af beretningen. Men hos Lukas er det direkte fremhævet. Dér
hedder det: ”Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og
hans klæder blev blændende hvide.”

”Mens han bad…”: Da Jesus står for de tre apostle
i forklaret skikkelse, er det hans bøn der bliver synlig. Han er
så tæt ved sin himmelske Far, han er så dybt forbundet
med ham – at det pludselig kan ses!

Peter og Jakob og Johannes ser at Jesus er helt gennemsigtig for Guds
herlighed. De ser at han er uden skygger og uden mørke. De ser
at han er verdens lys.

Det skete engang. Det blev fortalt. Lang tid er gået. Og så
kommer vi til kirke som de usikre nutidsmennesker vi er. Vi kommer til
kirke.

Og vi hører om Jesus. Vi hører apostlenes bekendelse: ”Du
er Kristus, den levende Guds Søn.” Vi hører om forklarelsen
på bjerget. Vi kan se det for os. Vi kan fornemme apostlenes dybe
forundring. Vi kan høre Guds stemme der lyder til dem.

Men er det sandhed? Er det sandhed også for os? Er det sandhed
for dig?

Den stærkeste kraft i vores tid og i vores samfund det er den
kraft der drager alt ind i tidens strøm. Det er den kraft der gør
al sandhed til noget historisk, noget der engang var, noget der så
at sige kommer og går, noget der blot gælder på en bestemt
tid og et bestemt sted.

Tiden siger til os: Ja, der var mennesker der levede og troede sådan
og sådan. Men det var dengang. Og nu er det en anden tid. Og vi
har kun overleveringen, og den er lige så usikker som alle andre
overleveringer.

Og den er heller ikke den eneste. Vi er omgivet af livstolkninger og
overleveringer af mange slags. Det er altsammen opstået i historiens
løb. Det er menneskers erfaringer og tanker og ideer. Meget af
det kan have noget for sig. Men det har altsammen sin begrænsning.

Gud åbenbarer sig i Jesus. Han er Kristus. Apostlene og disciplene
erfarer det, og de kalder ham Sønnen. Den levende Guds Søn.
Deres erfaring og deres tro samles i den bekendelse.

Men vi er naget af usikkerhed. Hvordan skulle vi kunne sige som apostlene
siger? Hvordan skal vi kunne gøre deres bekendelse til vores bekendelse?

Sådan kan vi spørge. Men der er noget vi glemmer. Vi glemmer
at det hele går tilbage til Jesu samliv med Faderen. Vi glemmer
hans bøn.

Og det er jo det der er sagen! Også for os! Vi kan ikke høre
os til evangeliets sandhed! Heller ikke selvom Paulus siger at troen kommer
af det der høres. Vi kan ikke kun høre os til sandheden.
Vi kan slet ikke vurdere os til sandheden. Vi kan ikke finde frem til
sandheden ved at blive stående på sikker afstand og høre
og vurdere.

Vi kan kun finde sandheden ved at gå den i møde. Og Jesus
– sandheden om Jesus: at han er Kristus – går vi i møde ved
at gå ind i hans bøn.

Vi kan kun bede os til sandheden!

Vi kan kun finde sandheden i bønnen! I Jesu bøn til Faderen.
Han har jo selv lært os den! I bønnen i hans navn. I bønnen
sammen med ham. I bønnen til ham!

”Vor Far, du som er i himlene…” Det er hans ord. Det er
hans Far. ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag.
Hør ham!” Sådan lyder Guds stemme på bjerget.

Han er Guds Søn. Gud er hans Far. Men han lærer os at sige:
”Vor Far”. Vi er ikke alene om Gud. Vi har Gud som vores Far
sammen med Jesus. Sammen med hinanden. Sammen med alle mennesker.

Vi er det nye gudsfolk. Vi er Jesu brødre og søstre. Vi
er Guds børn sammen med ham. I bønnen. Og i livet. Men først
i bønnen. Kristenlivet udspringer af bønnen – ligesom Jesu
liv udspringer af bønnen.

Det er dér sandheden er. I bønnen er den sande erkendelse.
Af ham. Og af Faderen. Og af Ånden, kraften, inspirationen, klarheden,
kærligheden.

Det er en anden erkendelse end verdens og tidens erkendelse. Det er
en anden måde at se og høre og sanse og begribe på.
Det er – om man vil – evangeliets erkendelsesteori.

Der er ingen afstand. Der er kun medleven, deltagelse, samliv, dialog.
Det er at være nær ved selve det underfulde, ved verdens hemmelighed.
Med Jesus hos Faderen. Det er personligt. Der bliver lagt helt beslag
på os. Ligesom Jesus lagde helt beslag på apostlene og disciplene.

Læg bare mærke til hvad der senere sker med Paulus! På
vejen til Damaskus bliver han omstrålet af himmelsk lys og kastet
til jorden, og den opstandne taler til ham. Og han mister synet og må
føres ind til Damaskus.

Og i Damaskus er der en discipel som hedder Ananias. Og Jesus viser
sig for Ananias og siger til ham: ”Rejs dig og gå hen i Den
lige Gade og spørg i Judas‘ hus efter Saulus fra Tarsus. For han
beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind
og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.”

”Han beder…” Mens Paulus er blind, beder han. Og allerede
hans bøn er vejen til at se. Han er blevet blændet af lyset
fra den opstandne Kristus for at han skal komme til at se sandheden. Og
i den forvandling, i den proces, bliver han draget ind i bønnen.

”Han beder…” Ja, i bønnen bliver Paulus’
omvendelse i fuldbyrdet. I bønnen begynder det nye liv. I bønnen
lærer han at leve med Kristus. I bønnen bliver der lagt helt
og holdent beslag på ham. Han må give alt, og han får
alt.

Vi har hørt henvisningen til forklarelsen på bjerget i
Peters Andet Brev. I indledningen til samme brev læser vi det forunderlige
ord at vi har fået mulighed for at få del i guddommelig natur:
”Gud har skænket os sine store, dyrebare løfter, så
I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med
dens begær – og få del i guddommelig natur!”

Det betyder ikke at vi bliver guder, eller at vi bliver som Gud. Men
det betyder at det liv som Sønnen har med Faderen, det får
vi lov at være i. Vi bliver draget ind i bønnen. Det er hans
bøn og vores bøn. Dér er al frygt drevet bort. Dér
er alting lys og herlighed og glæde. Amen.

 

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 – 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk